Kristian Lunds blog

Nyt studie: Optimal behandling af tidlig FL er uafklaret

Der er behov for randomiserede studier for at bestemme den optimale behandlingsmetode for follikulært lymfom (FL) i tidligt stadium, konkluderer australske forskere i en retrospektiv undersøgelse.

Studiet, som er offentliggjort i tidsskriftet Blood Advances, viser, at der er lignende resultater blandt patienter, der har modtaget strålebehandling, immun-kemoterapi, kombineret modalitetsbehandling (CMT) og aktiv overvågning (WW). Mens der var nogle forskelle i progressionsfri overlevelse (PFS), var der i studiet ingen signifikante forskelle i samlet overlevelse (OS) mellem nogen af ​​de aktive behandlinger eller mellem patienter, der modtog aktiv behandling og dem, der blev administreret med WW.

I undersøgelsen analyserede forskerne data på 365 patienter med nyligt diagnosticeret fase I/II FL. Patienterne havde en medianalder på 63 år, og mere end halvdelen var mænd. De blev diagnosticeret i perioden 2005-2017, og medianopfølgningen var 45 måneder. De fleste patienter (280) modtog aktiv behandling, men 85 blev administreret med WW. WW-patienterne var ældre og havde mere ekstranodalt engagement.

Typer af aktiv behandling inkluderede strålebehandling alene (171 patienter), immun-kemoterapi alene (63 patienter) og CMT (46 patienter). Sammenlignet med de andre grupper havde patienter, der modtog strålebehandling alene, mindre bulk sygdom, færre nodalsteder og færre B-symptomer og var mere tilbøjelige til at have fase I-sygdom. Patienter, der modtog CMT, havde færre B-symptomer og lavere FLIPI-score sammenlignet med patienter, der modtog immun-kemoterapi.

De anvendte immun-kemoterapimetoder var i vid udstrækning baseret på Mabthera (rituximab). I alt modtog 106 patienter Mabthera (alene eller i kombination) til induktion, og 49 modtog vedligeholdelses-Mabthera (37 i immun-kemoterapi-gruppen og 12 i CMT-gruppen).

Responsraterne var ens blandt de aktive behandlingsgrupper: 95 procent i strålebehandlingsgruppen, 96 procent i immun-kemoterapigruppen og 95 procent i CMT-gruppen (P = .87).

Der var en signifikant forskel i PFS mellem strålebehandling, immun-kemoterapi og CMT-grupper (P = 0,023), men der var ingen forskel i OS mellem disse grupper (P = .38). Der var ingen signifikant forskel i PFS mellem immun-kemoterapi og CMT-grupper (HR 1,78; P = .24), så forskerne kombinerede disse grupper i en enkelt gruppe kaldet ’systemisk terapi’. Patienterne behandlet med systemisk terapi havde PFS (HR 1,32; P = 0,96) og OS (HR 0,46; P = .21) svarende til det hos patienter behandlet med strålebehandling alene.

Vedligeholdelses-Mabthera var forbundet med langvarig PFS blandt patienter, der blev behandlet med systemisk terapi (HR 0,24; P = 0,017). Der var imidlertid ingen signifikant forskel i OS mellem patienter, der modtog vedligeholdelse, og dem, der ikke gjorde det (HR 0,89; P = .90).

Tilbagefald var mindre almindeligt blandt patienter, der modtog vedligeholdelsesbehandling, og der var ingen tilfælde af transformation i denne gruppe. Tilbagefald forekom i 24,6 procent af strålebehandlingsgruppen, 18,3 procent af den systemiske terapigruppe og 4,1 procent af gruppen, der modtog systemisk terapi plus vedligeholdelse (P = 0,006). Transformation var mindre sandsynlig i den systemiske terapigruppe (1,8 procent) end i strålebehandlingsgruppen (6,4 procent) og WW-gruppen (9,4 procent) (HR 0,20; P = 0,034).

Samlet set havde den aktive behandlingsgruppe bedre PFS end WW-gruppen (HR 0,52; P = 0,002), men der var ingen signifikant forskel i OS mellem grupperne (HR 0,94; P = 0,90).

”Baseret på vores sammenlignelige OS mellem WW og aktivt behandlede patienter, kan WW betragtes som en indledende styringsstrategi i den tidlige fase af FL. Langtidsopfølgning er dog nødvendig for at afgøre, om der findes en overlevelsesgevinst, der favoriserer aktiv behandling,” konkluderer forskerne bag undersøgelsen.

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift