Langtidsdata bekræfter Brukinsa's effekt ved r/r mantle celle lymfom
Den selektive BTK-hæmmer Brukinsa (zanubrutinib) giver holdbare responser og forlænger den progressionsfrie overlevelse (PFS) hos patienter med recidiverende/refraktær (r/r) mantle celle lymfom (MCL).
Det viser analyser af langtidsdata fra et fase II-studie, som også rapporterer, at Brukinsa har en gunstig sikkerhedsprofil.
I studiet, hvis resultater er publiceret i Blood, fik 86 patienter med r/r MCL oral Brukinsa 160 mg to gange dagligt. Det primære endepunkt var samlet responsrate (ORR).
Efter en gennemsnitlig opfølgning på 35,3 måneder var ORR 83,7 procent, og 77,9 procent af patienterne opnåede komplet respons. Den gennemsnitlige responsvarighed blev ikke nået. Den progressionsfrie overlevelse (PFS) var gennemsnitligt 33,0 måneder, mens 36-måneders PFS og den samlede overlevelsesrate (OS) var hhv. 47,6 procent og 74,8 procent.
Næste generation af BTK-hæmmere
De mest almindelige (≥20 procent) bivirkninger var nedsat neutrofiltal (46,5 procent), øvre luftvejsinfektion (38,4 procent), udslæt (36,0 procent), nedsat antal hvide blodlegemer (33,7 procent) og faldende blodpladetal (32,6 procent). De fleste af bivirkningerne var grad 1 eller 2. De mest almindelige (≥10 procent) grad ≥3 bivirkninger var nedsat neutrofiltal (18,6 procent) og lungebetændelse (12,8 procent)0. Hyppigheden af infektion, neutropeni og blødning var højest i de første seks måneder af behandlingen og faldt derefter. Der blev ikke rapporteret tilfælde af atrieflimren, grad ≥3 hjertebivirkninger, sekundære primære maligniteter eller tumorlysesyndrom.
Brukinsa hører til næste generation af BTK-hæmmere, og lægemidlet er designet til potent og vedvarende at hæmme BTK, samtidig med at risikoen minimeres for at ramme off-targets, hvilket man blandt andet ofte ser ved behandling med første generations BTK-hæmmere som f.eks. Imbruvica (ibrutinib). Brukinsa er foreløbigt EU-godkendt til behandling af Waldenströms makroglobulinæmi.