Medicinrådet blæser på det 4. princip

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Lovende effekt af autolog genmodificeret stamcelleterapi af Hurlers Syndrom

EHA: Nye data giver håb om, at det kan lade sig gøre at stoppe sygdomsudviklingen hos patienter med Hurlers Syndrom ved at ty til autolog stamcelleterapi, hvor man udtager stamceller fra knoglemarven og genmanipulerer dem til at producere det enzym, som patienten mangler.  

Tiltagende udviklingshæmning, vejrtrækningsproblemer, hjertesygdom, forstørret lever og milt, stive led, forandringer af skelettet og nedsat levealder. Det er nogle af konsekvenserne af Hurlers Syndrom, som er den sværeste form for mangel på enzymet L-iduronidase, hvor genfejl fører til nedsat aktivitet af det korresponderende enzym (IDUA) i nedbrydningen af mukopolysakkarider.

Ud over enzymsubstitution - dvs. regelmæssige intravenøse infusioner af exogent enzym - har eneste egentlige behandling af Hurlers Syndrom været allogen stamcelletransplantation af de ganske få patienter, der er under to år gamle med IQ>70, og som har en HLA-forligelig søskende.

Men nu tegner der sig nye muligheder i horisonten for den lille, men hårdt prøvede patientgruppe efter at en italiensk forskergruppe på den virtuelle EHA-kongres under et presidential symposium har fremlagt (abstrakt #S102) resultater fra fase I/II-studiet NCT03488394, der tyder på, at det kan lade sig gøre at stoppe sygdomsudviklingen hos nogle patienter og måske ligefrem forbedre eller helbrede den hos andre ved i stedet at ty til autolog stamcelleterapi. Finten er først at udtage patientens egne stamceller for derefter at genmanipulere dem til at kunne sætte gang i dannelsen af det manglende enzym, før de sendes tilbage i knoglemarven. Forskerne kalder resultaterne lovende efter at have afprøvet behandlingen på i alt otte små børn med Hurlers Syndrom.

Flemming Skovby, der er overlæge, professor, dr.med., Sjællands Universitetshospital, kan i studiets data se tegn på forbedring i patienternes centralnervesystem såvel som i deres bløddelsfunktion. Men han understreger, at studiets begrænsede opfølgning på kun et år kun kan udsige noget om, hvordan det går forsøgsdeltagerne på den helt korte bane. Og her viser studiet, at patienterne går fra at have en ikke-påviselig enzymaktivitet i spinalvæsken ved baseline til at have en påviselig enzymaktivitet et år efter behandlingen.

“Det nye er, at man ved genterapi af patienternes egne celler måske kan flytte patienterne fra en nedadgående til en opadgående kurve. De har ikke mistet færdigheder, hvilket de ville have gjort, hvis de i stedet havde fået enzymsubstitution, allogen- eller ingen stamcelletransplantation,” siger Flemming Skovby.

En ny vej at gå

Han vurderer, at autolog stamcelleterapi med genmodificerede stamceller kan være en vej at gå i jagten på behandlinger til denne patientgruppe, der aktuelt har meget begrænsede muligheder - om nogen overhovedet, set i lyset af, at kun 25 procent af søskende er HLA-identiske. Og selv hvis det er tilfældet, vil transplantation kun føre til en midlertidig opbremsning i den fremadskridende sygdomsudvikling.

“Problemet er, at exogene enzymer fra intravenøs enzymsubstitution og allogen stamcelletransplantation ikke går over blod-hjerne-barrieren. Selv om transplantationen forbedrer nogle af patientens bløddelsfunktioner, f.eks. fører til mindre milt/lever og bedre bevægelighed af led, kører sygdommen videre i deres centralnervesystem og skelet,” siger Flemming Skovby og slår fast, at forløbet generelt ikke har været optimalt for de transplanterede patienter.

Amerikanske forskere har været tilfredse, hvis en patient med en IQ på 70 blev transplanteret og efter 10 år stadig levede, men da med en IQ på 60. Men det synes Flemming Skovby ikke er godt nok. Set i det lys kan den autologe tilgang med genmodifikation være en forbedring.

“Problemet med de hidtidige metoder til genterapi har været, at effekten har aftaget over tid. Den testede metode vil betyde noget for patienterne - men det er ikke sikkert, at det er en permanent løsning. Om behandlingen kan gøre rask, kan vi først vurdere efter mange års opfølgning,” siger Flemming Skovby.

Alle manglede donor

Forskerne indlemmede seks drenge og to piger (medianalder ved behandlingsstart var 24 måneder), som alle manglede en forligelig donor og som alle havde en IQ > 70. De primære endemål for effekt var at få målt enzymaktiviteten såvel som effekten på nervesystem og skelet via biokemiske, kliniske og radiologiske undersøgelser.

Den mediane celle-dosis var 20,7 CD34+/kg med en median transduktionseffekt på over 80 pct.  Bivirkningerne var generelt milde og sammenlignelige med dem, man allerede kender fra allogen-stamcelleterapi, med undtagelse af én patient, der oplevede en akut allergisk reaktion.

Tags: ASH 2017

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift