Fase III-data støtter MRD-guidet post-HCT vedligeholdelsesterapi mod FLT3-ITD AML

EHA: Vedligeholdelsesbehandling med FLT3-hæmmeren Xospata (gilteritinib) har effekt i patienter med FLT3-ITD-muteret akut myeloid leukæmi (AML), som har målbar restsygdom (MRD) efter allogen hæmatopoetisk  stamcelletransplantation (HCT), viser data fra fase III-studiet BMT-CTN1506.

Data blev præsenteret ved en Late Breaking oral session på det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde i Frankfurt (abstract #LB2711). Data fra BMT-CTN1506  er blandt de første studiedata til dato, som støtter MRD-guidet post-HCT vedligeholdelsesbehandling i FLT3-ITD AML.

Patienter med FLT3-ITD AML er i høj risiko for at få relaps, og de får rutinemæssigt HCT. Typisk får patienterne FLT3-hæmmere som post-HCT vedligeholdelsesbehandling for at reducere risikoen for relaps. Denne strategi er imidlertid kun baseret på randomiserede studier af førstegenerations FLT3-hæmmeren Nexavar (sorafenib), som har inkluderet patienter behandlet med FLT3-hæmmere forud for HCT.  

I BMT-CTN1506 har inkluderet 488 voksne patienter med FLT3-ITD AML i første remission efter at have modtaget maksimalt to serier induktionsterapi, hvor HCT var planlagt inden for 12 måneder efter opnåelse af remission. Heraf blev 356 patienter inkluderet i studiets randomiseringsdel. Efter induktion og konsolidering gennemgik patienterne HCT. 30-90 dage efter HCT blev de randomiseret til enten 120 mg/dag gilteritinib i 24 måneder eller placebo. Målinger af MRD blev foretaget forud for transplantation, forud for randomisering og 3, 6, 12, 18 og 24 måneder efter randomisering.

Det primære endepunkt var relapsfri overlevelse (RFS), mens det vigtigste sekundære endepunkt var samlet overlevelse (OS) og effekt af målbar MRD før og efter HCT på RFS og OS, graden af ikke-relaps mortalitet, eventfri overlevelse (EFS) og akut og kronisk Graf-Versus-Host sygdom (GVHD) udgjorde andre sekundære endepunkter.   

Største effekt ved målbar MRD

Data viser, at RFS var højere for patienterne i gilteritinib-armen, men forskellen var ikke statistisk signifikant (HR=0,679; 95 procent CI 0,459-1,005; 2-sidet P=0,0518). OS var sammenlignelig i de to arme  (HR=0,846; 95 procent CI 0,554-1,293; 2-sidet P=0,4394). Den toårige RFS var 77,2 procent (95 procent CI 70,1 procent til 82,8 procent) i gilteritinib-armen, mens den var 69,9 procent i placeboarmen (95% CI 62,4 procent til 76,2 procent) for placebo.

50,6 procent af patienterne i studiet havde MRD (10-6 eller mere) forud for HCT eller forud for randomisering. En præspecificeret subgruppeanalyse viser, at effekten af gilteritinib var større i patienter med målbar MRD (HR=0,515; 95 procent CI 0,316-0,838; P=0,0065) end i patienter uden målbar MRD (HR=1,213; 95 procent CI 0,616-2,387; P=0,575). Det får forskerne bag studiet til at konkludere, at studiet understøtter en MRD-guidet tilgang til post-HCT vedligeholdelsesbehandling.

80,3 procent af patienterne i gilteritinib-armen og 72,9 procent i placeboarmen oplevede dosisafbrydelser, og henholdsvis 54,5 procent og 25,4 procent havde behov for dosisreduktion. Forekomsten af behandlingsrelaterede bivirkninger var hyppigere forekommende i gilteritinib-armen end i placeboarmen. Det samme gjaldt for bivirkninger, der første til behandlingsstop. Behandlingsrelaterede bivirkninger inkluderede fald i andelen af neutrofile celler (42,1 versus 15,8 procent), kronisk GVHD (52,2 versus 42,1 procent).