Europæisk undersøgelse: Hæmatologer skal blive bedre til at integrere fremskridt
Med det stigende antal nye lægemidler til rådighed og konstante fremskridt inden for viden om myelomatose-patofysiologi er behandlingsmulighederne for myelomatosepatienter blevet mere komplekse og udfordrende.
For at opretholde den højeste behandlingskvalitet er det vigtigt, at hæmatologer og hæmatologiske sygeplejersker ikke blot ajourfører deres viden om de seneste kliniske fremskridt, men vigtigst af alt forbedrer deres evner til hurtigt at integrere fremskridtene i deres kliniske beslutningstagning og praksis.
Sådan lyder budskabet i en europæisk undersøgelse (https://journals.lww.com/hemasphere/Fulltext/2018/04000/Single_Cell_Sequencing_in_Normal_and_Malignant.3.aspx), som har identificeret kliniske udfordringer, som hæmatologer og hæmatologiske sygeplejersker står over for ved diagnosticering og behandling af myelomatose, samt barrierer, der forhindrer optimal behandling af patienter med myelomatose. Undersøgelsen er publiceret i HemaSphere.
Studiet består af både kvalitative data (45 minutters semistrukturerede interviews) og kvantitative data (online undersøgelse), som er indsamlet blandt hæmatologer og hæmatologiske sygeplejersker i otte europæiske lande: Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Rusland, Spanien og Storbritannien.
I undersøgelsen blev 39 interviews udført med 28 hæmatologer og 11 hæmatologiske sygeplejersker. I alt gennemførte 325 deltagere (253 hæmatologer og 72 hæmatologiske sygeplejersker) undersøgelsen.
En stor del af studiets deltagere praktiserede enten i et akademisk miljø (49 procent) eller i et specialiseret kræftcenter (18 procent). De fleste deltagere havde mere end 10 års erfaring inden for deres praksisområde, og hos mere end en tredjedel af deltagerne bestod 20 procent eller mere af deres patienter af myelomatosepatienter.
Undersøgelsens resultater viste blandt andet, at 34 procent af hæmatologerne og 69 procent af sygeplejerskerne rapporterede suboptimal viden om nye lægemidlers virkningsmekanismer, og 30 procent af hæmatologerne rapporterede suboptimale færdigheder om integration af nye stoffer i kombination med de nuværende behandlinger.
Dataene førte til identifikation af tre nøglefund relateret til beslutningstagning:
- Uddannelsesmæssige behov vedrørende nye behandlingers handlingsmekanismer og bivirkningsprofiler
- Uddannelsesmæssige behov vedrørende sekventering og kombination af nye lægemidler med nuværende behandlinger
- Kontekstuelle barrierer for integrationen af nye lægemidler
Resultaterne viser, hvordan skiftet i det nuværende behandlingsparadigme, som følge af udviklingen af nye klasser af lægemidler med forskellige virkningsmekanismer, har øget den opfattede kompleksitet i beslutningsprocessen omkring behandling af myelomatose, og at det potentielt kan påvirke hæmatologers og hæmatologiske sygeplejerskers evne til at give optimal og personlig behandling til myelomatosepatienter.
”Denne behovsvurdering fremhæver vigtigheden af at imødegå de uddannelsesmæssige behov og deres underliggende årsager gennem lægevidenskabelig uddannelse for at sikre, at hæmatologer og hæmatologiske sygeplejersker er up-to-date med de nyeste behandlinger på området, efterhånden som de bliver tilgængelige. De kontekstmæssige barrierer, der er identificeret, bør overvejes, når uddannelsesprogrammerne udformes for at sikre, at indholdet gælder for den studerendes kliniske virkelighed,” lyder det fra forskerne bag studiet.
