T-celle-omdirigering kan gavne RRMM-patienter ved tilbagefald efter behandling med bispecifikke antistoffer

Myelomatosepatienter, som oplever tilbagefald efter behandling med et bispecifikt antistof, kan have gavn af sekventiel T-celle-'omdirigeringsterapi' (T-cell redirection therapy).

Det konkluderer et mindre studie, som viser, at sekventiel T-celle-omdirigeringsterapi førte til en responsrate på over 80 procent hos patienter med relaps/refraktær myelomatose (RRMM).

I studiet, hvis resultater er publiceret i Blood Advances, deltog 58 myelomatosepatienter, hvis sygdom var progredieret efter et forsøg med bispecifikke antistoffer på Mount Sinai Hospital. Patienterne havde en gennemsnitsalder på 67 år, og 78 procent havde højrisiko cytogenetik. De havde gennemsnitligt modtaget seks tidligere behandlingslinjer.

To vedligeholdelsesbehandlinger

Efter studiet med de bispecifikke antistoffer blev patienterne fulgt i gennemsnitligt 30,5 måneder og modtog i gennemsnit to vedligeholdelsesbehandlinger. Den mest almindelige første vedligeholdelsesbehandling var T-celle-omdirigering hos 19 patienter, mens ti patienter modtog T-celle-omdirigering som anden vedligeholdelsesbehandling.

Resultaterne viste, at T-celle-omdirigeringsbehandling som første eller anden vedligeholdelsesbehandling var mulig og forbundet med en median PFS1 på 28,9 måneder og PFS2 på 30,9 måneder. Den samlede overlevelse (OS) efter to år var 62 procent.

Ud fra studiets resultater konkluderer forskerne bag, at sekventiel brug af forskellige T-celle-omdirigeringsterapier er mulig og kan føre til dybe og varige responser efter tilbagefald efter behandling med bispecifikke antistoffer ved relaps/refraktær myelomatose.