”Resultaterne er superflotte. I dag bruger vi teclistamab senere i behandlingsforløbet med god effekt, men MajesTEC-9 viser, at effekten er endnu bedre, hvis teclistamab gives tidligere i forløbet,” siger Agoston Gyula Szabo.
Tidlig behandling med teclistamab forbedrer overlevelsen ved RRMM
EHA: Teclistamab forbedrer både progressionsfri (PFS) og samlet overlevelse (OS) sammenlignet med den nuværende standardbehandling hos patienter med relaps/refraktær myelomatose efter én til tre tidligere behandlingslinjer.
Det viser resultater fra fase III-studiet MajesTEC-9, som blev præsenteret på EHA2026 (abstract #S195). Studiet er også udgivet i New England Journal of Medicine.
”Resultaterne er superflotte. I dag bruger vi teclistamab senere i behandlingsforløbet med god effekt, men MajesTEC-9 viser, at effekten er endnu bedre, hvis teclistamab gives tidligere i forløbet,” siger Agoston Gyula Szabo, afdelingslæge på Rigshospitalets afdeling for blodsygdomme og lektor ved Københavns Universitet.
Han fremhæver blandt andet den høje responsrate.
”I MajesTEC-9 opnår man en responsrate på knap 84,5 procent med teclistamab. Til sammenligning var responsraten 63 procent i MajesTEC-1, hvor patienterne fik teclistamab senere i forløbet,” siger han.
Responsraten i MajesTEC-9 ligner dermed den, man så i CARTITUDE-4-studiet, hvor CAR-T-celleterapien Carvykti (ciltacabtagene autoleucel, cilta-cel) gav en responsrate på 84,6 procent hos patienter med relaps af lenalidomid-refraktær myelomatose.
”En forsigtig observation er, at teclistamab tidligere i forløbet effektmæssigt ser ud til at virke nogenlunde ligeværdigt med cilta-cel. Derfor kan de to behandlinger måske blive alternativer til hinanden, hvis teclistamab bliver godkendt,” siger Agoston Gyula Szabo.
70 procent var progressionsfri efter 18 måneder
MajesTEC-9 sammenlignede monoterapi med det BCMAxCD3-rettede bispecifikke antistof teclistamab med investigators valg af pomalidomid, bortezomib og dexamethason (PVd) eller carfilzomib og dexamethason (Kd) hos patienter med relaps/refraktær myelomatose, som tidligere havde fået behandling med både anti-CD38 og lenalidomid.
I alt blev 593 patienter randomiseret, heraf 296 til teclistamab og 297 til PVd eller Kd.
Medianalderen var 70 år, og patienterne havde modtaget mediant to tidligere behandlingslinjer. I alt var 80 procent lenalidomid-refraktære, 85 procent var anti-CD38-refraktære, og 92 procent var refraktære over for seneste behandlingslinje.
Ved en median opfølgningstid på 17,3 måneder forbedrede teclistamab PFS signifikant sammenlignet med PVd eller Kd. Median PFS var ikke nået med teclistamab, mens den var 8,2 måneder med standardbehandling, svarende til en HR på 0,29 (95% CI: 0,23-0,38; p<0,0001).
PFS-raten efter 18 måneder var 69,8 procent med teclistamab og 26,9 procent med PVd eller Kd.
OS var også signifikant forbedret med teclistamab sammenlignet med PVd eller Kd (HR 0,60; 95% CI: 0,43-0,83; p=0,0020).
Andelen af patienter med komplet respons eller bedre var 65,9 procent med teclistamab mod 16,8 procent med PVd eller Kd (OR 10,42; 95% CI: 6,89-15,76; p<0,0001).
To effektive BCMA-rettede behandlinger
Resultaterne af MajesTEC-9 taler ifølge Agoston Gyula Szabo for, at teclistamab kan rykkes frem i behandlingslinjerne, men spørgsmålet er, hvor behandlingen skal placeres.
”De nye data lander i en klinisk kontekst, hvor vi har fået adgang til cilta-cel – en BCMA-rettet behandling ligesom teclistamab – i anden linje hos patienter med relaps af lenalidomid-refraktær myelomatose. Vi kan ikke direkte sammenligne cilta-cel og teclistamab, da behandlingerne ikke er afprøvet over for hinanden, og de to forsøg blev udført i lidt forskellige populationer, men det er nærliggende at sammenligne MajesTEC-9-resultaterne med resultaterne af CARTITUDE-4,” siger Agoston Gyula Szabo.
Som nævnt var responsraterne nærmest identiske i de to studier.
Sammenligner man PFS-resultaterne, var PFS-raten efter 18 måneder 69,8 procent med teclistamab i MajesTEC-9, mens 30-måneders PFS-raten var 59,4 procent med cilta-cel i CARTITUDE-4.
Hazard ratio for PFS er bemærkelsesværdigt ens – 0,29 både med teclistamab og cilta-cel. Det betyder, at den estimerede risikoreduktion for progression eller død var den samme i forhold til standardbehandlingerne i de to studier.
”Ser man udelukkende på effektdata, ligner de to behandlinger hinanden meget, og det ser ud, som om vi nu har fået endnu en effektiv BCMA-rettet behandling tidligt i behandlingsforløbet hos patienter med tilbagefald. Men der er også stor forskel på behandlingerne, især i deres tidsmæssige forløb” siger Agoston Gyula Szabo.
Han fremhæver, at teclistamab typisk gives i længerevarende behandlingsforløb.
Ifølge MajesTEC-9 forsøget gives injektionerne ugentligt i de to første cyklusser og dernæst hver anden uge. Efter det første halve år, eller hvis patienten har opnået meget godt partielt respons (VGPR), kan behandlingen gives hver fjerde uge.
”De fleste patienter vil efter et halvt år skulle have en injektion i maven hver fjerde uge, hvilket er meget mildt inden for myelomatosebehandling. Når en behandling gives kontinuerligt over en længere periode, vil der naturligvis kunne opstå bivirkninger, som for eksempel infektioner, men lægen har også mulighed for at ændre eller pausere behandlingen. Derudover er der tale om et hyldeprodukt, som patienterne hurtigt kan komme i behandling med.”
Cilta-cel er derimod en engangsbehandling. Her forventer man en ophobning af bivirkninger i starten, men så stilner de af, og patienten er fri for behandling i længere tid. Det kan dog være nødvendigt at modtage understøttende behandling, for eksempel infektionsforebyggelse, i lang tid, ligesom ved teclistamab.
Opstart af cilta-cel kræver desuden mere nøje koordinering, der er en indbygget ventetid på cellerne, og der vil være nogle, der ikke når at få cilta-cel, fordi sygdommen forværres, påpeger Agoston Gyula Szabo.
”I en eventuel godkendelsesproces kan det også komme til at spille ind, at den ene behandling er en engangsudgift, mens den anden er en kontinuerlig omkostning. Det bliver interessant at se, hvilken økonomisk model der bliver opfattet som mest hensigtsmæssig,” siger han.
Næsten alle får behandlingsrelaterede bivirkninger
Sikkerhedspopulationen i MajesTEC-9 omfattede 291 patienter i teclistamabarmen og 283 patienter i PVd/Kd-armen.
Der opstod behandlingsrelaterede bivirkninger hos 99,7 procent med teclistamab og 97,9 procent med PVd eller Kd. Grad 3/4-hændelser forekom hos 84,9 procent mod 76,3 procent, mens grad 5-hændelser forekom hos 6,5 procent mod 3,5 procent. Median behandlingsvarighed var næsten dobbelt så lang med teclistamab som med PVd eller Kd: 13,1 mod 7,0 måneder.
Behandlingsophør på grund af behandlingsrelaterede bivirkninger forekom hos 10,7 procent i teclistamabarmen og 13,1 procent i PVd/Kd-armen.
Grad 3/4-infektioner var hyppigere med teclistamab (41,6 procent) end med PVd eller Kd (29,0 procent), men forekomsten af grad ≥3-infektioner faldt over tid. Cytokin release syndrome opstod hos 66,0 procent af patienterne behandlet med teclistamab, heraf grad 1 hos 48,8 procent og grad 2 hos 16,5 procent. ICANS opstod hos 4,1 procent, heraf grad 1 hos 2,4 procent og grad 2 hos 1,4 procent.
