Stort amerikansk studie fører til ændret praksis for patienter med seglcellesygdom i Danmark

Patienter med seglcellesygdom, som er indlagt med vaso-okklusive kriser, udskrives hurtigere fra hospitalet og får færre genindlæggelser, hvis de behandles med Ringerlaktat som IV-væske frem for saltvand, som hidtil har været standarden. Det viser et stort amerikansk studie, som har haft en praksisændrende virkning.

Det amerikanske studie fik opmærksomhed under det nordiske Red Blood Cell (RBC)-møde, der blev afholdt i september i år. Og publiceret i JAMA Internal Medicine nogenlunde samtidig. Studiets praksisændrende virkning er således lynhurtigt trådt i kraft i store dele af verden, inklusive i Danmark.

”Studiet viser en lille, men signifikant fordel ved at benytte Ringerlaktat som IV-væske i stedet for saltvand. Forskellen kom til udtryk hos patienter, som fik mere end to liter intravenøs væske under indlæggelse. Disse patienter blev hurtigere udskrevet fra hospitalet og havde færre genindlæggelser. Resultaterne har fået os til at ændre vores praksis i Danmark,” siger Andreas Glenthøj 

Vaso-okklusive kriser (VOCs) er den primære årsag til stor sygdomsbyrde og mortalitet blandt patienter med seglcellesygdom, og det kan være nødvendigt at hospitalsindlægge patienterne for at lindre deres smerter. Patienterne behandles i disse tilfælde aggressivt med intravenøs (IV)-væske for at sikre, at patienten – og derved også patientens røde blodlegemer – ikke er dehydrerede. Hidtil er patienterne blevet behandlet med saltvand, men data fra det amerikanske studie har medført, at saltvandet nu er erstattet med Ringerlaktat, som er en mere balanceret væske. 

Emuleret studiedesign

Det amerikanske studie betegnes som en ’target trial emulation’, hvilket dækker over en metodisk ramme, hvor observationelle komparative studier af effekt designes til at emulere hypotetisk randomiserede kliniske studier. Studiet søgte således at emulere et klinisk studie, der inkluderede patienter med seglcellesygdom på det tidspunkt, hvor de blev indlagt på hospitalet for behandling af en VOC, randomisere patienterne til straks at få behandling med Ringerlaktat eller saltvand samt undersøge udskrivnings- og genindlæggelsesmønstre ved de to behandlinger.

Studiet baserede sig på data fra 127.262 patienter ≥18 år med seglcellesygdom og VOC på tidspunktet for indlæggelse. Data var hentet fra Premier PINC AI-databasen, som inkluderer 25 procent af alle indlæggelser i USA fra januar 2016 til september 2022. I alt blev 55.574 patientindlæggelser (15.798 patienter) inkluderet i den endelige kohorte. Kohorten var afgrænset til at inkludere patienter, der fik behandling med Ringerlaktat (n=3.495) eller saltvand (n=52.097) som tidlig væskeadministration. Patienter, der fik begge væsketyper, var ikke inkluderet i studiet. Patienter overført fra andre hospitaler og patienter, der fik nyreerstatningsterapi, var ligeledes ekskluderet.

Studiets primære endemål var antallet af dage uden hospitalsindlæggelse ved dag 30. HFD blev opgjort som 30 minus længden af hospitalsopholdet i kalenderdage. Patienter, der døde under indlæggelse eller blev udskrevet efter 30 dage fik tildelt en HFD på nul. De sekundære endemål inkluderede blandt andet dage uden intravenøse opioider ved dag 30, dage uden blodtransfusion ved dag 30, dage uden organstøtte ved dag 30, hospitalsmortalitet ved dag 30 og genindlæggelser inden for 30 dage. 

Bedre end saltvand

Resultaterne viser, at det ujusterede gennemsnitlige antal dage uden hospitalsindlæggelse var 24,8 for de patienter, der fik Ringerlaktat, mens dage uden hospitalsindlæggelse var 24,7 for de patienter, der modtog saltvand. Målt ved TMLE (Targeted Maximum Likelihood Estimation red.) havde patienter, der fik Ringerlaktat flere HFD end de patienter, der fik saltvand (marginal gennemsnitsdifference på 0,4; 95% CI 0,1-0,6 dage). Differencen kunne genfindes i alle sensitivitetsanalyser.

Associationerne mellem Ringerlaktat versus saltvand afhang af det modtagne væskevolumen på dagen for indlæggelse. Blandt patienter, der fik mindre end to liter væske (n = 24.316), var der således ingen forskel mellem Ringerlaktat og saltvand, mens forskellen kom til udtryk blandt de patienter, der modtog to eller flere liter væske (n = 31.258).

Behandling med Ringerlaktat var også associeret med kortere hospitalsophold, flere dage uden intravenøse opioider og lavere risiko for genindlæggelse inden for 30 dage sammenlignet med saltvand. Der kunne ikke observeres forskel i dage uden organstøtte, dage uden blodtransfusion, hospitalsmortalitet eller anvendelse af intravenøse diuretika mellem de to grupper.