Genterapi kan blive ny behandling mod leukæmi og bløddelssarkomer

I fremtiden kan det blive muligt at behandle forskellige kræftformer med målrettet genterapi, der kan klippe specifikt i de gener, som driver sygdommen. Forskningen er stadig på et tidligt stadie, men resultaterne er lovende.

På Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital arbejder en gruppe forskere for at udvikle en ny måde at behandle kræft.

Ved hjælp af genterapi baseret på CRISPR-teknologi er de i fuld gang med at forfine en metode til at klippe specifikt i de gener, der driver sygdommen i akut myeloid leukæmi (AML) og bløddelssarkomer.

På den måde er håbet, at man kan komme uden om de meget kradse bivirkninger, som følger med eksisterende behandlingsformer som kemoterapi.

”Det mest lovende ved den her behandling er, at man rammer kræftcellerne specifikt. Vores håb er, at man i fremtiden kan lave mere målrettede behandlinger, der kun rammer kræftcellerne og derfor giver færre bivirkninger,” siger Maja Ludvigsen, som er lektor på Institut for Klinisk Medicin – Blodsygdomme på Aarhus Universitet og står i spidsen for projektet.

CRISPR mod fusionsonkogener

I nogle former for leukæmi opstår sygdommen, fordi to gener ved en fejl bliver sat sammen under en celledeling og danner et såkaldt fusionsgen. Når fusionsgenet bliver omsat til et protein, driver det kræften i kroppen, fordi cellen mister evnen til at stoppe sin celledeling.

Den samme mekanisme findes også i flere andre kræfttyper, for eksempel bløddelssarkomer.

For at ramme de rigtige gener kombinerer Maja Ludvigsen og hendes kolleger CRISPR-teknikken med små stykker RNA, såkaldte guide-RNA, som kan finde et helt bestemt sted i vores genom.

CRISPR-komponenterne pakkes ind i lipid nanopartikler, som er små fedtbaserede partikler, der kan transportere dem ind i cellerne. Når partiklerne er optaget af cellen, frigives guide-RNA og Cas-enzymet – den molekylære saks – som derefter finder frem til det præcise sted i DNA’et, hvor klippet skal laves.

”Vores idé er at klippe i begge gener, der indgår i fusionsgenet. Når cellen bagefter forsøger at reparere DNA’et, vil generne ofte sætte sig sammen igen, men på en måde, der ikke længere fungerer. På den måde bliver det kræftdrivende gen sat ud af spil,” forklarer Maja Ludvigsen.

Lipid nanopartikler er en nyere leveringsmetode inden for genterapi. Metoden fik et kæmpe gennembrud i forbindelse med udviklingen af mRNA-vaccinerne mod COVID-19.

Fusionsonkogener som mål

Genterapi har allerede vist sig meget lovende i behandlingen af nogle arvelige sygdomme, hvor sygdommen ofte er forårsaget af en enkelt genetisk fejl, som findes i alle celler. Det gælder for eksempel spinal muskelatrofi (SMA) og blødersygdom (hæmofili).

Dog er kræft ofte meget mere kompleks, og derfor er det i udgangspunktet en større udfordring at bruge genterapi i den sammenhæng.

Men idet nogle undertyper af leukæmi og bløddelssarkomer er drevet af enkelte fusionsonkogener, er de to sygdomme et oplagt sted at starte, hvis man vil knække koden til, hvordan genterapi kan bringes i spil til at udvikle nye og bedre måder at behandle kræft.

Og det vil Maja Ludvigsen.

”Vi bliver simpelthen nødt til at undersøge nogle andre måder at behandle kræft på, for dem, vi har, er ikke gode nok. Det kan godt være, at det er for vildt og opportunistisk, at vi finder på at lave det her arbejde i cancer, hvor der ofte er mere komplekse sammenhænge på spil. Men tænk, hvis det kunne lade sig gøre at ramme de genetiske ændringer, der driver sygdommen.”

Hård standardbehandling i dag

Maja Ludvigsen er molekylærbiolog og står til daglig med ét ben i forskningsverdenen og det andet i en klinisk verden. Det skyldes hendes delte stilling mellem Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Derfor har hun også sin vante gang på Hæmatologisk afdeling (blodsygdomme), hvor hun er tilknyttet laboratoriet og følger sygdomsforløb på tæt hold. Mange patienter med de leukæmityper, som forskerne arbejder på, er relativt unge – medianalderen er 60 år – og det er også disse typer, som en del børn bliver ramt af.

Behandlingen af disse kræfttyper består oftest først af en høj dosis kemoterapi og senere knoglemarvstransplantation. Det er en ekstremt hård behandling, fortæller Maja Ludvigsen.

”Vi behandler mange børn, som kommer gennem deres kræftsygdom, men de er i gang med behandling i op til et år, og det, de skal igennem, er næsten ubærligt.”

Derfor skal man altid holde nye behandlingsmuligheder op mod, hvad man har i forvejen, understreger hun.

Selv hvis genterapi skulle vise sig at have en uhensigtsmæssig effekt på nogle af de raske celler i kroppen – hvilket intet dog foreløbig tyder på – kunne man sagtens forestille sig, at det stadig er at foretrække over kemoterapi, som laver fejl i alle kroppens delende celler, mener Maja Ludvigsen.

Fra laboratoriet til klinikken

Indtil videre har forskerne fået teknologien til at virke i laboratoriet, hvor de både har testet metoden i cellekulturer og i kræftceller fra patienter. Næste skridt er at undersøge, hvordan behandlingen virker i musemodeller.

”Først skal vi finde ud af, hvor effektivt det er til at ramme de syge celler, og præcis hvilken effekt det har på raske celler. Først derefter skal vi i gang med at undersøge dosis og bivirkninger,” forklarer Maja Ludvigsen.

Hun understreger derfor, at der stadig er lang vej fra laboratoriet til kliniske forsøg og derfra til en egentlig behandling.

”Vi er stadig i de tidlige faser af at teste behandlingen i mus, og der skal langt større og mere omfattende forsøg til, før vi kan være sikre på både effekt og bivirkninger. Man aner ikke, hvordan det reelt virker, før det en dag kommer over i mennesker, det skal man bare huske.”

Alligevel kan vejen til kliniske forsøg i nogle tilfælde være kortere end ellers, påpeger hun.

Hvis en behandling viser en meget tydelig effekt og få bivirkninger mod sjældne og aggressive sygdomme, kan myndighederne i nogle tilfælde nemlig give mulighed for at gå relativt hurtigt videre til forsøg i patienter.

”Når det handler om meget aggressive sygdomme, hvor der ikke findes gode behandlingsmuligheder i forvejen, kan man nogle gange få lov til at gå direkte videre til kliniske forsøg, hvis resultaterne ser stærke ud. Så det håber vi selvfølgelig på.”

Om projektet

Projektet er forankret i Maja Ludvigsens forskningsgruppe HemeLab og er etableret som et tværgående samarbejde mellem Aarhus Universitet og hospitalsverdenen.

Samarbejdet er støttet af Kræftens Bekæmpelse, Børnecancerfonden og Innovationsfonden og inkluderer partnere fra Biomedicin, Aarhus Universitet, blandt andre Yonglun Luo og Christian K. Holm, samt Magnus Stougaard fra Aarhus Universitetshospital.

Artiklen er fra Onkologisk og Hæmatologisk Tidsskrifts printmagasin fra maj 2026.