Robert Schou Pedersen: Det er et helt nyt puslespil, vi er i gang med at lægge
Robert Schou Pedersen, ledende overlæge ved Klinik for Blodsygdomme på Regionshospitalet Gødstrup
Hvad ser du som de væsentligste årsager til, at patienter med myelomatose i dag lever markant længere, end de gjorde for 20 år siden?
De senere år er der kommet mange nye behandlinger til, som hver især har bidraget til at løfte overlevelsen. Effektive enkeltstoffer, som i kombination med andre behandlinger virkelig har gjort en forskel. Tidligere gav vi to stoffer sammen. I dag kombinerer vi tre og fire stoffer. Den additive effekt er meget udslagsgivende for overlevelsen, og der er noget, der tyder på, at vi godt kan blive ved med at tillægge flere stoffer med andre angrebspunkter til de eksisterende regimer.
Selvfølgelig er der en grænse – i hvert fald blandt de ældre og mest skrøbelige patienter. Her kan det måske i fremtiden blive en strategi at give kombinationsregimer sekventielt således, at man i én periode af forløbet giver én kombination af stoffer for så i den næste periode at give en anden kombination med andre stoffer.
I og med at vores patienter i dag lever længere, oplever vi, at de har en anden forventning til, hvordan tiden med myelomatose skal være. Det har betydet et øget fokus på rehabilitering de senere år: Hvilke former for understøttende terapi kan vi tilbyde? Hvordan kan vi styrke deres knogler gennem træning? Og så videre. Vi ser i dag slet ikke patienter med de her svære sammenfald i rygsøjlen i samme omfang, som vi gjorde førhen. Det har blandt andet har betydet, at patienterne får færre infektioner og lungekomplikationer. Der er stadig meget omkring specialiseret træning til patienter med myelomatose, vi ikke ved tilstrækkeligt om. Vi er nok lidt for forsigtige i dag. Det bør blive et fokusområde fremadrettet.
Hvad skal der i din optik til for, at myelomatosepatienter kommer til at leve endnu længere i fremtiden?
På det tidspunkt i udviklingen, vi befinder os lige nu, er det bispecifikke antistoffer og CAR-T-celleterapi, som fylder det hele. Og med god grund. Det er behandlinger, som uden tvivl kommer til at løfte overlevelsen efter myelomatose de kommende år. Hvor stor en overlevelsesgevinst, de kommer til at bidrage med, afhænger af, hvor i behandlingslinjerne vi får lov til at bruge dem. Jo tidligere i linjerne, des større må effekten forventes at være – sådan er det med alle behandlinger.
Så det bliver rigtig interessant at se, hvor tidligt i linjerne, vi får lov til at tage de nye behandlinger i brug samt hvilke andre behandlinger, de kan kombineres med. Og endelig ser jeg frem til at blive klogere på, hvordan vi skal håndtere de patienter, der har fået CAR-T-celleterapi eller bispecifikke antistoffer – hvad kan vi give til dem i næste linje? Det er et helt nyt puslespil, vi er i gang med at lægge.
Vi vil også se CAR-T-celleterapier og bispecifikke antistoffer med nye targets, som kan vise sig at blive vigtige for patienter, der er refraktære, eller som har fået tilbage fald efter behandling med nuværende BCMA- og GDPR5-rettede terapier. I dag giver vi kontinuerligt de fleste patienter medicin for at holde sygdommen nede. Men hvis vi forestiller os, at vi fremadrettet får adgang til en bred pallet af CAR-T-celleterapier og bispecifikke antistoffer med varierende targets, ser vi måske ind i en fremtid, hvor patienter kan holde lange medicinfrie pauser mellem hver behandling. Det vil helt sikkert betyde noget for livskvaliteten.
I dag er medianalderen for en patient med myelomatose cirka 72 år på diagnosetidspunktet. Hvis vi forestiller os, at det lykkedes os at løfte overlevelsen 10 år, så nærmer vi os, at patienterne opnår en levetid, der ligner baggrundsbefolkningens. For den store gruppe af myelomatosepatienter, tror jeg ikke, at det er urealistisk. Der vil selvfølgelig fortsat være undtagelser. Det gælder patienter, som får sygdommen i en meget tidlig alder og patienter med højrisiko cytogenetik. Sidstnævnte gruppe har virkelig brug for nye behandlinger. Lige nu er der desværre ikke noget oplagt, vi kan gøre for dem andet end dét, vi gør for alle andre med myelomatose.
