Fertilitetsdata fra HD21 støtter brug af BrECADD hos yngre patienter med avanceret HL
Yngre patienter med fremskreden Hodgkin lymfom (HL), som får BrECADD frem for eBEACOPP i første linje, opnår bedre recovery af gonadefunktionen, og som følge heraf ses højere graviditets- og forældreskabsrater. Det viser resultater fra en sekundær analyse af fase III-studiet HD21, som understøtter brugen af BrECADD i den primære setting.
Den sekundære analyse af HD21 har undersøgt fertilitet blandt yngre patienter med fremskreden Hodgkin lymfom (HL) behandlet med BrECADD versus eBEACOPP. Studiets førsteforfatter Justin Ferdinandus, læge og forsker ved den tyske Hodgkin studiegruppe (GHSG) på universitetshospitalet i Köln, kommenterer på data fra analysen i et opslag på LinkedIn. Han skriver følgende:
”Jeg er stolt af at have bidraget til denne sekundære analyse af fase III-studiet HD21, der har set på fertilitets-outcomes i en studiepopulation – et endepunkt, som fortsat er underrepræsenteret i onkologisk forskning,” lyder det blandt andet i opslaget.
Den sekundære analyse fra HD21 viser, at BrECADD-regimet var associeret med signifikant højere recovery af gonadefunktionen sammenlignet eBEACOPP. Data viser, at 95,3 procent af kvinderne i BrECADD-armen opnåede recovery af gonadefunktionen efter fire år, mens det gjaldt 85,6 procent af de mandlige deltagere. Til sammenligning var andelen henholdsvis 73,3 procent og 39,7 procent blandt de kvinder og mænd, som blev behandlet med eBEACOPP. Gevinsten var størst hos kvinder over 30 år og blandt mænd generelt. Andre hormonelle markører (AMH og inhibin B) var ligeledes mere favorable med BrECADD.
Som følge af den forbedrede gonadefunktion blev der observeret højere graviditets- og forældreskabsrater i BrECADD-armen.
”Resultaterne understøtter brugen af BrECADD som en førstelinjemulighed blandt patienter med avanceret klassisk Hodgkin lymfom, inklusiv de patienter, som ønsker at få børn,” skriver Justin Ferdinandus i sit opslag.
Nye guidelines på vej
Hodgkin-udvalget under Dansk Lymfom Gruppe (DLG) har den senere tid arbejdet på at revidere de danske kliniske guidelines for behandling af avanceret Hodgkin lymfom. Ved DLG’s seneste plenummøde i midten af maj i år holdt udvalgets formand, Martin Hutchings, professor og leder af Rigshospitalets hæmatologiske fase I-enhed, et oplæg, som gennemgik udkastet til de reviderede HL-guidelines. Her blev det tydeligt, at man fra faglig side ønsker at skabe adgang til BrECADD i første linje blandt de yngre patienter.
Af de gældende guidelines fremgår det, at HL-patienter med avanceret sygdom bør tilbydes enten ABVD eller eBEACOPP responstilpasset behandling. Desuden anbefales brentuximab vedotin (A) plus AVD til patienter med CS IV (med det forbehold, at behandlingen ikke er anbefalet af Medicinrådet).
I udkastet til de reviderede guidelines er der implementeret markante ændringer. Nu anbefales det således at give BrECADD efterfulgt af iPET/CT til patienter under 60 år, mens patienterne over 60 år anbefales Opdivo (nivolumab) plus AVD. Anbefalingen af BrECADD sker med reference til de primære resultater fra HD21, som demonstrerer bedre effekt og mindre toksicitet ved behandling med BrECADD frem for eBEACOPP.
Ingen adgang i Danmark
I slutningen af juni i år sendte EU-Kommissionen BrECADD ud på det europæiske marked til behandling af patienter med nydiagnosticeret HL stadie IIB-IV. Behandlingen har endnu ikke været vurderet i Medicinrådet.
Behandling med BrECADD er forbundet med betydelig merudgifter sammenlignet med de nuværende danske standardbehandlinger til yngre patienter med avanceret HL. Af denne grund skal regionale retningslinjer for ansøgning om ibrugtagelse følges, hvis behandlingsregimet ønskes anvendt, fremgår det af udkastet til de reviderede guidelines. Af samme grund fastholdes den hidtidige anbefaling af ABVD og eBEACOPP.
”Det er gode behandlinger, som vi stadigvæk godt kan stå inde for at anbefale. Men vi vurderer, at de nyere regimer med BrECADD og nivolumab plus AVD er betydeligt bedre som generelle anbefalinger,” sagde Martin Hutchings under sit oplæg ved DLG-plenummødet.

