"Den nye subgruppeanalyse har specifikt set på livskvalitet hos ældre patienter over 75 år, som jo er de mest skrøbelige – og her ser vi også en gevinst. Det er igen med til at understrege, at daratumumab har revolutioneret myelomatose-behandlingen,” siger Torben Plesner.
Ældre NDMM-patienter opnår også forbedret livskvalitet på D-Rd
ASH: Ældre patienter ≥75 år med nydiagnosticeret myelomatose (NDMM) opnår en signifikant forbedret livskvalitet, når de får Darzalex (daratumumab), Revlimid (lenalidomid) og dexamethason (D-Rd), viser en ny subgruppeanalyse fra MAIA-studiet.
HRQoL har ikke tidligere været dokumenteret så systematisk blandt de mest skrøbelige MM-patienter.
HRQoL er et essentielt parameter for vurderingen af behandlingen i den ældre patientgruppe ≥75 år med NDMM, og data fra den nye subgruppeanalyse af data fra MAIA bidrager til at fastslå værdien af D-Rd, siger Torben Plesner, professor på hæmatologisk afdeling ved Vejle Sygehus.
”Den primære analyse af data fra MAIA-studiet viste, at tillæg af daratumumab til lenalidomid og dexamethason forlængede PFS signifikant, og senere analyser har vist, at behandlingen også fører til en bedre livskvalitet for patienterne. Den nye subgruppeanalyse har specifikt set på livskvalitet hos ældre patienter over 75 år, som jo er de mest skrøbelige – og her ser vi også en gevinst. Det er igen med til at understrege, at daratumumab har revolutioneret myelomatose-behandlingen,” siger han.
Subgruppeanalysen fra MAIA-studiet blev præsenteret på en oral session søndag d. 11. december på den amerikanske hæmatologikongres ASH 2022 (abstract #472). Torben Plesner er medforfatter til studiet.
Afspejler den kliniske hverdag
I MAIA blev 737 patienter med NDMM randomiseret 1:1 til enten D-Rd (n=368) eller Rd (n=369) og behandlet indtil sygdomsprogression eller uacceptabel toxicitet. Alder, Charlson Comorbidity Index og performancestatus ved baseline blev anvendt til at inddele patienterne i en skrøbelig og en ikke-skrøbelig gruppe. 341 patienter blev klassificeret som skrøbelige (D-Rd, n= 172; Rd, n=169).
Patient Reported Outcome (PRO) blev vurderet ved brug af spørgeskemaet EORTC QLQ-C30, som patienterne besvarede ved baseline, samt på dag et af den første, tredje, sjette, niende og tolvte behandlingsserie i et år, og herefter hver sjette måned indtil progression.
Efter en median opfølgningsperiode på 64,5 måneder rapporterede den skrøbelige patientgruppe (der primært bestod af patienter ≥75 år) behandlet med D-Rd større forbedringer i EORTC QLQ-C30 global helbredsstatus (GHS) og fysisk funktionsniveau end patienter, der havde fået behandling med Rd (LS gennemsnitlig ændring fra baseline for D-Rd ved tolvte serie: 12,7 [9,0–16,3] vs. Rd, 9,8 [5,9–13,7). 39 procent af patienterne i D-Rd-gruppen var fortsat i behandling og rapporterede PRO-data efter 48 behandlingsserier, mens det gjalt 17 procent i Rd-gruppen. Ydermere opnåede patienterne i D-Rd-gruppen en større smertereduktion end patienterne i Rd-gruppen.
Der blev ikke observeret meningsfulde ændringer i fatigue-symptomer fra basline i grupperne, mens data for det emotionelle- og sociale funktionsniveau, kvalme og opkast faldt ud til fordel for D-Rd. Den mediane tid til første forbedring var numerisk set kortere med D-Rd vs. Rd for GHS, mens den mediane tid til første forværring var længere med D-Rd vs. Rd for GHS.
“MAIA-studiet har – modsat de fleste andre kliniske studier – inkluderet rigtig mange patienter over 75 år, og på den måde afspejler data fra studiet ret godt alderssammensætningen hos de patienter, vi møder i klinikken. Det er vigtigt og godt, at vi nu har fået bekræftet, at også de ældste patienter opnår en bedre livskvalitet og har færre smerter, når de får daratumumab,” siger Torben Plesner.
Gennemsnitsalderen for de inkluderede patienter i MAIA var 73 år, og 43,6 procent af patienterne var ≥75 år. I den skrøbelige patientgruppe var patienternes gennemsnitsalder 77 år.
Nødvendigt at reducere dosis
Det er ikke alle ældre, skrøbelige NDMM-patienter, der tåler D-Rd i de foreskrevne doser. Hos de patienter, hvor tripletten bliver for toksisk, er det muligt at give dexamethason i mindre doser.
”Det er daratumumab og lenalidomid, der bidrager til at få kontrol over sygdommen. Dexamethason er sådan lidt en følgesvend, der er associeret med en del bivirkninger. Og især de ældre patienter er skrøbelige for den type bivirkninger som et binyrebarkhormon som dexamethason giver. Så hos nogle er det det rigtige at dosisreducere dexamethason. Det gør vi ret ofte i klinisk praksis, og det har de også gjort hos nogle patienter i MAIA-studiet,” siger Torben Plesner.
Han tilføjer:
”Vi ser bivirkninger til dexamethason i MAIA-studiet, men heldigvis ikke så mange og så alvorlige, at de slår igennem og påvirker patienternes samlede vurdering af deres livskvalitet.
Tidligere studier af lenalidomid i MM har vist, at tillæg af dexamethason øgede effekten af stoffet, hvorfor man har valgt at lade kombinationen gå videre og være ’kombinations-partner i de studier, der endte med at føre til godkendelserne af D-Rd.
”Vi ved, at dexamethason spiller en betydelig rolle for bivirkningsprofilen af D-Rd, men hvor stor en rolle stoffet reelt har for effekten, det er der vist ingen, der rigtig ved,” siger Torben Plesner.
Den primære dataanalyse fra MAIA viste, at D-Rd forlængede PFS signifikant i patienter med NDMM sammenlignet med Rd. PFS-gevinsten kunne fortsat vises efter en median opfølgningsperiode på 56,2 måneder, og ved langtidsopfølgningen kunne der samtidig vises en samlet overlevelsesgevinst (OS), dybere responsrater og forbedret livskvalitet i D-Rd-armen. Effektfordelene kunne genfindes i en subgruppe bestående af skrøbelige patienter med en gennemsnitsalder på 77 år efter en median opfølgningsperiode på 36,4 måneder (ikke nået [NR] vs. 30,4 mdr.; HR, 0,62; P=0,003). Specifikke analyser af livskvalitet har ikke tidligere været foretaget i den skrøbelige patientgruppe.