Skip to main content

Logo for hæmatologisk tidsskrift

”Resultaterne understreger vigtigheden af også at have fokus på det psykiske helbred hos patienter med hæmatologiske kræftsygdomme såsom myelomatose,” mener Christopher Rohde.

Myelomatose mere end fordobler risiko for depression og angst

Patienter med myelomatose har en mere end fordoblet risiko for depression og angst sammenlignet med baggrundsbefolkningen, viser nyt dansk studie. Risikoen var særligt forhøjet det første år efter diagnosen.

Det danske registerstudie er publiceret i European Journal of Haematology, og har inkluderet 3861 patienter med myelomatose eller smoldering myelomatose og 19.305 matchede kontroller.

I løbet af opfølgningsperioden fik 8,2 procent af patienterne i myelomatose-armen depression og/eller angst, mens andelen lå på 3,4 procent i kontrolkohorten. Myelomatose var således associeret med en markant øget risiko for depression og/eller angst (justeret HR 2,56; 95% CI 2,23-2,94). 

Associationen var stærkest blandt patienter med symptomatisk myelomatose (justeret HR 2,63; 95% CI 2,21-3,12), men den var også øget blandt patienter med smoldering myelomatose (justeret HR 1,44; 95% CI 1,10-1,87). Associationen var stærkest det første år efter, at diagnosen blev stillet, og aftog herefter over tid.

”Resultaterne understreger vigtigheden af også at have fokus på det psykiske helbred hos patienter med hæmatologiske kræftsygdomme såsom myelomatose,” skriver Christopher Rohde i et opslag på LinkedIn.

Han er læge og forsker med særligt fokus på psykiatri og psykofarmakologi ved Aarhus Universitet og én af forfatterne til studiet.

I en kommentar til Christopher Rohdes LinkedIn-opslag noterer ledende overlæge Thomas Lund fra Vejle, at studiet er ”endnu en grund til at integrere PRO-skemaer” i behandlingen af patienter med myelomatose. 

I abstractet oplyses det, at patienter med myelomatose formentlig er særligt sårbare over for depression og angst grundet en høj sygdomsbyrde samt bivirkninger relateret til behandlingen. Det kan også spille en rolle, at myelomatose fortsat er en uhelbredelig sygdom, lyder det.