Tidsubegrænset lenalidomid forbedrer ikke OS ved nydiagnosticeret myelomatose

Det løfter ikke overlevelsen signifikant at give patienter med nydiagnosticeret myelomatose tidsubegrænset vedligeholdelsesbehandling med lenalidomid efter induktionsterapi frem for at tidsbegrænse lenalidomid-vedligeholdelsen til to år. 

Det viser data fra det randomiserede, open-label fase III-studie ENDURANCE, der har sammenlignet effekten af at give henholdsvis tidsbegrænset og tidsubegrænset lenalidomid-vedligeholdelse efter induktionsterapi hos nydiagnosticerede myelomatosepatienter med standardrisiko-sygdom. Patienterne i studiet havde ikke gennemgået en forudgående autolog stamcelletransplantation.

Data viser, at tidsubegrænset vedligeholdelsesbehandling med lenalidomid efter induktion ikke resulterede i en signifikant længere samlet overlevelse (OS) end tidsbegrænset vedligeholdelse med lenalidomid (to år). Studiets førsteforfatter Shaji Kumar fra Division of Hematology ved Mayo Clinic i Rochester er i en artikel på det europæiske onkologiske selskab ESMO’s hjemmeside citeret for at sige følgende:

”Data kan have væsentlige implikationer med hensyn til bivirkninger og behandlingsomkostninger. Desuden kan seponering af lenalidomid efter to år også muliggøre bredere genanvendelse af immunmodulerende lægemidler hos patienter, som får recidiv efter ophør af vedligeholdelsesbehandlingen.”

I en ledsagende editorial, der blev publiceret samtidig med ENDURANCE i New England Journal of Medicine, kommenterede Hira Mian fra Department of Oncology ved McMaster University i Hamilton på studiet. Hun pointerede, at resultaterne fra studiet burde få forskere og investigatorer til at stille spørgsmål ved, hvorvidt medicinsk behandling af ubegrænset varighed ukritisk skal videreføres til den næste generation af kliniske studier inden for myelomatose.

Mere om studiet 

ENDURANCE blev designet til at besvare to forskningsspørgsmål. I den første randomisering, som tidligere har rapporteret data, sammenlignes induktionsterapi med carfilzomib, lenalidomid og dexamethason (KRd) med bortezomib, lenalidomid og dexamethason (VRd). Og i den anden randomisering sammenlignedes så kontinuerlig vedligeholdelse med lenalidomid med lenalidomid-vedligeholdelse af fast varighed (to år) efter induktion med enten KRd eller VRd.  

Ved afslutningen af induktionsbehandlingen blev 516 patienter randomiseret 1:1 til enten tidsubegrænset eller tidsbegrænset lenalidomid-vedligeholdelse. Efter en median opfølgning på 86 måneder kunne der ikke observeres en signifikant forskel i OS imellem de to arme.

På tidspunktet for data-cutoff var OS 68,6 procent i den tidsubegrænsede arm, mens den var 69,0 procent i den tidsbegrænsede arm, svarende til en forskel på -0,4 procentpoint (95% CI -9,0-8,3; p=0,93). Den progressionsfri overlevelse (PFS) var henholdsvis 36,1 procent og 29,7 procent, en forskel på 6,4 procentpoint (95% CI -2,6-15,4).

Der blev observeret flere bivirkninger blandt de patienter, som fik lenalidomid kontinuerligt. Forekomsten af ikke-hæmatologiske bivirkninger af grad ≥3 var således 48,2 procent i den tidsubegrænsede arm, mens den var 31,5 procent i den tidsbegrænsede arm.

Efter fem år var den kumulative forekomst af sekundære primære kræftformer (eksklusive ikke-melanom-hudkræft), 11,2 procent i den tidsubegrænsede arm versus 8,3 procent i den tidsbegrænsede arm.

Herhjemme er vedligeholdelsesbehandling med lenalidomid standardtilbud til patienter med myelomatose efter, at de har fået højdosis kemoterapi med stamcellestøtte. Behandlingen har været genstand for debat, da danske registerdata har indikeret, at behandlingen ikke har effekt på overlevelsen i klinisk praksis.