Medicinrådet blæser på det 4. princip

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Blodprøve kan afsløre sandsynlighed for myelomatose

Tidlige tegn på myelomatose kan afsløres med en blodprøve, der kan påvise unormale niveauer af microRNA, som er kendetegnende for MGUS og SMM-patienter, der udvikler knoglemarvssygdommen.

Det viser en ny undersøgelse fra Dana-Farber Cancer Institute of Harvard Medical School, der har konstateret, at unormale niveauer af microRNA (miRNA) påvist i knoglemarven hos ​​myelomatose-patienter også kan påvises i perifert blod, og deres målinger kan være en måde at opdage både myelomatose debut og spore dens progression fra tidligere asymptomatiske faser. 

Stort set alle patienter, som udvikler myelomatose har en asymptomatisk sygdom kaldet monoklonal gammopati af ubestemt betydning (MGUS) i årene før begyndelsen af ​​myelomatose. En anden asymptomatisk form af myleomatose er såkaldt ulmende (smouldering) myleomatose (SMM), der ikke er behandlingskrævende. 

Mens en procent af personer med MGUS udvikler myelomatose hvert år er det 10 procent af personer med ulmende myelomatose (SMM), men desværre har det hidtil været umuligt at forudsige hvem.

Men ved at sammenligne microRNAs genekspression fra knoglemarven og blodprøver hos både myelomatose-patienter, MGUS- og SMM-patienter samt raske deltagere, har forskerne identificeret en række forskelle på miRNA.

"I øjeblikket er der ingen enkelt faktor, der kan forudsige hvilke patienter med MGUS eller SMM, der vil udvikle myelomatose. En biomarkør for sygdomsprogression i det perifere blod kunne medvirke til tidlig identifikation af patienter, der udvikler myelomatose," siger chefforsker dr. Katherine R. Calvo fra Hematology Section for Institut for Laboratory Medicine ved National Institutes of Health (NIH) Clinical Center, Bethesda, Maryland.

Analyse af væske fra knoglemarven hos ​​20 patienter med myelomatose resulterede i identifikationen af ​​111 miRNA, der viste en dobbelt eller større forskel i forhold til niveauet i otte kontrolprøver. Ca. 60 procent af de 111 miRNA var nedreguleret og 38 procent var opreguleret. 

Yderligere analyse afslørede en unik miRNA signatur, der indikerer myelomatose. Knoglemarvens signatur omfattede otte medlemmer af let-7 miRNA-familien, som der var 6 til 17 gange færre af hos patienter med myelomatose.

Andre forsøg fandt en række miRNA profiler, der var karakteristisk for myelomatose i perifert blod serum og plasmaprøver. Ved brug af kvantitativ realtids-PCR fandt de at der var betydeligt færre af 18 miRNA i knoglemarven hos myelomatose-patienter; 11 af disse var der også betydeligt færre af i serumprøver, og seks af disse 11 viste sig også at være færre af i plasmaprøver (herunder tre medlemmer af let-7 miRNA-familien).

Yderligere analyserer af serumprøver fra 17 patienter med MGUS, 17 med SMM, 13 med myelom, og 12 raske kontrolpersoner viste, at der kun var fire af de 11 miRNA i myelomatose serumprøver, der også var var færre af i MGUS prøver.

"Dette antyder, at afvigende ekspression af disse fire miRNA kan være forbundet med tidlig udvikling af plasma-celle neoplasi," siger dr. Calvo.

Derudover var otte af de 11 miRNA reduceret i SMM plasmaprøver. Imidlertid var tre kun reduceret signifikant i myelomatose-prøver, hvilket antyder, at nedregulering af denne gruppe af miRNA kan være relateret til udviklingen fra precursor til myelomatose.

"Vores resultater tyder på, at de antiproliferative og proapoptotiske miRNA - som medlemmerne af let-7 familien - er nedreguleret i myelomatose. Disse resultater tyder på, at målinger af ekspressionen af ​​miRNA, der er forbundet med myelomatose udvikling i det perifere blod, kan forudsige sygdomsudviklingen af MGUS og SMM," tilføjer dr. Calvo.

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift