Nyt behandlingsprincip frisætter koagulationssystemet hos bløderpatienter
Der forskes intensivt i udviklingen af en ny klasse af lægemidler til hæmofili A og B, der i stedet for at få blodet til at koagulere, virker ved at inhibere hæmningen af koagulationssystemet. Forventningen er, at virkningen kan modsvare effekten af at have et funktionelt faktorniveau i blodet.
Koagulationssystemet er reguleret af naturlige modregulerende molekyler, der hæmmer aktiviteten af den enzymatiske kaskade-proces, som får blodet til at koagulere. Inhibitorerne hedder Tissue Factor Pathway Inhibitor (TFPI) og anti-trombin, og de hæmmer de fleste aktiverede koagulationsfaktorer. Hæmningen er nødvendig, da der ellers hyppigt ville dannes blodpropper.
"Jeg plejer at sammenligne det med en bil med automatgear. Hvis du slipper bremsen og lader bilen køre, så drøner den direkte ind i bilen foran. Du er nødt til at have en fod på bremsepedalen for at kunne gebærde dig forsvarligt i trafikken. Sådan er det også med koagulationssystemet – uden hæmning, ville det løbe løbsk," siger Peter Kampmann, overlæge og teamleder på Rigshospitalets Klinik for Blodsygdomme.
Blødere har gavn af at slippe bremsen
Patienter med hæmofili A og B er født med en defekt i blodets koagulationsmekanisme, hvilket gør, at de ikke i tilstrækkelig grad producerer koagulationsfaktor. I dag behandles bløderpatienter som standard med profylaktisk rekombinant medicin. Medicinen tilfører dem de faktorprodukter, som de ikke selv er i stand til at producere. Nye midler under udvikling sigter på den ene eller den anden måde mod at agere erstatning for de manglende koagulationsfaktorer, men en helt ny klasse af lægemidler, som er på vej mod godkendelse, er designet til at påvirke koagulationsmekanismen på en helt anden måde.
"De nye lægemidler virker uden om selve koagulationsmekanismen, og virker i stedet ved at hæmme de TFPI og anti-trombin. Det vil sige, at de fjerner den ’bremse’, som almindeligvis sikrer, at koagulationen ikke løber løbsk. Hos blødere resulterer det tilsyneladende ikke i blodpropdannelse, men betyder, at patienterne for en koagulationsaktivering, der er permanent aktiv, og som kan modsvare at have et funktionelt faktorniveau i blodet. Det virker meget lovende," siger Peter Kampmann.
Ligesom det er tilfældet med non-faktor præparaterne [indsæt link til artikel] vil den nye klasse af lægemidler være sikre at give til de patienter med svær hæmofili, som danner inhibitor-antistoffer imod den traditionelle faktormedicin. Desuden har de nye lægemidler den fordel, at de gives subkutant. I modsætning til vanlig intravenøs profylakse, der gives med to til syv dages mellemrum, gives nogle af de nye midler med helt op til fire ugers intervaller.
Minimal risici for uønskede sideeffekter
TFPI- og anti-trombin-hæmmere er så specifikke i deres virkningsmekanisme, at der, ifølge Peter Kampmann, umiddelbart ikke er risiko for, at de går ind og påvirker andre processer i kroppen.
"De anti-trombin-hæmmende præparater virker ved at lukke ned for anti-trombin-genet i leveren. Pauseres behandlingen vil produktionen af anti-trombin starte op igen. Det er altså ikke præparater, som skal injiceres i blodbanen og finde deres target den vej. Denne type behandlinger er nødvendigvis associeret med en større risiko for uønskede sideeffekter," siger Peter Kampmann.
Lægemidlerne målrettet TFPI er omvendt monoklonale antistoffer, som skal injiceres i blodbanen.
"Her kunne man med større ret frygte, at lægemidlerne ikke var præcise nok. Men det tror jeg nu ikke, at vi skal være bange for. Jeg formoder ikke, at de var gået videre i fase III, hvis det var tilfældet. Men jeg kan jo først udtale mig helt skråsikkert, når studierne rapporterer de endelige data," siger Peter Kampmann.
Lægemidler mod både TFPI og anti-trombin afprøves aktuelt i fase III-studier.
