Patienter med klassisk Hodgkin lymfom dør oftere af hjertesvigt
Patienter med hjertesvigt (HF) har en øget mortalitetsrisiko, hvis de tidligere er blevet behandlet for klassisk Hodgkin lymfom (cHL). Den hjertekar-specifikke mortalitet er ydermere signifikant forøget hos patienter med hjertesvigt mere end 10 år efter kræftdiagnosen.
Det viser et svensk registerstudie, som er publiceret i JACC Journals. Studiet har dansk deltagelse.
Studiet har sammenlignet den samlede mortalitet blandt patienter med HF, som henholdsvis var og ikke var blevet behandlet for cHL. Hjertekar-specifik mortalitet var et eksplorativt endepunkt.
Studiet inkluderede 771 patienter med HF fra 2000 til 2022. Heraf havde en tredjedel af populationen (n=257) tidligere været behandlet for cHL. Patienterne blev fulgt fra det tidspunkt, de fik HF-diagnosen og indtil død eller censurering (maksimalt fem år).
Resultaterne viser, at cHL var associeret med en højere samlet mortalitet efter HF-diagnose, og den hjertekar-specifikke dødelighed var signifikant højere for patienter, der tidligere havde været behandlet for cHL, mere end ti år efter cHL. ”(…)det kan pege på betydningen af sene behandlingsrelaterede bivirkninger, men data bør tolkes med forsigtighed på grund af den betydelige konkurrerende risiko for lymfom-relaterede dødsfald,” lyder det i artiklens konklusion.
Fokus på sen-toksicitet
Daniel Molin, lektor på Uppsala Universitet og medforfatter til studiet, omtaler studiet i et opslag på LinkedIn. Her fremhæver han også den mulige sammenhæng mellem hjertekar-specifik mortalitet og sene bivirkninger efter behandling mod cHL. Han skriver følgende:
”Vi erfarer, at dødeligheden af hjertesvigt er højere efter Hodgkin-behandling. Kardiovaskulær dødelighed er også højere mindst ti år efter Hodgkin-behandling, hvilket kan skyldes sene bivirkninger.”
Det er velkendt, at patienter behandlet for cHL har en øget risiko for HF, men effekten af behandlingen på overlevelse er mindre belyst. Behandling med kemoterapi (især antracykliner) er associeret med signifikant øget risiko for kardiotoksicitet, herunder blandt andet kardiomyopati og hjertesvigt. Lymfompatienter er især i risiko for kardiotoksicitet, da primærbehandlingen af flere lymfomsygdomme inkluderer antracykliner i høje doser, eksempelvis doxorubicin.
Der mangler i dag værktøjer til at forebygge kemoterapi-induceret kardiotoksicitet, men der pågår forskning. For eksempel undersøger det igangværende danske DACALY-studie, om tillæg af SGLT2-hæmmeren Forxiga (dapagliflozin) til standard kemoimmunterapi kan forebygge kemoterapi-induceret kardiotoksicitet blandt patienter med diffust storcellet B-cellelymfom (DLBCL), follikulært lymfom (FL) og ALK-positive lymfomer.
Flere data fra studiet
I det svenske registerstudie blev patienter med cHL og efterfølgende HF matchet 1:2 med en kontrolgruppe med HF på køn, fødselsår, tidspunktet for HF-diagnose og kontakttype (indlagt eller ambulant). Patienterne havde en medianalderen på 73 år, og størstedelen af populationen var mænd (64 procent). Hazard-ratio (HR) med 95 % CI blev estimeret ved brug af fleksible parametriske overlevelsesmodeller justeret for matchende variable.
Efter en median opfølgningstid på henholdsvis 2,5 år for cHL og 3,3 år for kontrolgruppen blev der registreret 130 dødsfald i cHL-gruppen (51 procent) og 192 dødsfald i kontrolgruppen (37 procent). I cHL-gruppen kunne mortaliteten primært relateres til lymfom (40 procent), mens kardiovaskulær mortalitet var dominerende i kontrolgruppen (42 procent).
Mortalitet uanset årsag var højere for patienter med HF og tidligere cHL, end den var i kontrolgruppen (HR = 1,81; 95% CI 1,44-2,26). Den hjertekar-specifikke mortalitet var overordnet set ikke forskellig i de to gruppe (HR = 1,17; 95% CI 0,78-1,75) – bortset fra blandt patienter med hjertesvigt mere end 10 år efter cHL (HR = 3,13; 95% CI 1,71-5,73).
