Selinexor giver respons hos patienter med TCR myelomatose
Tabletbehandlingen Selinexor (Xpovio) plus lavdosis dexamethason viser respons hos patienter med TCR myelomatose.
Det viser fase II-studiet STORM, hvis resultater er offentliggjort i New England Journal of Medicine, og omfattede 123 patienter med myelomatose, som tidligere havde modtaget Velcade (bortezomib), Kyprolis (carfilzomib), Revlimid (lenalidomid), Imnovid (pomalidomid), Darzalex (daratumumab) og et alkyleringsmiddel. Deres sygdom var refraktær over for mindst en proteasominhibitor, et immunmodulerende middel og Darzalex.
Patienterne havde modtaget mediant syv forudgående behandlingsregimer, og deres median tid siden diagnosen var 6,6 år. Medianalderen ved baseline var 65,2 år, 58 procent af patienterne var mænd, og 53 procent havde cytogenetik med høj risiko. Derudover havde 36 procent af patienterne thrombocytopeni, og 16 procent havde neutropeni ved forsøgets start.
Patienterne fik oral selinexor (80 mg) to gange ugentligt plus dexamethason (20 mg) to gange ugentligt, indtil sygdomsprogression, død eller seponering. Doserne blev modificeret som respons på bivirkninger.
I alt ophørte 96 procent af patienterne (118/123) med behandlingen. De mest almindelige årsager til seponering var sygdomsprogression (65 patienter) og bivirkninger (38 patienter).
Af de 122 patienter, der kunne evalueres for effektivitet, opnåede 26 procent delvis respons eller bedre, og 39 procent havde minimal respons eller bedre. Der var 24 partielle responser, 16 minimale responser, seks meget gode delvise responser og to komplette responder. 42 patienter havde stabil sygdom.
Den gennemsnitlige reaktionstid var 4,4 måneder, gennemsnitlig progressionsfri overlevelse (PFS) var 3,7 måneder, og den gennemsnitlige samlede overlevelse (OS) var 8,6 måneder. Den samlede gennemsnitlige overlevelse var 15,6 måneder hos respondenterne, 5,9 måneder hos patienter med stabil sygdom og 1,7 måneder hos dem, der fik progression.
Alle 123 patienter kunne vurderes for sikkerhed, og 63 procent af dem oplevede alvorlige bivirkninger. Lungebetændelse (11 procent) og sepsis (ni procent) var de mest almindelige alvorlige begivenheder.
De mest almindelige, ikke-hæmatologiske bivirkninger, der optrådte ved behandling, var træthed (73 procent), kvalme (72 procent), nedsat appetit (56 procent), nedsat vægt (50 procent), diarré (46 procent), opkast (38 procent), hyponatræmi (37 procent), øvre luftvejsinfektion (23 procent), forstoppelse (22 procent) og dyspnø (22 procent). Hæmatologiske bivirkninger, der opstod ved behandling, inkluderede trombocytopeni (73 procent), anæmi (67 procent), neutropeni (40 procent), leukopeni (33 procent) og lymfopeni (16 procent).
Otte procent af patienterne havde bivirkninger, der førte til dosismodificering eller afbrydelse. De mest almindelige af disse var trombocytopeni (43 procent), træthed (16 procent) og neutropeni (11 procent).
Der var 28 dødsfald i undersøgelsen, hvor 16 patienter døde af sygdomsprogression og 12 døde af en bivirkning. To af de fatale bivirkninger blev betragtet som behandlingsrelateret; sepsis hos en patient og lungebetændelse med samtidig sygdomsprogression hos en anden patient.
