Nydiagnosticerede myelomatosepatienter kan godt tåle at træne

Rikke Faebo Larsen

Nydiagnosticerede patienter med myelomatose tager ikke skade af at begynde at træne, så snart de får diagnosen, uanset deres alder og uanset, hvilken behandling de skal igennem, så længe de tager hensyn til de individuelle udfordringer, sygdommen har givet dem.

Det viser en ph.d.-afhandling, som fysioterapeut Rikke Faebo Larsen fra den Hæmatologiske Forskningsenhed ved Odense Universitetshospital har forsvaret denne sommer. Studiet bidrager med viden til et område, hvor der mangler evidens, og hvor hæmatologer hidtil har måttet føle sig frem, når de skulle rådgive patienterne. 

"Den store udfordring er, at 79 procent af myelomatosepatienterne er knoglesyge i en eller anden grad, når de får stillet diagnosen. Derfor kan vi som fysioterapeuter og læger ofte  være i tvivl om, hvor meget vi kan byde dem, og hvor forsigtige vi skal være, og i de fleste tilfælde har man holdt sig til et forsigtighedsprincip, uden at vi egentlig har noget at have det i," fortæller Rikke Faebo Larsen. 

Studiet, som er foretaget  i samarbejde med Ergo- og Fysioterapien på Sjællands Universitetshospital, Roskilde, omfatter 100 patienter, som allerede ved diagnosetidspunktet havde nedsat muskelstyrke i benene og nedsat udholdenhed sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Patienterne blev randomiseret til enten otte superviserede træningsseancer fordelt over ti uger eller til at modtage en folder med generel information om blandt andet fysisk aktivitet. 

Træningen begyndte en uge efter diagnosen, og bestod af aerob træning, styrkende træning, udspænding og generel fysisk aktivitet. Ind imellem de superviserede sessioner skulle deltagerne også træne derhjemme. Patienterne fik målt muskelstyrke i lårene og overkroppen, udholdenhed, og selvrapporteret livskvalitet og smerte ved studiets start og afslutning. 

Resultaterne for træningens effekt på patienternes fysiske funktion er ikke publiceret endnu, men overordnet ser det ikke ud til, at træningen hverken skader eller forbedrer funktionen, aktivitetsniveauet, livskvaliteten eller hvor mange smerter patienterne oplever. Til gengæld kan man konkludere, at en ti-ugers træningsintervention planlagt ud fra den enkelte patients knoglesygdom er både sikker og mulig at gennemføre, og den viden er også vigtig, fortæller professor ved OUH Niels Abildgaard, som er vejleder på projektet. 

"Nydiagnosticerede patienter med myelomatose er ofte udfordrede i forhold til fysisk funktion, og de har mange spørgsmål til, hvad de må og kan gøre selv, men som læger bliver vi udfordrede af, at vi reelt ikke har haft viden på området. Der er et enormt datagab, så vi har været på meget usikker grund, når vi skulle vejlede. Med Rikkes studie kan vi nu sige, at det er sikkert. Patienterne kan sagtens træne efter en kyndig rådgivning, uden at det er forbundet med risiko, og for de patienter, der gerne vil det, vil det være en kæmpegevinst. Mange oplever, at de får det bedre ved at træne,” siger han. 

Rikke Faebo Larsen ser flere mulige forklaringer på, at træningen tilsyneladende ikke har haft signifikant bedre effekt på deltagernes fysiske funktion i forhold til de patienter, der kun fik en folder. Dels kan det være, at de ikke har passet træningen derhjemme i tilstrækkelig grad, at træningen ikke har haft den rette intensitet, eller at træning omkring diagnosetidspunktet ikke er det rette, siger hun. 

"Vi har stået i det dilemma, at vi gerne ville undersøge systematisk, om de kunne tåle at træne, men vi har ikke villet påføre dem skade, så vi har måske været for forsigtige. Samtidig har vi prioriteret et set up, der vil være muligt at overføre til den kliniske praksis. I forhold til klinisk praksis, har vi det budskab, at patienterne sagtens kan træne, de skal bare tage hensyn til de individuelle behov. Vi kan ikke garantere, at patienten vil få det langt bedre, men de kan godt tåle træningen,” siger hun.

Selv om studiet altså ikke ser ud til at dokumentere effekt, mener Rikke Faebo Larsen godt, at man kan tale for, at fysioterapeuter skal have en endnu større plads i kræftbehandlingen, end de har i dag. Jeg ser et stort potentiale i at vi bliver bedre til at screene patienterne i forhold til deres fysiske funktion og på den baggrund øge den individualiserede træning.En systematisk screening med jævne mellemrum tror jeg kunne være gavnlig. Både for patienten og ressourcemæssigt,” siger Rikke Faebo Larsen.