
”Det er rigtig flotte effektdata. Og de har især stor relevans i en dansk behandlingskontekst, hvor vi ikke har mulighed for at anvende polatuzumab vedotin i første linje – som det er tilfældet en del andre steder i verden,” siger Tarec Christoffer El-Galaly.
Professor om POLARGO-data: Pola-R-GemOx er meget relevant for danske DLBCL-patienter
EHA: Patienter med relaps eller refraktær diffust storcellet B-cellelymfom (DLBCL) opnår en 40 procents reduktion i risiko for død, når de får Polivy (polatuzumab vedotin), rituximab og GemOx (Pola-R-GemOx) fremfor R-GemOx. Resultaterne er flotte og meget relevante i en dansk kontekst, hvor vi ikke giver polatuzumab vedotin i første linje, siger professor Tarec Christoffer El-Galaly.
Resultaterne for Pola-R-GemOx stammer fra fase III-studiet POLARGO, som blev præsenteret under Plenary-sessionen på det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde 2025 (abstract #S101).
Efter en median opfølgning på 24,6 måneder havde patienterne i Pola-R-GemOx-armen opnået en signifikant samlet overlevelses (OS)-gevinst sammenlignet med patienter, som fik R-GemOx alene (HR=0,60; 95% CI 0,43-0,83; p=0,0017).
”Det er rigtig flotte effektdata. Og de har især stor relevans i en dansk behandlingskontekst, hvor vi ikke har mulighed for at anvende polatuzumab vedotin i første linje – som det er tilfældet en del andre steder i verden. Der indtræffer tilsyneladende et plateau på OS-kurven efter 24 måneder. Relaps efter DLBCL ses typisk inden for de første to år, så der er en antydning af, at behandlingen er kurativ for knap halvdelen af patienterne. Det bliver interessant at følge med længere tids opfølgning,” siger Tarec Christoffer El-Galaly.
Han er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og overlæge ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Molekylærmedicinsk Afdeling og Blodsygdomme på Aarhus Universitetshospital samt formand for Dansk Lymfom Gruppe (DLG).
Flere nye regimer
POLARGO er ikke det eneste studie, som har undersøgt betydningen af at tillægge nyere immunterapeutiske stoffer til standardbehandling med GemOx i anden linje (eller senere). For ganske nylig har det europæiske lægemiddelagentur EMA således anbefalet Columvi (glofitamab) i tillæg til GemOx på baggrund af resultater fra fase III-studiet STARGLO. Her sås en reduktion i risiko for død på 41 procent ved Glo-GemOx sammenlignet med R-GemOx (HR=0,59; 95% CI 0,40-0,89; p=0,011).
”Nu har vi to fase III-studier, der inden for ret kort tid har demonstreret virkelig flotte overlevelsesgevinster ved at tillægge moderne immunterapeutiske stoffer til GemOx hos gruppen af ikke-transplantationsegnede DLBCL-patienter med relaps eller refraktær sygdom. Det bliver rigtig interessant at se, hvilken udbredelse de to regimer får rundt omkring i verden,” siger Tarec Christoffer El-Galaly.
”Polatuzumab vedotin er umiddelbart en behandling, der er en del lettere at administrere end glofitamab, som fordrer, at patienterne er indlagt i længere perioder. Men for at behandlingen med Pola-R-GemOx er interessant at anvende i anden linje, kræver det som sagt, at man ikke allerede har behandlet patienterne med polatuzumab vedotin i den primære setting.
Læs mere om STARGLO-studiet her.
Relevant for mange
I Danmark er CAR-T-celleterapi godkendt til behandling af patienter med relaps eller refraktær DLBCL. En del af de patienter, som er inkluderet i POLARGO, ville formentlig potentielt have været kandidater til CAR-T-celleterapi – men det gælder langt fra alle, vurderer Tarec Christoffer El-Galaly. Og der er derfor ingen tvivl om, at Pola-R-GemOx vil være en relevant og attraktiv behandling for den andel af danske patienter, som ikke indfrier kriterierne for CAR-T-celleterapi i anden linje, og som i dag typisk tilbydes GemOx, siger han.
”I Danmark er CAR-T-celleterapi alene indiceret til patienter i god almentilstand, som oplever tilbagefald af førstelinjebehandlingen inden for det første år. Det efterlader en betydelig andel af relaps-patienterne – de skrøbelige og dem med de sene recidiver – uden mulighed for få tilbudt CAR-T-behandling. Og her vil Pola-R-GemOx være en relevant behandling,” siger Tarec Christoffer El-Galaly.
Den ekstra overlevelse, som vindes med Pola-R-GemOx, kommer ikke uden en pris. Andelen af grad 3 eller 4 bivirkninger (AEs) i POLARGO var sammenlignelig med Pola-R-GemOx versus R-GemOx (57,0 procent versus 58,4 procent) med en højere grad af trombocytopeni (34,4 procent versus 26,4 procent) og infektioner (14,1 procent versus 8,0 procent) med Pola-R-GemOx. Perifer neuropati sås ligeledes mere hyppigt hos patienter behandlet med Pola-R-GemOx (57,0 procent versus 28,8 procent), primært grad 1.
Andelen af patienter som måtte stoppe behandlingen grundet AEs var højere i Pola-R-GemOx-armen end i R-GemOx-armen (23,4 procent versus 8,0 procent). Der var ligeledes flere grad 5 AEs i Pola-R-GemOx-armen end i R-GemOx-armen (11,7 procent versus 4,0 procent), primært drevet af COVID-19-infektioner.
”Bivirkninger bekymrer altid; og især grad 5 bivirkninger. Men set i lyset af den forbedrede overlevelse, så er bivirkningerne til Pola-R-GemOx acceptable,” siger Tarec Christoffer El-Galaly.
Blandt de patienter, som kunne evalueres for sikkerhed (Pola-R-GemOx, n=128; R-GemOx, n=125), modtog patienterne i Pola-R-GemOx-armen mediant flere behandlingsserier (7,5 serier) end patienterne i R-GemOx-armen (4,0 serier).
Flere data fra studiet
POLARGO har inkluderet 270 patienter med relaps eller refraktær DLBCL (NOS eller transformeret indolent lymfom), som var uegnede til autolog stamcelletransplantation. Patienterne havde en medianalder på 66 år (20-89 år). Blandt de 246 patienter med NOS DLBCL havde 143 patienter primær refraktær sygdom. De blev randomiseret 1:1 til polatuzumab vedotin (1,8 mg/kg) plus rituximab (375 mg/m2), gemcitabin (1000 mg/m2) og oxaliplatin (100 mg/m2) eller GemOx alene i serier af 21 dage i op til otte serier.
Studiets primære endepunkt var samlet overlevelse (OS), mens de sekundære endepunkter inkluderede progressionsfri overlevelse (PFS), samlet responsrate (ORR), komplet responsrate (CRR) ved afslutningen af behandlingen (EOT) vurderet ved PET-CT samt sikkerhed.
Efter 24,6 måneder var den mediane OS 19,5 måneder (95% CI 13,2 til ikke-evaluerbar) for Pola-R-GemOx versus 12,5 måneder (95% CI 8,9-15,8 for R-GemOx. OS-fordelen var konsistent på tværs af subgrupperne, inklusiv ABC og GCB-subtyperne.
HR for PFS var 0,37 (95% CI 0,27-0,51; p<0,0001). Den mediane PFS var 7,4 måneder (95% CI 6,2-11,7) i Pola-R-GemOx-armen versus 2,7 måneder (95% CI 2,4-3,3) i R-GemOx-armen. ORR og CRR var henholdsvis 52,7 procent (95%CI 43,7-61,6) og 40,3 procent (95% CI 31,8-49,3) i Pola-R-GemOx-armen, og 24,6 procent (95% CI 17,4-33,1) og 19,0 procent (95% CI 12,6-27,0) i R-GemOx-armen.