Svært refraktære ITP-patienter opnår respons på eksperimentel BTK-hæmmer

ASH:  Én ud af fire behandlingsrefraktære patienter med immun trombocytopeni (ITP) opnår vedvarende respons på den eksperimentelle orale BTK-hæmmer rilzabrutinib. Det er lovende resultater, som indikerer, at lægemidlet kan få en plads i behandlingen, mener overlæge Eva Birgitte Leinøe.

Resultaterne stammer fra fase III-studiet LUNA 3, som blev præsenteret på det amerikanske hæmatologiske selskab ASH’s årsmøde under Plenary Scientific Session (abstract #5).

”Det ser lovende ud, og jeg forventer, at rilzabrutinib kan få en plads i behandlingen af de refraktære patienter. De meget refraktære patienter er et mindretal, efter vi har fået trombopoietin-receptoragonister, men de udgør en vanskelig klinisk problemstilling,” siger Eva Birgitte Leinøe, overlæge på Afdeling for Blodsygdomme ved Rigshospitalet.

Studiet inkluderede 202 patienter ≥18 år med vedvarende eller kronisk primær ITP og blodpladetal <30×10⁹/L. Patienterne var refraktære over for standardbehandlinger som IVIg, anti-D eller kortikosteroider, og knap halvdelen (46 procent) havde fået mindst fem tidligere ITP-behandlinger.

Patienterne blev randomiseret 2:1 til rilzabrutinib (400 mg to gange dagligt) eller placebo i op til 24 uger efterfulgt af en open-label periode på 28 uger, hvor alle patienter kunne få rilzabrutinib. Patienter, som ikke opnåede respons efter de første 12 uger, kunne skifte over til open-label-delen af studiet.

Studiets primære endepunkt var varigt respons, defineret som blodpladetal ≥50×10⁹/L i mindst 8 af de sidste 12 uger i den 24-ugers blindede periode uden brug af rescue-behandling.

Efter 24 uger opnåede 23 procent af patienterne i rilzabrutinib-armen det primære endepunkt varig respons – andelen var 0 procent i placeboarmen. Blandt patienter, der blev behandlet i både den blindede og åbne fase, opnåede 29 procent varig respons.

Forbedring af flere effektmål

Der var desuden signifikante forbedringer med rilzabrutinib i alle sekundære effektmål:

• Tid til første blodpladetal ≥50×10⁹/L eller ≥30–<50×109/L og ≥fordobling af baseline: Mediant 36 dage (95 % CI, 22-44) vs. ikke opnået i placebo-armen (HR=3,1; P<0,0001).
• Reduktion af behovet for rescue-behandling: 52 procents reduktion sammenlignet med placebo (P=0,0007).
• Mindre fatigue: Signifikant forbedring af ITP-PAQ-scoren efter 13 uger sammenlignet med baseline – 7,95 i rilzabrutinib-armen mod -0,13 i placebo-armen (P=0,01).
• Reduceret blødning: Signifikant reduktion i IBLS-score efter 25 uger sammenlignet med baseline – -0,04 i rilzabrutinib-armen mod 0,05 i placebo-armen (P=0,0006).

Flere konkurrerende midler

På trods af de pæne resultater forventer Eva Birgitte Leinøe, at rilzabrutinib får en del konkurrence i kampen om en plads i behandlingsalgoritmen.

”Rilzabrutinib har den fordel, at den – i modsætning til andre BTK-hæmmere – ikke hæmmer blodpladefunktionen og ikke giver blødningstendens. Det er jo vigtigt, når vi har at gøre med ITP-patienter med lave blodplader og risiko for blødning. Samtidig er det en peroral behandling, hvilket er at foretrække frem for IV-behandlinger,” siger hun.

”På den anden side har vi nu en lang række nye lægemidler, der targeterer immunsystemet på forskellig vis, herunder daratumumab, fostamatinib, efgartigimod alfa og komplementaktiverings-hæmmere, som rilzabrutinib kommer til at konkurrere med. Patogenesen for ITP er yderst heterogen, så udfordringen bliver at forudse, hvilken behandling der har størst chance for at være effektiv hos den enkelte patient.”

Flere detaljer om studiet

Patienterne i LUNA-3 havde en medianalder på 47 år (18-80 år) og et median-blodpladetal på 15×10⁹/L ved baseline. Tidligere behandling inkluderede som nævnt ≥5 terapier hos 46 procent af patienterne (heraf 28 procent splenektomier). Median varighed af ITP var længere i rilzabrutinib-armen (8,1 år) sammenlignet med placebo (6,2 år).

Bivirkningerne var sammenlignelige i rilzabrutinib- og placebo- armene med hensyn til samlede og alvorlige hændelser (SAE). De mest almindelige bivirkninger af rilzabrutinib vs. placebo var diarré (23 procent vs. 4 procent), kvalme (17 procent vs. 6 procent), hovedpine (8 procent vs. 1 procent) og mavesmerter (6 procent vs. 1 procent), alle af grad 1-2. En patient i rilzabrutinib-armen oplevede en grad 3 perifer emboli relateret til behandlingen, og én patient døde af lungebetændelse, som ikke var relateret til behandlingen.