Vejen til helbredelse af myelomatose går gennem detaljerede teknikker

EHA 22: Overlevelsen for myelomatosepatienter er forbedret drastisk gennem de seneste ti år. Og et af de største og allermest spændende spørgsmål lige nu er, om man en dag i en ikke så fjern fremtid helt vil kunne kurere patienter med myelomatose.

Professor Niels Abildgaard fra Odense Universitetshospital forholder sig med en vis skepsis til, om det kan lade sig gøre, men mener, at det potentielt bør være muligt at helbrede mennesker med myelomatose.

Første mål på vejen mod at kunne kurere myelomatose er at opnå såkaldt minimal restsygdomsnegativitet (MRD-negativitet), hvilket er udtryk for, at det antal kræftceller, som er tilbage i knoglemarven efter endt behandling, er så lavt, at det ikke kan måles med de mest følsomme teknikker. 

”For at man kan tale om mulig helbredelse, skal første trin være, at der opnås MRD-negativitet, og at denne opretholdes. For tiden er der meget snak om at definere MRD-negativitet både som et klart mål for behandlingen, men også som et primært effektmål i kliniske studier. Der tegner sig det billede, at MRD-negativitet kan blive et anerkendt effektmål i kliniske studier, hvilket dermed også kan blive vigtigt for medicinalfirmaerne i godkendelsen af nye lægemidler og lægemiddelkombinationer. Inden for de seneste par år er MRD-måling blevet så udbredt, at alle de studier, der kører i øjeblikket, rapporterer, hvor stor en andel af patienterne der opnår MRD-negativitet,” siger Niels Abildgaard.

Han påpeger, at kravet om MRD-måling vil have stor betydning i forhold til at designe studier.

”Det vil betyde, vi kan afvikle studier med meget færre patienter og på meget kortere tid, fordi vi ikke skal vente på tal for overlevelse. Dem, der opnår MRD-negativitet, er nemlig dem, der bliver langtidsoverlevere og har langvarig respons. På den måde bliver MRD-negativitet en surrogatmarkør for overlevelse, og altså for hvor effektiv behandlingen er,” siger Niels Abildgaard.

Kræver følsomme teknikker

Kravet til, at kliniske studier skal indeholde tal for MRD-negativitet giver studierne den udfordring, at de skal have adgang til teknikker, der kan måle MRD-negativitet. Det drejer sig først og fremmest om høj-sensitiv flowcytometri og next generation sequencing (NGS). Der er fortalere for både den ene og den anden teknik, men Niels Abildgaard mener, at der er behov for dem begge.

”Flowcytometri ligger nærmest for os, fordi vi reelt har etableret metoden. Det kræver bare en mere omfattende analyse med karakteristik af et større antal knoglemarvsceller for at opnå den følsomhed, som man skal have for at kunne kalde det MRD-negativtiet. Jeg mener dog også, at vi er nødt til at etablere NGS som en metode, vi kan håndtere i Danmark, for der er behov for begge metoder. Der er ikke et behov i daglig klinisk praksis lige nu, men det kan der blive inden for få år,” siger han og tilføjer:

”Vi har behovet i vores nye studier. Vi har i Dansk Myelomatose Studiegruppe etableret en arbejdsgruppe, som skal beskrive, koordinere og validere etableringen af MRD-undersøgelser ved myelomatose i Danmark”.

Det er desuden en nødvendighed at de følsomme MRD-metoder kombineres med følsom billeddiagnostik.

”Med flowcytometri og NGS undersøger man meget nøje, hvad der er til stede i nogle få kubikcentimeter, som udtages fra knoglemarven i hoftekammen. Det vil sige, at man ikke ser, om der sidder noget sygdom tilbage i f.eks. skulderen. Derfor er det vigtigt, at de nye teknikker bliver suppleret med en følsom billeddiagnostisk metode, der scanner hele kroppen. Det, der lige nu, ser ud til at være mest egnet til dette, er PET/CT-scanning,” siger Niels Abildgaard.