Periodiske MRD-målinger kan vejlede behandlingsvarigheden af myelomatose

Sekventielle vurderinger af målbar restsygdom (MRD) giver en bedre prognostisk værdi end en enkelt MRD-vurdering ved vedligeholdelsesterapien Nilaro (ixazomib) blandt patienter med myelomatose og kan dermed give et fingerpeg om behandlingens varighed.

Det viser et nyt studie (TOURMALINE-MM3-4), hvis resultater er udgivet i Blood. 

Det er vigtig viden, der kan have stor betydning for fremtidig behandlingslængde og patienters overlevelse, mener Niels Abildgaard, der er professor og specialeansvarlig overlæge på Hæmatologisk Afdeling X ved Odense Universitetshospital.

“Vi ved, at det at opnå MRD-negativitet er en vigtig prognostisk værdi, og nu er en valid surrogatmarkør for overlevelse. Studiet viser, at sekventielle målinger ikke blot giver en bedre prognostisk værdi, men også at MRD-negativitet er et pålideligt endepunkt i vedligeholdelsesfasen, og det er interessant,” siger han.

Studiet består af en poolet kohorte af transplantationskvalificerede og -ikke-kvalificerede patienter med nyligt diagnosticeret myelomatose fra fase III-studierne TOURMALINE-MM3 og -MM4, som evaluerede proteasomhæmmeren ixazomib som vedligeholdelsesterapi i to år. 

Den samlede kohorte bestod af i alt 2.077 knoglemarvsaspirater. MRD-status var tilgængelig ved randomisering for 1.280 patienter, som var inkluderet i den endelige analyse. Det gør studiet til det største på området, der har foretaget årlige MRD-evalueringer under vedligeholdelsesterapi ved myelomatose.

Signifikant længere overlevelse

Resultaterne viser, at den median progressionsfri overlevelse (PFS) fra randomisering blev nået i begge undersøgelsesgrupper, men den var signifikant længere hos patienter med MRD-negativ status end blandt MRD-positive (henholdsvis 38,6 vs. 15,6 måneder). Fundene blev fundet ved både en 14 måneders analyse og efter 28 måneder.

Det understreger, at værdien af enkelte MRD-vurderinger er begrænsede, fordi MRD-status over tid i væsentlig grad påvirker PFS-risikoen. 

“Det betyder, at det kan være centralt at følge MRD-målinger blandt myelomatose-patienterne, da det giver et bedre fingerpeg om deres prognose og overlevelse. Det kan dog være svært og ressourcetungt at indføre, men det vil kunne have stor klinisk betydning,” siger Niels Abildgaard.

En MRD-negativ status var i studiet også forbundet med en længere PFS sammenlignet med MRD-positiv status i de fleste undergrupper. Derudover skriver forskergruppen bag studiet også, at “resultaterne bekræfter den øgede risiko for sygdomsprogression hos patienter, der konverterer til en positiv MRD-status”. 

Risikostratificering er indenfor rækkevidde

Resultaterne kan betyde, at man fremover vil vide, hvilke subgrupper af patienter der profiterer bedst af en given vedligeholdelsesbehandling, da det i højere grad er muligt at risikostratificere grupperne ved periodiske MRD-målinger.

Det er et stort skridt ifølge Niels Abildgaard på myelomatose-området, da det har et stort potentiale for at behandle mere målrettet.

“På sigt vil det kunne betyde, at vi vil kunne overveje behandlingsophør ved patienter, der har vedvarende MRD-negativitet, mens man for MRD-positive patienter vil kunne ændre eller skifte behandlingen for at opnå MRD-negativitet,” siger han og understreger, at det kun er på et hypotetisk niveau, indtil man har mere viden på området.

Niels Abildgaard peger samtidig på, at MRD-målinger i dag kun er anvendt i kliniske studier og ikke er en daglig, klinisk praksis ved myelomatose.