CAR-T-celleterapi viser lovende effekt i første linje hos ældre og skrøbelige myelomatosepatienter
Patienter med nydiagnosticeret myelomatose, som ikke er transplantationskandidater, har stor gavn af at få BCMA-rettet CAR-T-celleterapi, viser et kinesisk fase II-studie. Med en MRD-negativitetsrate på 100 procent, understøtter studiet, at cellulær terapi helt fremme i første linje kan være en endog meget farbar vej for ældre og skrøbelige patienter med myelomatose.
Resultaterne stammer fra open label, fase II-studiet CAREMM-001, som har undersøgt BCMA-rettet CAR-T-celleterapi som førstelinje-konsolideringsstrategi for patienter med nydiagnosticeret myelomatose, som ikke var kandidater til eller af andre grunde ikke fortsatte til autolog stamcelletransplantation (ASCT).
De primære data fra CAREMM-001 er for nylig blevet publiceret i Journal of Clinical Oncology. Nyheds-sitet ASH Clinical News har omtalte resultaterne, og i artiklen er forskerne bag CAREMM-001 blandt andet citeret for at konkludere følgende:
”Studiet giver tidlig evidens for, at integration af BCMA-rettet CAR-T-celleterapi i første linje inducerer dybe og hurtige responser, og har håndterbare bivirkninger blandt patienter med nydiagnosticeret myelomatose, som ikke er kandidater til ASCT grundet enten alder, komorbiditet eller fravalg.”
”Data understøtter et potentielt paradigmeskifte, der tilbyder en ny og yderst effektivt terapeutisk mulighed for en sårbar gruppe af patienter, som historisk set har haft få behandlingsmuligheder.”
CAREMM-001 er langt fra det eneste studie, som undersøger potentialet ved CAR-T-celleterapi helt fremme i første linje. Der er for eksempel flere igangværende fase III-studier.
Ét af disse studier er CARTITUDE-5, som ser på bortezomib, lenalidomid og dexamethason (VRd) efterfulgt af CAR-T-celleterapien Carvykti (ciltacabtagene autoleucel, cilta-cel) versus VRd efterfulgt af lenalidomid plus dexamethason (Rd) hos patienter med nydiagnosticeret myelomatose, som ikke er egnede til ASCT. Og så er der CARTITUDE-6, der tester daratumumab, bortezomib, lenalidomid og dexamethason (DVRd) efterfulgt af cilta-cel versus DVRd efterfulgt af ASCT hos nydiagnosticerede myelomatosepatienter, som er ASCT-egnede.
Dybere niveau af remission
Ved tre måneder havde samtlige 36 patienter i CAREMM-001 opnået MRD-negativitet ved en sensitivitet på 10-5 (95% CI 90,3-100,0), og efter en median opfølgningstid på 15,8 måneder var patienterne fortsat MRD-negative.
Den komplette responsrate (CRR) steg fra 33,3 procent (95% CI 18,6-51,0) forud for CAR-T-infusionen til 69,4 procent (95% CI 51,9-83,7) tre måneder efter infusion. Ved seneste opfølgning (15,8 måneder) var CRR 94,4 procent (95% CI 81,3-99,3). Den mediane tid til CR var 94 dage efter infusion.
De firestof-førstelinjeregimer, der aktuelt anses for at være de mest effektive til den ældre og skrøbelige del af populationen, giver MRD-negativitetsrater på omkring 56 til 61 procent (IMROZ og CEPHEUS red.).
”Set i forhold hertil antyder den 100 procents MRD-negativitet, der blev set i CAREMM-001, at cellulær terapi kan medføre et langt dybere niveau af sygdomsremission. Observationen skal dog tolkes med forsigtighed, da studiepopulationen er lille, studiet er enarmet og med en relativt kort opfølgningstid,” skriver professor Yan Leyfman fra Meyer Cancer Center of New York-Presbyterian Hospital i en nyhedsartikel på onlinemediet Cancer Network, der diskuterer potentialet ved CAR-T-celleterapi i første behandlingslinje ved myelomatose.
MRD-negativitet er et valideret prognostisk surrogat, men kan ikke direkte korreleres til samlet overlevelse (OS). Den nuværende opfølgningstid i CAREMM-001 er for kort til at afgøre, om responserne kan oversættes til vedvarende remission eller helbredelse.
Flere data fra studiet
ITT-populationen i CAREMM-001 bestod af 40 patienter med en medianalder på 68 år. Omkring hver femte patient havde en ECOG-status på ≥2, mens hver fjerde patient var defineret som skrøbelig, og cirka halvdelen af populationen havde højrisiko sygdom. Fire patienter fra ITT-populationen fortsatte ikke til CAR-T-infusion grundet alvorlige bivirkninger til induktionsbehandlingen, herunder infektioner og renal dysfunktion.
Patienterne modtog tre til fire seriers induktionsbehandling, efterfulgt af et BCMA-rettet CAR-T-celleprodukt, konsolidering og vedligeholdelse med lenalidomid på Institute of Hematology and Blood Diseases Hospital i Tianjin i Kina i perioden fra april 2023 til december 2024. Det primære endepunkt var MRD-negativitetsraten tre måneder efter infusion af CAR-T-cellerne.
52,8 procent af patienterne behandlet med CAR-T-celleterapi i CAREMM-001 fik CRS, mens grad 1 ICANS sås hos to patienter. Infektioner blev observeret hos 30,6 procent af patienterne, heraf var 19,4 procent grad ≥3 med pneumoni som den mest almindelige infektion.
Samtlige patienter fik grad ≥3 lymfopeni, mens 88,9 procent fik neutropeni, 80,6 procent fik leukopeni, 19,4 procent fik trombocytopeni og 8,3 procent fik anæmi. Bivirkningerne varede fra fire dage (anæmi) og op til 10 dage (leukopeni og lymfopeni). Tidlig og sen ICAHT blev observeret hos henholdsvis 52,8 og 36,1 procent af patienterne.

