Charlotte Toftmann Hansen: CAR-T og bispecifikke antistoffer vil bringe de helt store fremskridt
Charlotte Toftmann Hansen, overlæge ved Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital
Hvad ser du som de væsentligste årsager til, at patienter med myelomatose i dag lever markant længere, end de gjorde for 20 år siden?
Alle nye behandlinger, vi har fået, har hver især bidraget til at løfte overlevelsen, men hvis jeg skal fremhæve noget, der har markeret et kvantespring fremad, vil jeg pege på autolog stamcellestøtte til yngre patienter samt bortezomib og Darzalex (daratumumab). I det store billede, er det nok daratumumab, der står allermest frem. Daratumumab var det første monoklonale antistof, vi fik adgang til, og det har gjort en markant forskel, og vi har endnu ikke set det potentialet fuldt udfoldet. Daratumumab og andre monoklonale antistoffer vil fortsat være vigtige medspillere i fremtidens behandling af myelomatose.
Så er der de udviklinger, vi først lige har taget hul på. Her tænker jeg på CAR-T-celleterapi samt bispecifikke antistoffer, som uden tvivl kommer til at forme og tegne den udvikling, vi ser ind i de næste mange år.
Endelig håber vi at få adgang til firestofbehandling i første linje med daratumumab, bortezomib, lenalidomid og dexamethason (Dara-VRd) til transplantationsegnede patienter. Det har man allerede mange andre steder i verden på baggrund af PERSEUS-studiet, og det kommer til at løfte overlevelsen. Vi inkluderede patienter i PERSEUS-protokollen, og vi har endnu ikke haft én eneste patient, der er progredieret på behandlingen. Men de endelige overlevelsesdata lader vente på sig, da behandlingerne jo generelt er blevet så gode, som de er.
Hvad skal der i din optik til for, at myelomatosepatienter kommer til at leve endnu længere i fremtiden?
Vi ser mere og mere ind i, at patienter med myelomatose med behandling kan opnå samme overlevelse som baggrundsbefolkningen. Det er ikke det samme som, at vi kurerer dem. Den del ligger stadig hen i det uvisse. Og så vil der nok mange år endnu være en mindre gruppe af patienter med højrisiko cytogenetik, som fortsat vil udfordrer os, og som vi ikke i samme hastighed kan løfte overlevelsen for. Men måske kan mere targeteret og individualiseret behandling gøre en forskel.
Mit bud er, at det er inden for behandling med CAR-T-celleterapi og bispecifikke antistoffer, at vi skal se efter de helt store fremskridt. Behandlingerne vil inden for en nær fremtid rykke længere frem i linjerne, og det vil løfte overlevelsen for de af patienterne, som er kandidater til at få behandlingerne.
De seneste 20 år har de behandlingsmæssige og diagnostiske kriterier løbende ændret sig. Vi sætter ind med behandling tidligere, end vi gjorde for år tilbage, hvilket har betydet, at patienterne responderer bedre. Og kriterierne kommer formentlig til at rykke sig yderligere i årene, der kommer. Til ASH i december så vi data fra protokoller, hvor man havde behandlet patienter med smoldering myelomatose. For nuværende mangler vi redskaber til at selektere de rigtige smoldering-patienter til behandling, men hvis vi bliver bedre til at finde dem med behandlingsbehov, så kan bidrage til at forbedre overlevelsen yderligere, tror jeg.
Det samme er formentlig tilfældet med MRD-guidet behandling. Én af de udfordringer, vi står over for er, at vi de kommende år vil få en del patienter, som bliver langtidsoverlevere, men som fortsat får en hel masse medicin. Her er det vigtigt at blive klogere på, hvilke af disse patienter, vi kan pausere behandlingen for uden at sætte deres overlevelse på spil. Både hvad angår personlige omkostninger og omkostninger for samfundet, er det vigtigt at spare på medicin. Og i sidste ende kan man forestille sig, at behandlingspauserne kan bidrage til at forlænge patienternes overlevelse.
