Måske er tiden inde til at udskifte bemandingen af Medicinrådet

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Nyt indeks skal sikre patienter med Burkitt lymfom en mere præcis prognose

Lasse Hjort Jakobsen

ASH: Ved brug af de tilgængelige prognostiske redskaber er det ikke muligt nøjagtig at differentiere mellem høj- og lavrisiko patienter med Burkitt lymfom, hvilket betyder, at ikke alle patienter i denne gruppe får tilbudt den rette behandling. Et nyt indeks skal sikre, at patienterne fremadrettet får en mere præcis prognose.

I dag benyttes IPI-indekset til at risikovurdere patienter med den sjældne og aggressive form for lymfekræft, Burkitt lymfom. IPI-indekset er imidlertid udviklet til diffust storcellet B-cellelymfom (DLBCL), hvilket betyder, at klassificeringen af Burkitt lymfomerne har været unøjagtig. Et studie med dansk deltagelse har udviklet et nyt prognostisk indeks, som med stor nøjagtighed inddeler patienter med Burkitt lymfom i tre risikogrupper.

”Vi har udviklet og valideret en prognostisk model, ud fra hvilken vi mere præcist kan informere patienterne om deres udsigter allerede på diagnosetidspunktet og samtidig vurdere, hvilke patienter, der med fordel vil kunne tilbydes deltagelse i kliniske forsøg. Det giver os bedre forudsætninger for at vælge den rette strategi fra starten, og f.eks. skåne lavrisikopatienter for at skulle igennem en meget toksisk behandling uden grund,” siger Lasse Hjort Jakobsen, biostatistiker på Hæmatologisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital.

Hæmatologisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital har stået i spidsen for dataindsamlingen i Europa, mens Sir Charles Gairdner Hospital i Perth har stået i spidsen for den i USA, Australien og Canada. Det var en repræsentant fra den amerikanske gruppe, der fremlagde studiet på en oral session mandag på ASH.  

Få patienter har udgjort en udfordring

Patienter med Burkitt lymfom udgør to procent af alle non-Hodgkin lymfomer. Grundet patientpopulationens lille størrelse har det traditionelt set været vanskeligt at indsamle tilstrækkelige datamængder til at estimere overlevelse. I studiet er denne udfordring løst ved at inkludere data fra patienter fra centre i både Canada, USA, Australien, Skandinavien og Storbritannien.

Det Burkitt-specifikke indeks er udviklet ved at undersøge data fra de 633 patienter i udviklingskohorten og analysere disse ved brug af 20 demografiske og sygdomsspecifikke variable. Ud fra statistisk beregninger har forskerne herefter udvalgt fire variable, som indgår i indekset og tilsammen kan anvendes til at udregne den enkelte patients risikoscore på diagnosetidspunktet. Modellen er valideret på nye 457 patienter.

”De fire variable er udvalgt, da de giver det mest præcise billede af, hvilke patienter, som er i størst risiko for at opleve negative events, manglende behandlingsrespons eller død. Vores hensigt var, at modellen skulle være simpel at gå til, så den var nem at tage i brug i klinisk praksis,” siger Lasse Hjort Jakobsen.

Indekset er klar til klinisk anvendelse

De fire variable, som tilsammen udgør indekset, er alder, performancestatus, LDH-værdi og CNS-involvering. Der tildeles nul eller ét point for hver variabel. Patienter, der er ≥40 år tildeles et point. Det samme gælder for patienter med performancestatus ≥2 og LDH ≥3 gange den øvre normalgrænse, samt patienter, der har CNS-involvering. Den samlede pointscore oversættes til en risikoscore. Nul point giver en lav risikoscore, ét point giver en intermediær risikoscore, mens to-fire point giver en høj risikoscore.

I studiet udgjorde lavrisikogruppen 18 procent af de 457 patienter, den intermediære gruppe udgjorde 36 procent og højrisikogruppen 46 procent. Risikogrupperne var korreleret til en treårig PFS-rate på henholdsvis 92, 72 og 53 procent. Ved brug af IPI-indekset ville 78 procent af patienterne være blevet kategoriseret som højrisikopatienter.

”Modellen kan tages i brug nu. Men for nuværende kan vi kun bruge den til at informere patienterne ud fra. På sigt vil vi kunne anvende den til at tilrettelægge en behandlingsstrategi efter. Det kræver dog, at der er protokoller, som vi kan søge om at få inkluderet relevante højrisikopatienter i,” siger Lasse Hjort Jakobsen.

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift