Patienters intelligens og disciplin kan afgøre behandlingen
Overlæge i hæmatologi ved Sygehus Lillebælt i Vejle, professor Torben Plesner, er ikke overrasket over ny undersøgelse, som viser store forskelle i overlevelsen for hhv. højtuddannede og kortuddannede leukæmipatienter.
Erfaringer fra hans egen hverdag med behandling af myelomatosepatienter peger dog i en noget anden retning.
“Det er ikke uddannelsesniveau, men intelligens og disciplin, der kan være afgørende,” siger Torben Plesner, der i høj grad indretter indholdet og formen af sine konsultationer efter, hvilken patient han sidder overfor.
I sidste uge viste en undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital, publiceret i Journal of Clinical Oncology, at overlevelsen for patienter med akut leukæmi er markant forbedret siden år 2000 - men kun for patienter med høj uddannelse.
Undersøgelsen viste, at blandt de patienter, der får intensiv kemoterapi, og som er under 60 år, klarer de højtuddannede sig markant bedre. For dem er femårsoverlevelsen steget fra 39 procent til 58 procent i perioden 2000-2014. For patienter med kort og mellemlang uddannelse er femårsoverlevelsen uændret mellem 30 og 40 procent. Undersøgelsen viste også, at allogen transplantation gennemføres dobbelt så ofte for de højtuddannede som for patienter med mellemlang eller kort uddannelse, når man tager hensyn til alder og køn.
“Undersøgelsen understreger, at det er en god strategi at give allogen transplantation i første remission fremfor at vente på tilbagefald. AML er en sygdom, man skal helbredes for, hvis man skal være langtidsoverlever, det er ikke en sygdom, man kan leve med i mange år. Derfor er det vigtig at køre hårdt på. Det er tydeligt, at venter man med allogen transplantation til efter tilbagefald, så er resultaterne væsentlig dårligere,” siger Torben Plesner.
Højtuddannede kræver mere
At højtuddannede hyppigere får allogen transplantation i første remission, overrasker ikke Torben Plesner. Der kan være risikofaktorer hos kortuddannede, som gør, at lægerne måske synes, at det ikke er fagligt forsvarligt, mener han.
“De skriver, at der ikke er fundet forskelle mht. livsstilssygdomme, men det, vi kan sige, er, at der måske mangler nogle vigtige detaljer I databasen. De har ingen oplysninger i databasen om rygerstatus, alkoholforbrug og komorbiditet, og vi ved, at der på disse områder er en skævhed mellem højt- og kortuddannede. Der er sikkert mange faktorer, der ikke kommer frem i sådan en database, der er indsamlet over så mange år. Der vil være mange oplysninger, som mangler,” siger han.
En anden årsag til forskellen er, at højtuddannede efterspørger transplantation i højere grad, mener Torben Plesner.
Lone Smidstrup Friis, formand for Dansk Akut Leukæmi-gruppe finder det interessant - men er dog ikke...
“De læser alt om sygdommen, indsamler og vurderer informationer og stiller krav. Jeg har da oplevet nærmest at blive eksamineret af højtuddannede patienter. Om læger lader sig påvirke af, at patienter stiller krav? - Ja! Ikke på den måde, at vi lader os kyse, styre og
intimidere - men det indgår i den meget vigtige pejling af patienten,” siger han.
Det første og andet møde med patienten er Torben Plesners topprioritet, for netop her foregår den pejling af patienten, som han mener er så vigtig.
“Jeg bruger ufattelig meget tid på første og andet møde og er ligeglad med, at venteværelset er fyldt, for de mennesker, der sidder i derude, fik også megen tid, da de var nye patienter. Det første møde er så vigtigt, for her skabes tillid og lægges grunden til et langvarigt samarbejde med patienten, og her sker pejlingen,” fortæller Torben Plesner.
“Jeg finder ud af, hvem jeg sidder overfor og indretter min måde at informere på efter det. Er det en intelligent og disciplineret person, som forstår, hvad en læge siger, som reagerer på faresignaler hos sig selv, og som tager aktivt hånd om sin behandling? Eller er det en person med laissez faire-holdning, som måske småhoster og har dårlig lungefunktion på grund af rygning og drikker alkohol hver aften? Det kan være afgørende for behandlingen, for vi skal fagligt vurdere, om en patient er i stand til at tackle en så farlig og risikabel behandling, som allogen transplantation er,” siger han.
Torben Plesner mener, at han hurtigt kan pejle sig ind på patienten.
“Hvis det er en person med en lidt mere lasket holdning til tingene, så er man måske mere tilbøjelig til at sige, at vi udsætter transplantationen til relaps, for det kræver virkelig meget disciplin og forståelse af patienten at gennemgå behandlingen, komme til kontrollerne, reagere på begyndende blødningsssymtomer eller på infektioner, kontakte sygehuset, hvis der kommer uventet komplikation - ja, kort sagt tage hånd om sit liv og sygdom,” siger han og fortsætter:
“Hvis man har en dødelig sygdom som AML og skal bruge ressourcer på at overleve, så er det nok ikke uddannelsen i sig selv, men intelligensen og disciplinen, der er afgørende. Og det er jo egenskaber, som højtuddannede oftere har - de har gennemgået en lang uddannelse og ved, at det er vigtigt at gøre, som læreren på universitetet siger - og vigtigt at gøre det, som lægen siger,” siger Torben Plesner.
Mentor-ordning
I undersøgelsens diskussion foreslår forskerne forskellige muligheder for at støtte kortuddannede, bl.a. en mentorordning.
“Det er jo netop et udtryk for, at forskerne også mener, at der er nogle, som virkelig har brug for ekstra støtte. At få AML er en livskrise for alle, og alle har brug for støtte og information, men der er bare nogle, som har mere brug for det end andre og skal guides igennem det her
vanskelige landskab, som de er kommet ind i. Derfor tror jeg også, at det vil være en god ide med en mentorordning, men det lyder også som en ressourcekrævende foranstaltning. Vi udfører jo i dag - mere end tidligere - allerede en slags mentoraktivitet. Vi og ikke mindst sygeplejerskerne støtter op og diskuterer patienternes behov og familiesituation med dem og hjælper så godt vi kan, hvis der mangler netværk.”
- Oprettet den .
