Ida Bruun Kristensen: MRD-guidet behandling kan formentlig løfte overlevelsen og livskvaliteten
Ida Bruun Kristensen, overlæge ved Hæmatologisk Afdeling X på Odense Universitetshospital og forperson for Dansk Myelomatose Studiegruppe (DMSG)
Hvad ser du som de væsentligste årsager til, at patienter med myelomatose i dag lever markant længere, end de gjorde for 20 år siden?
De senere år har vi fået adgang til nye stofgrupper; proteasomhæmmere, IMiDs og monoklonale antistoffer. Og her de sidste fem år er CAR-T-celleterapi og bispecifikke antistoffer kommet til. Fra at have én – maksimalt to – behandlingslinjer til rådighed har vi nu adskillige linjer, og vi kan gøre rigtig meget for patienterne, når de får tilbagefald. Det er et markant anderledes behandlingslandskab, end det vi så ud over for 20 år siden.
Vi ser frem til at erfare, hvordan effekten af CAR-T-celleterapi og bispecikke antistoffer kommer til at påvirke overlevelsen. Det har vi ikke tal for i en dansk population endnu. Men ser vi på enkeltstof-responsraterne for de nye terapier, ser de endog meget lovende ud. Og så har vi stadig til gode at se, hvordan de virker sammen med andre potente behandlinger. Det er en meget spændende tid, vi befinder os i lige nu.
Der er også sket en større national udbredelse af behandlingerne, og vi har de senere år fået mere fokus på hjemmebehandling. Det har øget behandlingstilgængeligheden i den samlede myelomatosepopulation. Det er vigtigt. For hvis vi vil løfte overlevelsen yderligere, er det afgørende, at vores behandlinger bidrager til at forbedre forholdene for alle patienter – også de ældste og svageste. Vi skal blive ved med at indsamle data og monitorere, hvordan de nye behandlinger implementeres og performer i en ikke-selekteret population.
Hvad skal der i din optik til for, at myelomatosepatienter kommer til at leve endnu længere i fremtiden?
Vi har for nylig fået adgang til CAR-T-celleterapi i fjerde linje, og måske får vi snart lov til at bruge CAR-T-celleterapi længere fremme i linjerne. På samme måde vil de bispecifikke antistoffer de kommende år forventeligt rykke frem i linjerne. Det kommer til at løfte overlevelsen, tror jeg. Det har gentagne gange vist sig, at det bidrager med en overlevelsesgevinst at give de mest effektive behandlinger tidligst muligt i behandlingsforløbet, fordi vi taber patienter mellem linjerne. Og de nyere immunterapeutiske behandlinger har den store fordel, at de har en relativt mildt bivirkningsprofil.
Det er for tidligt at sige, om nogen af de nyere behandlinger har et kurativt potentiale. Indtil vi har en kurativ terapi, vil yngre patienter uundgåeligt lide et tab af overlevelse sammenlignet med baggrundsbefolkningen. Men blandt de ældre patienter uden højrisikosygdom, håber jeg, at vi de kommende år vil begynde at nærme os en overlevelse, der ligger tæt på baggrundsbefolkningens.
Der er også andre nye behandlinger på vej. Blandt andet har antistoflægemiddelkonjugater (ADC’er) vist sig ret effektive og relativt veltålte. Og så er der CAR-T-celleterapier og bispecifikke antistoffer med andre targets på vej, og sågar også trispecifikke antistoffer. Vi ved selvfølgelig endnu ikke, om det er behandlinger, vi får adgang til i Danmark, men udviklingen tegner rigtig interessant.
Endelig er der længe blevet talt om individualiseret terapi inden for myelomatose. Vi er endnu på et tidligt stadie, men noget af det, vi afventer med spænding er data fra studier, der undersøger, om MRD-målinger kan bruges som guidance for henholdsvis at intensivere og pausere en behandling. Hvis det viser sig at være en farbar vej, vil det være et stort fremskridt – formentlig både for overlevelsen og patienternes livskvalitet.
