Lenalidomid lige så effektiv efter ASCT i ’real world-studie’
ASH 2017: Få patienter i canadisk ’real world-’studie tåler standarddosis af lenalidomid, men patientrapporteret udkomme og progressionsfri overlevelse tåler sammenligning med resultaterne fra kliniske studier, konkluderer forskerne.
70 procent af 119 patienter måtte have reduktion i dosis, da canadiske forskere afprøvede lenalidomid som vedligeholdelsesbehandling efter autolog stamcellebehandling i klinisk praksis på Princess Margaret Cancer Centre.
Reduktionen havde dog ikke signifikant betydning for patientrapporteret udkomme af behandlingen, og forsøget viser progressionsfri overlevelse på 41,7 måneder.
Resultaterne er sammenlignelige med resultater fra kliniske forsøg, og forskerne konkluderer, at lenalidomid bør anbefales som vedligeholdelsesbehandling til alle patienter efter autolog stamcellebehandling uanset om dosis skal reduceres.
I det canadiske forsøg screenede forskerne 575 patienter, hvoraf 119 blev inkluderet i studiet.
63 patienter (54 procent) fik fra begyndelsen standarddosis, mens 48 patienter (41 procent) startede på mindre end 80 procent af standarddosis. Fem patienter (fire procent) begyndte med mere end standarddosis.
Ved 30 måneders-opfølgningen var den gennemsnitlige dosis så lav som 53 procent af standarddosis, og den gennemsnitlige tid til første dosisnedsættelse var seks måneder.
I alt 59 patienter fik nedsat dosis efter påbegyndt behandling, og de almindeligste grunde var neutropeni (41 procent), cytopeni (17 procent), træthed (15 procent), udslæt (12 procent), diarre (fem procent)og infektion (tre procent).
De fem patienter, som begyndte på en forhøjet dosis fik alle brug for at få sat dosis ned, og gik fra 15 mg om dagen til mindre end 10 mg om dagen.
Undervejs i forsøget afbrød 54 patienter vedligeholdelsesbehandlingen, heraf 34 patienter på grund af sygdomsprogression og 16 på grund af forgiftning.
Patienterne fik i gennemsnit vedligeholdelsesbehandling i 33 måneder, og medianen for progressionsfri overlevelse var 41,7 måneder, og der var ingen forskel i progressionsfri overlevelse mellem patienter, der fik nedsat dosis, og dem, der forblev i samme dosis gennem hele forsøget. To patienter døde undervejs.

