Nordiske data peger på AVD som det foretrukne kemoregime til ældre cHL-patienter
Ældre patienter (≥60 år) med klassisk Hodgkin lymfom (cHL) opnår en mindst lige så god – og tilsyneladende bedre – progressionsfri overlevelse (PFS) og samlet overlevelse (OS), når de får behandling med det kurativt intenderede AVD-kemoregime i første linje sammenlignet med det mere toksiske ABVD-regime.
Det indikerer data fra et nyt nordisk observationsstudie, som har evalueret de nuværende kurative behandlingsstrategier mod cHL, der anvendes i Sverige, Norge og Danmark. Studiet har analyseret data fra patienter diagnosticeret med cHL i de tre lande i perioden fra 2000 og frem til 2021.
Patienterne i studiet modtog enten kurativt intenderet behandling med doxorubicin, bleomycin, vinblastin og dacarbazin (ABVD), cyklofosfamid, doxorubicin, vincristin og prednison (CHOP), doxorubicin, vinblastin og dacarbazin (AVD) eller anden kemoterapi (enkeltstof eller kombinationsbehandling).
”Outcomes for AVD, hvad angik både OS og PFS, var som minimum sammenlignelige med ABVD og ofte bedre end CHOP. Ved at udelade bleomycin reduceres den behandlingsrelaterede toksicitet ved AVD sammenlignet med ABVD. Vi konkluderer, at AVD er det foretrukne kemoterapiregime og med rette bør overvejes som backbone i behandling med nye lægemidler,” skriver Daniel Molin i et opslag på LinkedIn.
Daniel Molin er lektor på afdeling for immunologi, genetik og patologi ved Uppsala University og medforfatter til studiet.
I Danmark er AVD plus stråleterapi anført som den primære anbefaling til fitte ældre patienter med cHL i et tidligt stadie i den gældende kliniske retningslinje, og AVD-regimet indgår også som en del af den primære anbefaling ved avanceret sygdom.
Forbedret overlevelse
Det nordiske studie inkluderede i alt 1.569 patienter. De inkluderede patienter fik behandling med et kurativt sigte. Patienter med komorbiditet blev ikke ekskluderet.
43 procent af patienterne fik ABVD, 31 procent fik CHOP og 8 procent fik AVD.
Og så var der 13 procent af patienterne, der fik anden kemoterapi, mens der for de resterende 5 procent manglede oplysninger om valg af behandling i første linje. Patienterne blev fulgt fra diagnosetidspunktet indtil død, emigration eller opfølgningsophør.
Studiet viser, at behandling med AVD var associeret med forbedret OS sammenlignet med ABVD, mens der sås en tendens til, at patienter, der fik CHOP eller andre kemoregimer, havde en dårligere OS.
Ved 5 år var OS 83 procent med ABVD, 97 procent med AVD, 69 procent med CHOP og 57 procent med anden kemoterapi hos patienter med sygdom i et tidligt stadie. For patienter med avanceret sygdom var 5 års-OS henholdsvis 61 procent, 73 procent, 49 procent og 45 procent.
Et nogenlunde identisk billede blev observeret, hvad angik PFS. Her sås ligeledes en signifikant forlænget PFS ved brug af AVD sammenlignet med ABVD. PFS var sammenlignelig for patienter behandlet med ABVD og CHOP, mens patienter behandlet med anden kemoterapi havde dårligere PFS.
Ved 5 år var PFS 68 procent med ABVD, 94 procent med AVD, 61 procent med CHOP og 42 procent med anden kemoterapi hos patienter med sygdom i et tidligt stadie. For patienter med avanceret sygdom var 5 års-PFS henholdsvis 38 procent, 43 procent, 35 procent og 31 procent.
