BCMA-rettede bispecifikke antistoffer er sikre og effektive hos skrøbelige myelomatosepatienter

Der er ingen signifikant forskel i progressionsfri overlevelse (PFS) og samlet overlevelse (OS) blandt skrøbelige og ikke-skrøbelige patienter med relaps eller refraktær myelomatose, som får behandling med BCMA-rettede bispecifikke antistoffer, viser en ny retrospektiv undersøgelse.

Den nye undersøgelse har analyseret data fra 102 patienter med relaps eller refraktær myelomatose behandlet med BCMA-rettede bispecifikke antistoffer ved Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York. Formålet med undersøgelsen var at klarlægge, om patienternes skrøbelighedsniveau påvirkede outcomes af behandlingen.

Efter en median opfølgningsperiode på 8,6 måneder (3-14) kunne der ikke observeres en signifikant forskel i median PFS (ikke nået versus 11 måneder; P = 0,051) og OS (37 måneder versus 25 måneder; P = 0,37) mellem gruppen af skrøbelige – og gruppen af ikke-skrøbelige patienter.  

”Derfor må bispecifikke antistoffer anses for at være sikre og effektive for ældre og skrøbelige patienter med relaps eller refraktær myelomatose,” lyder det i abstractet.

Grundet en bekymring for øget toksicitet er ældre og skrøbelige patienter historisk set blevet ekskluderet fra kliniske studier, som har evalueret nye behandlinger til myelomatose. Det gør sig således også gældende i de studier, der har evalueret BCMA-rettede bispecifikke antistoffer.

I Danmark har Medicinrådet for nuværende anbefalet et enkelt BCMA-rettet bispecifikt antistof til patienter med relaps eller refraktær myelomatose, som har fået mindst tre tidligere behandlingslinjer. Anbefalingen af Tecvayli (teclistamab) gælder alene patienter, som er i god almen tilstand (performancestatus 0-1).

Ingen store forskelle

I den nye undersøgelse defineredes skrøbelighed ud fra et simplificeret skrøbelighedsindeks baseret på alder, ECOG performancestatus (PS) og Charlson komorbiditet-indeks (CCI). Patienterne var mellem 40 og 88 år, og 39 procent blev vurderet som værende skrøbelige. Den skrøbelige gruppe bestod af flere patienter ≥70 år (73 procent versus 29 procent; P < 0,001), med ECOG PS ≥2 (36 procent versus 0 procent; P < 0,001) samt en dårligere median CCI (2 versus 1; P < 0,001).

Bivirkninger til behandlingen med BCMA-rettede bispecifikke antistoffer varierede ikke markant mellem de to grupper. Andelen af alle-grader CRS var således 58 procent blandt skrøbelige patienter versus 60 procent blandt ikke-skrøbelige patienter (P = 0,99), andelen af ICANS var 15 procent versus 8 procent (P = 0,44), mens andelen af behandlingsrelateret mortalitet 13 procent versus 21 procent (P = 0,27).  

Den samlede responsrate (ORR) var 80 procent i den skrøbelige patientgruppe (sCR/CR, 15 procent; VGPR, 48 procent) versus 73 procent i den ikke-skrøbelige gruppe (sCR/CR, 23 procent; VGPR, 31 procent).