Alvorlige bivirkninger presser højrisiko MDS-patienter ud af behandling

Næsten halvdelen af patienterne med højrisiko myelodysplastisk syndrom (MDS) afbryder behandling med azacitidin allerede inden for de to første serier på grund af bivirkninger.

Det viser nye data fra Aalborg Universitetshospital, som rejser spørgsmålet, om dosisreduktion eller forlængede behandlingsintervaller kunne øge behandlingstolerancen uden at kompromittere den samlede effekt.

"For de højrisiko MDS-patienter, som responderer godt på behandlingen, er medicinen livsforlængende, men desværre virker behandlingen ikke på alle, selv ved fuld behandling. Andre patienter oplever så alvorlige bivirkninger, at de må stoppe behandlingen tidligere end ønsket – ofte på grund af alvorlige infektioner, som kræver hospitalsbehandling," siger overlæge ved Hæmatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, Marianne Tang Severinsen.

Langt de fleste højrisiko MDS-patienter i Danmark, der ikke er kandidater til allogen stamcelletransplantation, tilbydes behandling med azacitidin, men real-world-data viser, at mange aldrig når frem til den kumulerede dosis, der i randomiserede studier er forbundet med øget overlevelse.

I et retrospektivt studie fra Aalborg Universitetshospital har Marianne Tang Severinsen med assistance fra de videnskabelige assistenter ved Hæmatologisk Afdeling, Linea Pilgaard og Simone Brommann, analyseret 103 nordjyske patientforløb med højrisiko MDS behandlet med azacitidin mellem 2010 og 2022. Resultaterne er publiceret i tidsskriftet eJHaem og viser, at bivirkningsbyrden er så stor, at behandlingen ofte afbrydes tidligt.

"Vi ser, at hos 45 procent af patienterne, der afbryder behandlingen inden for de første to serier, skyldes det bivirkninger. Det er problematisk, når vi ved, at den fulde effekt typisk først indtræder efter 4-8 serier, og der til disse patienter ikke findes noget behandlingsalternativ," siger Linea Pilgaard.

Kraftig selektion og dårlig behandlingskontinuitet

Dataene viser, at 77,7 procent af patienterne fik RBC-transfusion allerede i første behandlingscyklus, og at 75 procent blev indlagt under behandlingen. 28 procent blev indlagt mindst tre gange, heraf 19 procent inden for de første fire cyklusser. 94 procent havde brug for en eller flere former for understøttende behandling undervejs.

Medianalderen var 72 år. 61 procent var transfusionsafhængige ved behandlingsstart, og 80 procent havde kompleks karyotype eller TP53-mutation. 52 procent fik dosisreduktion i behandlingsforløbet.

"Det er særligt inden for de to første behandlingsserier, hvor vi ser en rigtig høj grad af indlæggelser, og for hver måned der går, er der i gennemsnit 10 procent færre patienter, der fortsætter deres forløb," siger Simone Brommann.

Responsraten var 35,9 procent. 13,6 procent opnåede komplet remission, 14,6 procent marrow-CR, og 5,8 procent havde hæmatologisk forbedring. 35 procent havde stabil sygdom. Median-overlevelsen var 12,8 måneder, og progressionfri overlevelse 10,3 måneder.

30 procent af patienterne, der fik RBC-transfusion i første cyklus, opnåede senere transfusionsuafhængighed, i median 3,5 cyklusser.

Lavere dosis, samme effekt?

Med støtte fra Regionernes Medicinpulje sætter forskerne nu gang i et større, nationalt studie, der skal gøre dem klogere på, hvilke patienter, der må afbryde behandlingen, og årsagerne til, at de gør det – og om der er sammenhænge mellem dosis, bivirkninger og behandlingseffekt.

"Forhåbentlig kan vi finde ud af, om vi kan blive bedre til at forudsige, hvilke patienter, der har gavn af behandlingen, og på forhånd udpege dem, som ikke kan tåle den," siger Marianne Tang Severinsen.

Hun planlægger desuden et studie, hvor man tester lavere dosis pr. behandling eller øgede intervaller:

"Det langsigtede mål er at finde en mere skånsom behandlingsstrategi, hvor vi kan fastholde patienterne i behandlingen, mens den akkumulerede dosis bliver den samme, så flere kan få gavn af behandlingen," siger hun.