Medicinrådet anbefaler tidsbegrænset acalabrutinib sammen med venetoclax til CLL
På det seneste rådsmøde anbefalede Medicinrådet tidsbegrænset behandling med Calquence (acalabrutinib) sammen med Venclyxto (venetoclax) til patienter med tidligere ubehandlet kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). Behandlingen blev godkendt ved skriftlig proces og indplaceret direkte i behandlingsvejledningen.
Medicinrådet vurderer, at acalabrutinib plus venetoclax er et ligeværdigt behandlingsalternativ til de øvrige ligestillede targeterede behandlinger i rådets behandlingsvejledning. Desuden vurderes det, at behandlingen kan ligestilles til patienter med del(17p) eller TP53-mutation, patienter uden del(17p) eller TP53-mutation og umuteret IGHV samt patienter uden del(17p) eller TP53-mutation og muteret IGHV.
Anbefalingen baserer sig på data fra fase III-studiet AMPLIFY. Her blev patienter med tidligere ubehandlet CLL uden del(17p) eller TP53-mutation randomiseret 1:1:1 til enten tidsbegrænset acalabrutinib-venetoclax med eller uden Gazyvaro (obinutuzumab) eller kemoimmunterapi. Europa-Kommissionen (EC) godkendte i juni sidste år acalabrutinib i kombination med venetoclax med eller uden obinutuzumab, men efter ansøgers ønske har Medicinrådet udelukkende taget stilling til acalabrutinib plus venetoclax.
I AMPLIFY var det primære endemål progressionsfri overlevelse (PFS) i ITT-populationen. Efter en median opfølgningstid på 42,6 måneder var den mediane PFS ikke estimerbar (NE) i acalabrutinib-venetoclax-armen (95% CI 51,1-NE), mens den var 47,6 måneder (95% CI 43,3-NE) i kemoimmunterapi-armen (HR=0,65; 95% CI 0,49-0,87; P=0,0038). Der var observeret 18 dødsfald (6 procent) i acalabrutinib-venetoclax-armen versus 42 dødsfald (14 procent) i kemoimmunterapi-armen (median opfølgning på 41 måneder).
Der blev observeret alvorlige bivirkninger hos 25 procent af patienterne i acalabrutinib-venetoclax-armen; herunder grad ≤3 infektioner (14 procent). Det oplyses, at fagudvalget vedrørende CLL på baggrund af klinisk erfaring og biologisk plausibilitet vurdere, at der ikke vil være klinisk betydende forskel mellem acalabrutinib-venetoclax og de øvrige targeterede førstelinjebehandlinger, hvad angår uønskede hændelser. Ydermere lyder vurderingen, at der ikke er væsentlig forskel mellem acalabrutinib-venetoclax og de øvrige targeterede behandlinger, hvad angår livskvalitet.
Behandling med acalabrutinib-venetoclax skal fortsættes indtil sygdomsprogression, uacceptabel toksicitet eller fuldførelse af 14 behandlingsserier à 28 dage.
Acalabrutinib-venetoclax figurerer nu i behandlingsvejledningen vedrørende CLL, men behandlingen er først endeligt anbefalet, når lægemiddelrekommandationen er offentliggjort.

