Nexpovio plus Jakavi giver højere miltrespons og lovende OS ved JAK-hæmmer-naiv myelofibrose
EHA: Tillæg af XPO1-hæmmeren Nexpovio (selinexor) til JAK-hæmmeren Jakavi (ruxolitinib) ser lovende ud som førstelinjebehandling af myelofibrose. Overlæge Andreja Dimitrijevic vil gerne tage behandlingen i brug herhjemme, hvis videre opfølgning bekræfter resultaterne. Omkring halvdelen af patienterne i forsøgsarmen opnåede reduceret milt, som er forbundet med øget overlevelse.
Fase III-studiet SENTRY blev præsenteret på EHA 2026 (abstract #LB5002). 353 patienter med JAK-hæmmer-naiv myelofibrose blev i studiet randomiseret 2:1 til selinexor 60 mg ugentligt plus ruxolitinib eller placebo plus ruxolitinib.
Miltresponsen i forsøgsarmen var hurtig og vedvarende, fremgår det af studiets resultater. I dag er det kun omkring en tredjedel af patienterne, som opnår miltreduktion på 35 procent eller derover (SVR35). Ved uge 12 var SVR35 opnået hos 49,4 procent i forsøgsarmen mod 20,3 procent i den monoterapeutiske kontrolarm. Ved uge 36 var andelene 46,9 procent mod 23,0 procent. Den gennemsnitlige ændring i miltvolumen ved uge 24 var -40,0 procent med selinexor plus ruxolitinib og -26,7 procent med ruxolitinib alene.
Andreja Dimitrijevic er overlæge på Hæmatologisk Afdeling X på Odense Universitetshospital. Han udgør også den ene del af formandskabet for Dansk Studiegruppe for Kroniske Myeloide Sygdomme (DSKMS). Han mener, studiet flytter grænserne for, hvad myelofibrose-patienter kan forvente i fremtiden, herhjemme er der ifølge overlægen omkring 70 nye patienter årligt.
”Hvis en længere opfølgning bekræfter den effekt, som er antydet her, ville det her være en kombinationsbehandling, vi gerne vil tilbyde i første linje. Vi kæmper stadig med en begrænset behandlingseffekt, når vi giver ruxolitinib. Vores medicinske råderum er ofte utilstrækkeligt og vores eneste reelle alternativ til patienterne er ofte en risikabel knoglemarvstransplantation,” siger Andreja Dimitrijevic.
OS som sekundært endepunkt
Studiet er også meget interessant, vurderer overlægen, fordi man ud over miltreduktion og symptomforbedring som primære endepunkter også har kigget på samlet overlevelse (OS) som sekundært endepunkt sammen med sikkerheden.
Ved en median opfølgningstid på 11,6 måneder i kombinationsarmen og 12,6 måneder i ruxolitinibarmen var 224 patienter (95,3 procent) i selinexor plus ruxolitinib-armen og 106 patienter (89,8 procent) i ruxolitinibarmen i live. OS faldt bedst ud for selinexor plus ruxolitinib med en HR på 0,43 (95% CI: 0,19-1,00; nominelt p=0,022), hvilket forskerne bag studiet omtaler som ”lovende” data.
I en 24-ugers landmark-analyse var opnåelse af SVR35 associeret med forbedret OS. Ved uge 72 var 98 procent af SVR35-respondenterne i live mod 88 procent af non-respondenterne. En reduktion i driver mutation-VAF på mindst 20 procent ved uge 24 var hyppigere med selinexor plus ruxolitinib end med ruxolitinib alene, 32,0 procent mod 23,9 procent, og var associeret med SVR35 (OR 3,22; 95% CI: 1,81-5,72). Der var til gengæld ikke signifikant forskel i symptomforbedring mellem armene, hvilket sammen med miltvolumen var det primære endepunkt. Randomiseringen i studiet var stratificeret efter DIPSS-risiko, miltvolumen og trombocyttal.
Et typisk kongres-abstract
Resultaterne er fulde af potentiale, men studiet bærer dog ifølge Andreja Dimitrijevic også præg af at være et late breaking kongres-abstract, der har haft en tidlig og stejl deadline for at blive inkluderet på EHA-kongressen. ”Vi skal nok ind i 2027, før vi har en fagfællebedømt artikel, som optimalt medtager flere oplysninger om langtidsoverlevelse og sikkerhedsdata,” vurderer overlægen.
Selinexor er ikke anbefalet af FDA, EMA eller Medicinrådet til myelofibrose endnu, men præparatet er godkendt af Medicinrådet i kombination med bortezomib plus dexamethason til myelomatose. Anbefalingen, som blev godkendt i 2025, gælder patienter, som er refraktære overfor lenalidomid og ikke kan behandles med et anti-CD38-antistof.
At præparatet allerede er i brug i andre hæmatologiske subspecialer er en god ting, understreger den faglige formand.
”Det er bestemt en fordel for os, at man kender stoffet fra en anden patientgruppe. Det giver os noget erfaring at hvile på, at der er kolleger, som kender præparatet. Derefter må vi så senere hen vurdere, om vi ser kraftigere eller mildere bivirkninger hos patienter med myelofibrose,” siger Andreja Dimitrijevic.
Håndterbare sikkerhedsdata
I det EHA-aktuelle studie forekom behandlingsrelaterede bivirkninger hos 99,1 procent i selinexor plus ruxolitinib-armen og hos 97,4 procent i ruxolitinib.armen. Grad ≥3-bivirkninger forekom hos henholdsvis 70,1 procent og 50,0 procent, og bivirkninger førte til behandlingsophør hos henholdsvis 14,5 procent og 8,6 procent. Behandlingsrelaterede bivirkninger med dødeligt udfald forekom hos 0,9 procent med selinexor plus ruxolitinib og 2,6 procent med ruxolitinib alene. Bekræftet leukæmisk transformation forekom hos 1,7 procent i hver arm. Forskerne bag studiet karakteriserer på denne baggrund sikkerhedsprofilen ved kombinationsbehandlingen som håndterbar.
”Det er et kendt problem, at kombinationsbehandlinger typisk øger mængden af bivirkninger. Det ser man også i dette studie. I daglig praksis vil man foretage hyppige samtale med patienterne om fordele og ulemper ved fortsat behandling og finde vejen frem,” siger Andreja Dimitrijevic.
