Nyt studie: Optimal behandling af tidlig FL er uafklaret

Der er behov for randomiserede studier for at bestemme den optimale behandlingsmetode for follikulært lymfom (FL) i tidligt stadium, konkluderer australske forskere i en retrospektiv undersøgelse.

Studiet, som er offentliggjort i tidsskriftet Blood Advances, viser, at der er lignende resultater blandt patienter, der har modtaget strålebehandling, immun-kemoterapi, kombineret modalitetsbehandling (CMT) og aktiv overvågning (WW). Mens der var nogle forskelle i progressionsfri overlevelse (PFS), var der i studiet ingen signifikante forskelle i samlet overlevelse (OS) mellem nogen af ​​de aktive behandlinger eller mellem patienter, der modtog aktiv behandling og dem, der blev administreret med WW.

I undersøgelsen analyserede forskerne data på 365 patienter med nyligt diagnosticeret fase I/II FL. Patienterne havde en medianalder på 63 år, og mere end halvdelen var mænd. De blev diagnosticeret i perioden 2005-2017, og medianopfølgningen var 45 måneder. De fleste patienter (280) modtog aktiv behandling, men 85 blev administreret med WW. WW-patienterne var ældre og havde mere ekstranodalt engagement.

Typer af aktiv behandling inkluderede strålebehandling alene (171 patienter), immun-kemoterapi alene (63 patienter) og CMT (46 patienter). Sammenlignet med de andre grupper havde patienter, der modtog strålebehandling alene, mindre bulk sygdom, færre nodalsteder og færre B-symptomer og var mere tilbøjelige til at have fase I-sygdom. Patienter, der modtog CMT, havde færre B-symptomer og lavere FLIPI-score sammenlignet med patienter, der modtog immun-kemoterapi.

De anvendte immun-kemoterapimetoder var i vid udstrækning baseret på Mabthera (rituximab). I alt modtog 106 patienter Mabthera (alene eller i kombination) til induktion, og 49 modtog vedligeholdelses-Mabthera (37 i immun-kemoterapi-gruppen og 12 i CMT-gruppen).

Responsraterne var ens blandt de aktive behandlingsgrupper: 95 procent i strålebehandlingsgruppen, 96 procent i immun-kemoterapigruppen og 95 procent i CMT-gruppen (P = .87).

Der var en signifikant forskel i PFS mellem strålebehandling, immun-kemoterapi og CMT-grupper (P = 0,023), men der var ingen forskel i OS mellem disse grupper (P = .38). Der var ingen signifikant forskel i PFS mellem immun-kemoterapi og CMT-grupper (HR 1,78; P = .24), så forskerne kombinerede disse grupper i en enkelt gruppe kaldet ’systemisk terapi’. Patienterne behandlet med systemisk terapi havde PFS (HR 1,32; P = 0,96) og OS (HR 0,46; P = .21) svarende til det hos patienter behandlet med strålebehandling alene.

Vedligeholdelses-Mabthera var forbundet med langvarig PFS blandt patienter, der blev behandlet med systemisk terapi (HR 0,24; P = 0,017). Der var imidlertid ingen signifikant forskel i OS mellem patienter, der modtog vedligeholdelse, og dem, der ikke gjorde det (HR 0,89; P = .90).

Tilbagefald var mindre almindeligt blandt patienter, der modtog vedligeholdelsesbehandling, og der var ingen tilfælde af transformation i denne gruppe. Tilbagefald forekom i 24,6 procent af strålebehandlingsgruppen, 18,3 procent af den systemiske terapigruppe og 4,1 procent af gruppen, der modtog systemisk terapi plus vedligeholdelse (P = 0,006). Transformation var mindre sandsynlig i den systemiske terapigruppe (1,8 procent) end i strålebehandlingsgruppen (6,4 procent) og WW-gruppen (9,4 procent) (HR 0,20; P = 0,034).

Samlet set havde den aktive behandlingsgruppe bedre PFS end WW-gruppen (HR 0,52; P = 0,002), men der var ingen signifikant forskel i OS mellem grupperne (HR 0,94; P = 0,90).

”Baseret på vores sammenlignelige OS mellem WW og aktivt behandlede patienter, kan WW betragtes som en indledende styringsstrategi i den tidlige fase af FL. Langtidsopfølgning er dog nødvendig for at afgøre, om der findes en overlevelsesgevinst, der favoriserer aktiv behandling,” konkluderer forskerne bag undersøgelsen.