Måling af minimal restsygdom er snart klinisk hverdag ved myelomatose

ASH 2017: Inden for de kommende to-tre år vil måling af minimal restsygdom (MRD) være en del af klinisk praksis i forhold til at vurdere, hvilke myelomatosepatienter som er i risiko for at få sygdomstilbagefald. Det spår professor Niels Abildgaard fra Hæmatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital.

Et eksempel på, at MRD-måling kan bruges som prognostisk redskab i myelomatosebehandlingen er den endelige opgørelse fra studiet IFM2009 (Abstrakt 435), som blev præsenteret på ASH søndag.

I studiet blev 700 myelomatosepatienter randomiseret til enten at modtage højdosis melphalan med stamcelle støtte forudgået af fire serier RVd-induktion (Revlimid plus Velcade plus dexamethason) eller flere RVD-serier alene uden stamcelle transplantation. Alle patienter fik derefter 12 måneders vedligeholdelse med lenalidomid. MRD blev vurderet før og efter vedligeholdelsesbehandlingen ved anvendelse af metoden next generation sequencing (NGS), ved hjælp af ClonoSeq kit (Adaptive Biotechnologies, Seattle, WA), som gør det muligt at detektere 1 tumorcelle ud af 1.000.000 knoglemarvsceller.

MRD blev undersøgt hos 269 patienter, som mindst havde opnået VGPR (Very Good Partial Response). Patienter, der ikke opnåede VGPR, blev betragtet som MRD-positive.

Resultaterne viste, at patienter med et MRD-niveau under 10^-6 havde en signifikant bedre progressionsfri overlevelse (PFS) end patienter, der ikke nåede dette niveau. Ud fra det definerede forskeren MRD-negativitet som patienter med en MRD lavere end 10^-6. Ved anvendelse af dette cut-off blev den gennemsnitligere PFS for patienter, der opnåede MRD-negativitet, ikke nået efter en gennemsnitlig opfølgning på 55 måneder, sammenlignet med 29 måneder for patienter, der ikke opnåede MRD-negativitet.

Ud af de patienter, der opnåede MRD-negativitet, var blot syv patienter døde efter fem års opfølgning. Modsat var 40 procent af de patienter, der var MRD-positive, døde efter fem år.

”Det viser, at opnået MRD negativitet har meget stor indflydelse på overlevelsen, også i forhold til sygdomsfri overlevelse. Her var 70 procent af de MRD-negative patienter fortsat uden aktiv sygdom fire år efter, modsat de positive, hvor kun 15 procent stadig var uden aktiv sygdom. Så at opnå MRD-negativitet betyder rigtig meget,” siger Niels Abildgaard.

Han spår, at måling af MRD vil være en del af klinisk praksis inden for de kommende to-tre år, men foreløbig er det først og fremmest noget, der sker i kliniske forsøg. Der mangler nemlig stadig en del viden om, hvordan resultaterne af målingen skal bruges, påpeger Niels Abildgaard.

”Det er stadig svært at oversætte MRD-måling til klinisk praksis. I første omgang er det derfor til brug i studierne, hvor det efterhånden er et krav, at man rapporterer det. I den daglige klinik er det endnu ikke så vigtigt, fordi vi endnu ikke helt ved, hvordan vi skal bruge det. Der mangler stadig studier, der f.eks. viser, om man med fordel skal blive ved med at behandle en person, som er MRD-positiv, og om man skal fortsætte eller stoppe vedligeholdelsesbehandling, hvis der har været MRD-negativitet i lang tid,” siger han.