Tungt behandlede MM-patienter opnår dybt respons på CAR-T-celleterapien anito-cel
ASH: Behandling med den BCMA-rettede CAR-T-celleterapi anitocabtagene autoleucel (anito-cel) fører til overbevisende respons- og overlevelsesrater hos patienter med relaps eller refraktær myelomatose (RRMM), som er progredieret på minimum tre tidligere behandlingslinjer.
Det viser resultater fra fase II-studiet iMMagine-1, som blev præsenteret på det amerikanske hæmatologiske selskab ASH’s årsmøde (abstract #1031).
Ved data cutoff 1. juni 2024 var 58 patienter behandlet med anito-cel og fulgt i en medianperiode på 10,3 måneder (2,0-17,8 måneder). Medianalderen var 66 år (38-77 år), og patienterne havde mediant modtaget fire tidligere behandlingslinjer (3-8).
Effektresultaterne viser, at den samlede responsrate var 95 procent (55 ud af 58 patienter), og den komplette responsrate (CR) var 62 procent (36 ud af 58 patienter). Blandt patienter testet for MRD (n=39) opnåede 92 procent (36 ud af 39) MRD-negativitet.
Seksmåneders PFS- og overlevelses (OS)-raterne var henholdsvis 90 procent (95 % CI 77-96 %) og 95 procent (95 % CI 85-98 %). Median PFS og OS var endnu ikke nået.
Tre dødsfald
Der blev observeret CRS hos 84 procent (49 ud af 58) af patienterne. De fleste tilfælde var milde (64 procent havde grad 1), men der var en enkelt grad 5 CRS-hændelse. Median tid til CRS var to dage (1-17) med en median varighed på tre dage (1-9). ICANS blev observeret hos ni procent (5 ud af 58), primært grad 1-2. Mediantid til ICANS var fem dage med en median varighed på seks dage.
Grad ≥3 neutropeni blev observeret hos 62 procent af patienterne, grad ≥3 trombocytopeni hos 26 procent og grad ≥3 anæmi hos 26 procent. Der var tre bivirkningsrelaterede dødsfald (retroperitoneal blødning, CRS samt en svampeinfektion).
Lovende resultater
Anito-cel er en autolog anti-BCMA CAR-T-celleterapi med en ny D-domain binder, som er under udvikling til patienter med RRMM. Tidligere fase I-data har vist en samlet responsrate (ORR) på 100 procent og en 24-måneders progressionsfri overlevelsesrate (PFS) på 56 procent.
Fase II-studiet iMMagine-1 inkluderede patienter ≥18 år med RRMM, som havde modtaget ≥3 tidligere behandlingslinjer og havde målbart sygdomsaktivitet. Patienterne modtog lymfocytdepleterende kemoterapi (fludarabin og cyklofosfamid) efterfulgt af en enkelt infusion af anito-cel (måldosis: 115×10⁶ CAR+ T-celler).
På baggrund af de præliminære resultater konkluderer forskerne bag studiet, at anito-cel demonstrerer et dybt og vedvarende respons og har en håndterbar bivirkningsprofil hos patienter med RRMM, herunder hos patienter med triple- og pentaklasse-refraktær sygdom. De lægger desuden vægt på, at der ikke opstod forsinkede neurologiske bivirkninger som kranienerveparese, Guillain-Barré-syndrom eller Parkinson-lignende symptomer.