Medicinrådet blæser på det 4. princip

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Medicinrådet vender tommelfingeren opad til Adcetris

Medicinrådet har anbefalet antistoflægemiddelkonjugatet Adcetris (brentuximab vedotin) kombineret med cyclophosphamid, doxorubicin og prednisolon til patienter med tidligere ubehandlet systemisk anaplastisk storcellet T-cellelymfom (sALCL), som ikke kandiderer til højdosiskemoterapi og stamcelletransplantation.

Medicinrådet traf beslutningen om at anbefale brentuximab vedotin plus cyclophosphamid, doxorubicin og prednisolon (CHP) på rådets møde i går onsdag d. 24. februar. Anbefalingen inkluderer patienter ≥ 60 år med tidligere ubehandlet sALCL, der kandiderer til højdosiskemoterapi (HDT) og autolog stamcelletransplantation (ASCT). I anbefalingen lyder det, at brentuximab vedotin plus CHP sammenlignet med standardbehandlingen med cyclophosphamid, doxorubicin, vincristin og prednisolon (CHOP) ser ud til at forlænge patienternes liv, samt reducere risikoen for forværring af sygdommen uden at påvirke patienternes livskvalitet eller give flere bivirkninger.

Anbefalingen af brentuximab i kombination med CHP glæder Judit Jørgensen, overlæge på Hæmatologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Lymfomgruppe.

”Det er glædeligt, at rådet har vurderet, at brentuximab vedotin er en relevant behandling til denne gruppe af patienter. Vi har at gøre med en sjældent lymfom-type med en forholdsvis dårlig prognose. Med den nye anbefaling får vi mulighed for at tilbyde patienterne en behandling, der kan forlænge deres overlevelse og formentlig er forbundet med mindre toxicitet end den behandling, de får i dag,” siger hun.

To subgrupper udelukket fra anbefaling
Medicinrådet oplyser, at der er to sALCL-subgrupper, som ikke er inkluderet i rådets anbefalingen. Det drejer sig om patienter < 60 år med tidligere ubehandlet sALCL, som kandiderer til HDT og ASCT. For denne gruppe er data, ifølge Medicinrådet, ikke gode nok til, at rådet med sikkerhed kan fastslå, at brentuximab plus CHP er bedre end standardbehandlingen med cyclophosphamid, doxorubicin, vincristin, etoposid og prednisolon (CHOEP). Sammenlignet med CHOEP er brentuximab vedotin desuden et dyrere behandlingsalternativ, og derfor vurderer Medicinrådet samlet set, at sundhedsvæsenets omkostninger til lægemidlet er for høje for denne patientgruppe.

Den anden subgruppe, som er ekskluderet fra anbefalingen er patienter med tidligere ubehandlet ALK-positiv sALCL og lav IPI-score (0-1). Der er ikke dokumentation for behandlingens effekt hos denne patientgruppe, skriver Medicinrådet i anbefalingen.

”Det giver fin mening, at Medicinrådet har valgt at ekskludere disse to subgrupper fra anbefalingen. De ALK-positive anaplastiske T-cellelymfomer har generelt en bedre prognose end de ALK-negative. Har patienten så oven i det en lav IPI-score, vil patienten klare sig godt på standardbehandling. Og patienterne under 60 år vil jo i udgangspunktet blive tilbudt CHOEP plus højdosisbehandling med autolog stamcelletransplantation, som i et nordisk fase II-studie har vist sig at sikre patienterne en god prognose,” siger Judit Jørgensen.

Ifølge vurderingsrapporten udgør SALCL 10-15 procent af de perifere T-cellelymfomer. Der diagnosticeres i omegnen af 20 nye tilfælde af sALCL om året i Danmark, heraf er ca. 40 procent ALK-positive (forekommer hyppigst hos yngre patienter), mens de resterende ca. 60 procent er ALK-negative (forekommer hyppigst blandt patienter på ≥ 60 år). ALK-positiv sALCL har en 5-års overlevelse på 70-93 procent, mens ALK-negativ sALCL har en 5-års overlevelse på 37-49 procent. Hovedparten af alle sALCL er CD30-positive. Valget af behandling afhænger af patienternes alder, komorbiditet, ALK-status og IPI-score.

Gevinst i forhold til samlet overlevelse


Det er fase III-studiet ECHELON-2, som udgør det primære datagrundlag for rådets vurdering af brentuximab plus CHP. I studiet blev 452 patienter med perifert avanceret CD30-positivt T-cellelymfom (heraf havde 70 procent sALCL) randomiseret 1:1 til brentuximab vedotin plus CHP eller CHOP. Patienterne blev stratificeret efter ALK-positiv sALCL versus alle andre histologier samt IPI-score (0-1, 2-3 og 4-5).

Ca. en tredjedel af patienterne var ALK-positive, mens de resterende to tredjedele var ALK-negative. Studiet inkluderede ikke tidligere ubehandlede ALK-positive patienter med lav IPI-score. 45 procent af patienterne i studiet var ≥ 60 år, mens 31 procent var ≥ 65 år. Efter afslutning af forsøgsmedicinen modtog 22 procent af patienterne i den eksperimentelle arm konsoliderende ASCT, mens det gjaldt for 17 procent i kontrolarmen.

Data viste en gevinst i forhold til samlet overlevelse (OS) og progressionsfri overlevelse (PFS) til fordel for brentuximab plus CHP. Data i ansøgningen fra ECHELON-2 baserer sig på data fra data-cutoff i august 2018, som svarer til det prædefinerede tidspunkt for analysen af det primære effektmål. Med en median opfølgning på 42,1 måneder var den mediane OS ikke nået for nogen af armene, mens den estimerede 3-års OS var 76,8 procent for patienterne i den eksperimentelle arm og 69,1 procent for patienterne i kontrolarmen. Data viste videre, at med en median opfølgning på 36,2 måneder var den mediane PFS 48,2 måneder for patienter i den eksperimentelle arm og 20,8 måneder i kontrolarmen 3-års PFS var henholdsvis 57,1 procent og 44,4 procent.

Det er effektestimaterne fra dette data-cutoff, som har dannet grundlag for fagudvalgets kategorisering af effektmålet OS. I vurderingsrapporten oplyses det imidlertid, at en dataanalyse ved et senere data cutoff er inddraget som støtte i den samlede vurdering. Det oplyses yderligere i vurderingsrapporten, at ”I forbindelse med sagsbehandlingen har ansøger indsendt 5-års data for OS og PFS fra ECHELON-2-studiet. OS-data for populationen med sALCL er ikke publiceret, mens PFS-data og data fra studiets ITT-population er offentliggjort i et abstract fra konferencen (ASH 2020 red.). I lighed med ovenstående inddrages 5-års data som støtte i den samlede vurdering af effektmålene OS og PFS.”

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift