Måske er tiden inde til at udskifte bemandingen af Medicinrådet

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Revlimid udsætter tiden til sygdomsforværring hos patienter med ulmende myelomatose

ASCO: Revlimid (lenalidomid) som behandling af asymptomatiske patienter med forstadie til myelomatose - såkaldt smoldering myelomatose - udsætter tiden til sygdommen bryder igennem som egentlig myelomatose, men fordelen ved det er dog diskutabel, mener professor Niels Abildgaard, OUH.

Man risikerer nemlig at påføre mennesker, som ikke er syge og ikke har symptomer, ubehagelige bivirkninger, påpeger han i forlængelse af de nye resultater, der er præsenteret (Abstrakt #8001) på den virtuelle ASCO-kongres 2020.

Omkring halvdelen af alle patienter med forstadier til myelomatose kan få udsat tiden til, at sygdommen bryder ud, viser fase III studiet E3A06.

Her er patienter med smoldering myelomatose blevet randomiseret til enten lenalidomid (90 patienter) eller ingen behandling (92) patienter. Forud var gået et fase II-studie, hvor sikkerheden ved behandlingen var blevet undersøgt på 44 patienter. Medianopfølgningen er 71 måneder for fase II studiet og 28 måneder for fase III delen, og studiet viser, at 87 procent af patienterne fra fase II og 91 procent af patienterne i lenalidomid-gruppen i fase III er progressionsfri tre år efter behandlingsstart. 98 procent var progressionsfri efter et år, og 93 procent efter to år. Blandt patienterne i observationsgruppen var 66 procent progressionsfri efter tre år, 76 procent efter to år og 89 procent efter et år. 

Ifølge forskerne taler studiet for, at man ændrer praksis og begynder at behandle patienter med forstadier til myelomatose. Professor ved Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital Niels Abildgaard er dog skeptisk over for den konklusion, selv om han medgiver at studiet ret tydeligt viser, at det har en vis effekt på tiden, til patienterne udvikler behandlingskrævende sygdom, når man giver dem lenalidomid.

“Jeg har altid syntes at der er en selvmodsigende logik i, at man vil vise, at man kan udsætte tiden til behandling ved at behandle nu. Der er tale om patienter, som vi traditionelt ikke har behandlet, fordi vi ikke kan kurere sygdommen, og hvis vi begynder at behandle patienterne, så påfører vi dem bivirkninger,” siger han. 

Ifølge ham er spørgsmålet, hvad der er bedst: enten at udsætte tiden til patienten får regulær myelomatose ved at give potentiel bivirkningsfuld behandling, eller at give patienten flest mulige gode år uden bivirkninger af behandlingen. Samtidig fremhæver han, at en del patienter slet ikke vil udvikle egentlig myelomatose, selvom de ikke får behandling, så der vil være tale om overbehandling af disse patienter.  

Omkring 80 procent af patienterne i fase II-studiet og 51 procent i fase III er taget af lenalidomidbehandlingen igen, og i de fleste tilfælde skyldes det bivirkninger. Omkring hver tredje har oplevet træthed som følge af behandlingen, og seks procent har oplevet neutropeni. Den kumulative forekomst af invasiv SPM’er var 5,2 procent i lenalidomidgruppen, og 3,5 procent i observationsgruppen, og det overbeviser ikke Niels Abildgaard om, at man skal behandle patienter, som ikke har symptomer. 

“Hvis vi skal begynde med at behandle folk, der reelt ikke er syge, og risikere at påføre dem bivirkninger, så skal man for mig at se som minimum kunne vise, at de har en forbedret overlevelse. Her viser de bare, at der er kortere tid, til de får mere aktiv sygdom og behov for behandling,” siger Niels Abildgaard.

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift