Tidligere CAR-T-eksponering forringer ikke effekt af glofitamab ved DLBCL
ASH: Patienter med diffust storcellet B-cellelymfom (DLBCL), der har fået CAR-T-celleterapi, opnår lige så hyppigt komplet respons (CR) på behandling med det bispecifikke antistof Columvi (glofitamab) som patienter, der ikke tidligere har været eksponeret for CAR-T-celleterapi.
Det viser udvidede opfølgningsdata fra fase II-delen af NP30179-studiet. De opdaterede resultater inkluderer blandt en subgruppeanalyse af de patienter, der havde modtaget CAR-T-celleterapi forud for inklusion i studiet samt en analyse af betydningen af patienternes baseline totale metaboliske tumorvolumen (TMTV). De opdaterede data blev præsenteret ved det amerikanske hæmatologiske selskabs årskongres ASH 2023 (abstract #433).
Fase II-delen af NP30179 inkluderede 155 patienter med relaps eller refraktær DLBCL, der forud for inklusion havde modtaget ≥2 tidligere behandlingslinjer. De havde mediant fået tre tidligere linjer. 33 procent af patienterne havde tidligere modtaget CAR-T-celleterapi, og 85 procent var refraktære over for den seneste behandling, de havde modtaget. Patienterne fik forbehandling med 1000mg obinutuzumab syv dage før første dosis glofitamab. Intravenøs glofitamab blev administreret ved step-up-dosering i første serie og herefter ved måldosis på 30 mg i 21-dages serier over en periode på godt otte måneder.
Studiets primære endepunkt var CR-rate vurderet af en uafhængig review-komité (IRC). Eksplorative analyser blev udført med det formål at undersøge sammenhængen mellem TMTV ved baseline og progressionsfri overlevelse (PFS) og CRS. I studiet anvendtes IRC-vurderet TMTV udledt fra baseline-positronemissionstomografi.
Sammenlignelig CR-rate
På tidspunktet for data-cutoff havde 154 ud af de 155 patienter fået minimum én dosis glofitamab. Den samlede responsrate (ORR) i samlede kohorte var 52 procent, mens CR-raten var 40 procent. Størstedelen af de patienter, der havde opnået CR, havde fortsat CR ved data-cutoff (65 procent). Den mediane varighed af CR (DoCR) var 26,9 måneder. Det blev estimeret, at 67 procent af patienter med CR på et hvilket som helst tidspunkt fortsat var i remission ved 18 måneder. PFS-raten og den samlede overlevelses (OS)-rate ved 12 måneder hos patienter, der havde CR efter endt behandling var henholdsvis 80 procent og 90 procent.
33 procent af de 155 patienter i studiet havde modtaget CAR-T-celleterapi forud for behandlingen med glofitamab. Andelen af patienter, som fik CR i CAR-T-subpopulationen, var sammenlignelig med andelen i den samlede kohorte. CR-raten var således 37 procent, mens den mediane DoCR var 22 måneder.
Baseline TMTV var tilgængelig for 144 patienter, og den mediane TMTV var 128,7 mL. Data viser, at højere TMTV var associeret med en øget risiko for at få grad ≥2 CRS-events. Andelen af patienter med grad ≥2 CRS-events i første, andet, tredje og fjerde TMTV-kvartil var henholdsvis 2,8 procent, 11,1 procent, 16,7 procent og 38,9 procent. Patienter med baseline TMTV over eller lig med den mediane TMTV (n=72) havde en 12-måneders PFS-rate på 16,8 procent sammenlignet med 50,1 procent blandt patienter med en baseline TMTV under medianen (n=72). Disse data indikerer, at TMTV er prognostisk for PFS, lyder det i abstractet.
Sikkerhedsprofilen for glofitamab var sammenlignelig med den, der er beskrevet ved tidligere data-rapporteringer fra NP30179, og der blev ikke registreret nogen nye sikkerhedssignaler.
Godkendelser på stribe
Tidligere i år blev glofitamab godkendt til markedsføring i både USA og Europa. I juni i år godkendte FDA således glofitamab til patienter med relaps eller refraktært DLBCL eller patienter med storcellet B-cellelymfom (LBCL) udviklet fra follikulært lymfom (FL), som har fået ≥2 tidligere behandlingslinjer. Knap en måned efter den amerikanske godkendelse fulgte Europa-Kommissionen trop, og sendte glofitamab ud på det europæiske marked. Den europæiske indikation varierer fra den amerikanske i og med, at den ikke inkluderer patienter LBCL udviklet fra FL. I Europa er glofitamab indiceret til behandling af patienter med relaps eller refraktært DLBCL, som har fået ≥2 behandlingslinjer.
Søsterpræparatet Tepkinly (epcoritamab) er ligeledes blevet godkendt til markedsføring i både EU og USA i løbet af 2023.
Flere danske sites har været involveret i afprøvningen af både glofitamab og epcoritamab fra den spæde start. Den første patient i verden blev behandlet med glofitamab på Rigshospitalet tilbage i februar 2017.