CAR-T forbedrer myelomatose-patienters livskvalitet markant sammenlignet med standardterapi
Patienter med relaps eller refraktær myelomatose opnår en markant forbedret livskvalitet (QoL), når de får CAR-T-celleterapien Abecma (idecabtagene vicleucel, ide-cel) i tredje linje eller senere sammenlignet med et standardregime. Det viser en ny analyse af data fra registreringsstudiet KarMMa-3.
Resultaterne fra den nye analyse, som blev præsenteret ved det internationale myelomatose selskabs (IMS) årsmøde i midten af september i år (abstract #PA-145), viser, at behandlingen med ide-cel ikke alene løftede patienternes samlede overlevelse, den forbedrede også deres QoL sammenlignet med standardregimer.
Ved 9 og 18 måneders opfølgning var den gennemsnitlige eventfri overlevelse (EFS) højere blandt patienter, der havde fået ide-cel sammenlignet med et standardregime. Og den QoL-justerede EFS var ligeledes højere i ide-cel-armen ved henholdsvis 7 og 14 måneder (P<0,0001).
”De nye resultater giver yderligere indsigt i både overlevelses- og livskvalitetsfordele ved en enkelt infusion af ide-cel sammenlignet med behandling-til-progression-standardregimer,” udtalte studiets førsteforfatter Krina K. Patel, assisterende professor The University of Texas MD Anderson Cancer Center i Houston, da hun præsenterede resultaterne fra analysen ved IMS årsmødet.
Signifikante forbedringer
Analysen trak på data fra 348 ud af de i alt 386 patienter, der var inkluderet i fase III-studiet KarMMa-3, som har afprøvet ide-cel versus diverse standardregimer hos patienter med relaps eller refraktær myelomatose. Patienterne i KarMMa-3 havde modtaget mindst to tidligere behandlingslinjer forud for inklusion. Forskerne sammenlignede effekten af de to behandlingsmodaliteter ud fra QoL-justeret EFS og behandlingsfrie tid uden for hospitalet. Den QoL-justerede EFS blev vurderet ved brug af EQ-5D-indekset.
Data viser, at den gennemsnitlige EFS-periode, hvor patienterne var fri for både indlæggelse og behandling, var signifikant længere i ide-cel-armen (16 måneder), end den var i kontrolarmen (0,16 måneder). Tilsvarende var den gennemsnitlige EFS-periode, hvor patienterne ikke var indlagt, men fortsat fik behandling, ligeledes signifikant kortere i ide-cel-armen end i kontrolarmen (9 måneder versus 1,84 måneder).
EQ-5D-indekset for patienter, der var fri for både indlæggelse og behandling , var 0,80 i ide-cel-armen, mens det var 0,66 i kontrolarmen. For patienter, der ikke var indlagt, men fortsat modtog behandling, var indekset 0,75 i begge arme.
