Kyprolis mere effektiv end Velcade hos tidligere behandlede patienter

ASH 2017: Behandling af genstridig myelomatose med Kyprolis bremser sygdomsudvikling og øger overlevelsen markant uanset antal tidligere behandlinger sammenlignet med Velcade - også hos gamle patienter.

Det viser en sekundær analyse af ENDEAVOR-studiet, hvor carfilzomib (Kyprolis) er blevet sammenlignet med bortezomib (Velcade). Undersøgelsen blev lørdag præsenteret ved ASH 2017 i Atlanta. (Abstract 1850) 

ENDEAVOR-studiet viste i den oprindelige analyse i 2016 en signifikant forbedring af progressionsfri overlevelse (PFS) for Kyprolis (56 mg/m²) og dexamethason (Kd56) sammenlignet med Velcade og dexamethason (Vd) hos patienter med recidiveret eller refraktært myelomatose (RRMM).

I den nye undersøgelse har forskerne sammenlignet de to midler i forhold til tidligere behandlingslinjer og tidligere eksponering for bortezomib.

I alt 929 patienter med RRMM, der havde modtaget 1-3 tidligere behandlingslinjer, blev randomiseret fordelt 1:1 i en gruppe, der fik Kd56 (464) eller en gruppe, der fik Vd (465).

Forudsatte stratifikationsfaktorer omfattede antal tidligere behandlingslinjer og tidligere bortezomib-behandling.

Patienterne fortsatte behandlingen indtil sygdomsprogression eller uacceptabel toksicitet.

Andelen af ​​patienter med 1 (Kd56, 49,8%, Vd, 49,2%) eller 2-3 (Kd56, 50,2%, Vd, 50,8%) tidligere behandlinger blev afbalanceret mellem behandlingsgrupperne. Andelen af patienter med tidligere bortezomib-behandling blev ligeledes afbalanceret mellem de to grupper (54% i hver) og inden for undergrupperne.

Dødsrisikoen viste sig lav hos patienter ved første tilbagefald, og det var ikke muligt pålideligt at estimere median samlet overlevelse for undergrupper, der kun havde fået en tidligere behandling, selvom Kd56 viste en 17 procents bedre OS end Vd for patienter ved første tilbagefald.

For patienter med to-tre tidligere behandlinger forbedrede Kd56 overlevelse med 11,8 måneder sammenlignet med Vd (40,5 vs 28,7 måneder). Patienter, der ikke tidligere var behandlet med bortezomib blev median OS ikke nået i Kd56-gruppen og var 42,2 måneder i Vd-gruppen. For patienter, der tidligere var behandlet med bortezomib, var median OS 47,6 måneder vs 32,8 måneder.

Frekvensen af ​​klasse ≥ 3 bivirkninger var 78,4% (Kd56) og 68,3% (Vd) hos patienter med en forudgående behandling og 84,5% (Kd56) og 73,7% (Vd) hos patiener med 2-3 tidligere behandlinger. Patienter, der ikke tidligere havde fået bortezomib var frekvensen af ≥ 3 bivirkninger 83,2% (Kd56) og 77,3% (Vd), mens frekvensen for patienter tidligere behandlet med bortezomib var 79,9% (Kd56) og 65,7% (Vd).

Behandlingen med carfilzomib forlængede den progressionsfrie overlevelse (PFS) med 12,1 måneder og 6,5 måneder hos patienter ved første tilbagefald og hos patienter med to-tre tidligere behandlingslinier og reducerede risikoen for død med 17% (1 tidligere linje) og 24% (to-tre tidligere linjer).

Kd56 forlænger PFS med 7,5 måneder og OS ved 14,8 måneder sammenlignet genbehandling med bortezomib hos proteasominhibitorfølsomme patienter. Generelt tolereres behandlingen godt.

Antallet af bivirkninger i denne undergruppeanalyse var i overensstemmelse med det, der blev rapporteret i den samlede befolkning.

I en anden analyse af ENDEAVOR-studiet præsenteret ved samme session på ASH viste carfilzomib klinisk meningsfulde forbedringer af den samlede overlevelse hos alle undersøgte aldersgrupper sammenlignet med bortezomib, herunder patienter på mindst 75 år. (Abstract 1885) 

Interessen var først og fremmest om carfilzomib var lige så effektiv i de ældre aldersgrupper med en-tre tidligere behandlinger og patienterne var derfor delt op i tre aldersgrupper - under 65 år, 67-74 år og over 75 år.

Carfilzomib forbedrede den samlede overlevelse (OS) i alle aldersgrupper i forhold til bortezomib:
< 65 år: median, 47,6 måneder vs 41,9 måneder; 
65-74 år: median, ikke estimeret versus 37,0 måneder;
≥ 75 år: median, 42,4 måneder vs 25,9 måneder