“Inden for AML-behandling har vi store forventninger til meninhæmmere som tillæg til anden behandling, men indtil videre ret begrænset erfaring med dem, fordi de ikke er godkendt i Europa,” siger Gitte Thomsen.
Meninhæmmere kan åbne nyt behandlingsspor ved myelofibrose
Et præklinisk studie tyder på, at meninhæmmere kan påvirke centrale sygdomsmekanismer ved myelofibrose. Behandlingen kan også være relevant for andre myeloproliferative neoplasmer.
En ny type målrettet behandling, hvor proteinet menin bliver hæmmet, ser ud til at have potentiale til at åbne et nyt behandlingsspor for patienter med sjældne blodkræftsygdomme som myelofibrose. Det viser resultaterne af et præklinisk studie, som blev præsenteret på årsmødet i American Society of Hematology (ASH).
Myelofibrose er blandt andet kendetegnet ved miltforstørrelse og en øget mængde af megakaryocytter i knoglemarven. Netop disse sygdomstegn så i studiet ud til at blive reduceret af meninhæmmeren revumenib.
Store forventninger
Meninhæmmere er oprindeligt udviklet til behandling af akut myeloid leukæmi (AML), der ligesom myelofibrose og andre myeloide sygdomme opstår i knoglemarven. Flere kliniske studier har vist lovende resultater i patientgrupper med KMT2A-rearrangementer og NPM1-mutationer. Derfor følger hæmatologer udviklingen af meninhæmmere som behandlingsmulighed tæt på flere sygdomsområder. Det gælder blandt andet overlæge Gitte Thomsen fra Aalborg Universitetshospitals Afdeling for Blodsygdomme.
“Inden for AML-behandling har vi store forventninger til meninhæmmere som tillæg til anden behandling, men indtil videre ret begrænset erfaring med dem, fordi de ikke er godkendt i Europa,” siger hun.
Gitte Thomsen peger samtidig på, at der er behov for nye behandlingsmuligheder til patienter med myelofibrose.
“Derfor er det også interessant at se på deres potentiale inden for andre myeloide sygdomme, hvor vi især for patienterne med symptomgivende eller højrisiko myelofibrose mangler gode alternativer til JAK-hæmmere,” siger hun.
Stimulerer dannelse af fibrose
Megakaryocytter spiller en central rolle i udviklingen af myeloproliferative sygdomme som myelofibrose, hvor antallet af cellerne ofte er øget i knoglemarven. De bidrager blandt andet til udviklingen af arvæv ved at frigive signalstoffer, der stimulerer fibrosedannelse.
I laboratorieforsøg og dyremodeller undersøgte forskerne effekten af meninhæmmeren revumenib, som hæmmer proteinet menin. Proteinet er med til at regulere udviklingen af blodceller i knoglemarven, og i flere blodkræftsygdomme ser kræftcellerne ud til at være afhængige af menin for at vokse og overleve. Mekanismen kan derfor også være relevant for andre myeloproliferative neoplasmer som polycytæmia vera og essentiel trombocytose.
Behandlingen reducerede både antallet af megakaryocytter i patientceller og i flere musemodeller af myeloproliferativ sygdom. Samtidig faldt graden af fibrose i knoglemarven og niveauet af fibrosefremmende signalstoffer.
Begrænset effekt af JAK-hæmmere
I dag behandles mange patienter med myelofibrose med JAK-hæmmere, herunder ruxolitinib. Behandlingen dæmper JAK-STAT-signalvejen, som spiller en vigtig rolle i cellernes vækst og signalering. Ved myelofibrose er dette signal ofte overaktivt, hvilket får knoglemarven til at producere for mange eller unormale blodceller og bidrager til inflammation.
JAK-hæmmere kan reducere symptomer og mindske miltens størrelse, men påvirker sjældent selve sygdomsprocessen.
“Mange af patienterne har forbigående effekt og oplever, at deres sygdom progredierer efter nogle år, eller de har bivirkninger som for eksempel anæmi og trombocytopeni,” siger Gitte Thomsen.
Anæmi kan give symptomer som træthed og åndenød, mens trombocytopeni øger risikoen for blå mærker og blødninger.
Mulig ny behandlingsstrategi
Forskerne fandt også, at kombinationen af revumenib og ruxolitinib havde en stærkere effekt end behandlingerne hver for sig. I musemodellerne førte behandlingen desuden til en signifikant forbedring i overlevelsen.
Meninhæmmere undersøges i dag primært i kliniske studier hos patienter med akut myeloid leukæmi. Inden for myeloproliferative neoplasmer er forskningen foreløbig begrænset til prækliniske studier, men de foreløbige, positive resultater har øget interessen for at afprøve lægemiddelklassen i kliniske forsøg i disse sygdomme. Hvis resultaterne senere kan bekræftes i kliniske studier hos patienter, kan det åbne for en ny behandlingsstrategi.
“Hvis man i fremtiden kunne give en behandling med en anden virkningsmekanisme, og som muligvis kan reducere fibrosen betydeligt, så kunne man håbe på, at det giver en længerevarende effekt og bedre livskvalitet for patienterne,” siger Gitte Thomsen.
Artiklen er fra Onkologisk og Hæmatologisk Tidsskrifts printmagasin fra maj 2026
