Fase II-studie: IR er effektiv behandling af ældre med mantlecellelymfom
Kombinationen af Imbruvica (ibrutinib) og MabThera (rituximab) er en effektiv behandling af ældre patienter med mantlecellelymfom (MCL).
Det konkluderer forskerne bag en ny fase II-undersøgelse, som samtidig kommer med en stærk anbefaling om at evaluere for hjerte-karrisici ved behandlingsstart.
I studiet, som er publiceret i Journal of Clinical Oncology (https://ascopubs.org/doi/abs/10.1200/JCO.21.01797?cid=DM9111&bid=123312174), undersøgelse forskerne effektiviteten og sikkerheden af den kemoterapifri kombination Imbruvica og MabThera (IR) hos tidligere ubehandlede ældre patienter (på mindst 65 år) med MCL. I alt deltog 50 MCL-patienter med en gennemsnitsalder på 71 år i studiet. 16 procent af patienterne havde højrisiko MCL. Ki-67 procent var lav (< 30 procent) hos 38 (76 procent) af patienterne og moderat høj (≥ 30-50 procent) hos 12 (24 procent) patienter.
71 procent opnåede komplet respons
Patienterne fik Imbruvica sammen med MabThera i op til to år med fortsættelse af Imbruvica alene. Det primære formål var at vurdere den samlede responsrate og sikkerheden ved IR-behandlingen.
Resultaterne viste, at den bedste samlede responsrate var 96 procent. 71 procent opnåede komplet respons. Efter en gennemsnitlig opfølgning på 45 måneder trådte 28 patienter ud af studiet af forskellige årsager (fire på grund af progression, 21 på grund af toksiciteter og tre af forskellige årsager). Den mediane progressionsfrie overlevelse og samlet overlevelse blev ikke nået, og tre-årsoverlevelsen var henholdsvis 87 procent og 94 procent. Ingen af patienterne døde under studiebehandlingen.
22 procent (11) af patienterne havde grad 3 atrieflimren. Grad 3-4 myelosuppression blev set hos under fem procent af patienterne. Differentiel overekspression af CCND1, BIRC3, BANK1, SETBP1, AXIN2 og IL2RA blev noteret hos partielle respondere sammenlignet med patienter med fuldstændig respons.
Forskerne bag studiet understreger at et randomiseret forsøg er nødvendigt for at kunne drage endelige konklusioner.