Bispecifikke antistoffer kan blive nyt våben mod aggressivt CNS-lymfom
Patienter med tungt behandlede aggressive B-celle non-Hodgkin lymfomer (B-NHL) med CNS-involvering har tilsyneladende stor gavn af at få behandling med CD3xCD20 bispecifikke antistoffer. Der observeres dog en højere forekomst af neurologisk toksicitet end forventet.
Det viser et multicenter, retrospektivt real-world-studie fra det amerikanske CUBIC-konsortium, som for nylig er publiceret i Blood Cancer Journal.
CD3xCD20 bispecifikke antistoffer er godkendt til behandling af B-NHL-patienter med relaps eller refraktær sygdom i Europa og i flere af vores nabolande. Patienter med aktiv CNS-involvering var imidlertid ekskluderet fra registreringsstudierne, hvorfor evidensen blandt disse patienter er meget sparsom. Det nye amerikanske studiet udgør den største real-world-opgørelse af CD3xCD20-bispecifikke antistoffer blandt patienter med B-NHL med CNS-involvering til dato.
Studiet har inkluderet 28 patienter med relaps eller refraktær B-NHL med aktiv eller tidligere CNS-involvering, heraf 18 patienter med aktiv CNS-sygdom. Kohorten var behandlet med et kommercielt CD3xCD20 bispecifikt antistof (glofitamab, epcoritamab eller mosunetuzumab) på seks amerikanske centre i perioden 2023-2025. Knap to tredjedele af patienterne med aktivt CNS-lymfom havde tidligere fået CAR-T-celleterapi, 78 procent var refraktære over for seneste behandlingslinje og 72 procent havde samtidig systemisk og CNS-sygdom.
Studiet demonstrerer signifikant klinisk CNS-aktivitet ved behandling med bispecifikke antistoffer – både som monoterapi eller i kombination med andre behandlingsregimer (BTK-hæmmere, stråleterapi, intratekal – og systemisk kemoterapi) – med en samlet CNS responsrate (ORR) på 65 procent, inklusiv komplet respons (CR) hos 35 procent af patienterne. Responsraterne var særligt markante hos patienter med parenkymatøs CNS-affektion (CNS-ORR: 75 procent, CNS-CR: 42 procent).
Flere ICANS end forventet
Ingen af de patienter, som opnåede CR (n=6), fik tilbagefald i løbet af den mediane opfølgningsperiode på 12 måneder. Blandt patienter med tidligere CNS-involvering forekom CNS-relaps hos 2 ud af 10 patienter under opfølgningen.
Studiet fandt ingen signifikant forskel i progressionsfri overlevelse (PFS) blandt patienter, som fik bispecifikke antistoffer som monoterapi (en tredjedel af patienterne) og de patienter, der fik bispecifikke antistoffer i kombination med anden behandling. Seksmåneders PFS-raten var således 50 procent ved monoterapi og 38 procent ved kombinationsbehandling.
Forekomsten af CRS lignede den, der er observeret i registreringsstudierne, men i real world-kohorten sås en højere forekomst af ICANS end forventet. ICANS blev observeret hos 25 procent af patienterne, mens grad 3-4 ICANS sås hos to patienter. ICANS forekom både hos patienter med aktiv og tidligere CNS-involvering og ofte uden samtidig CRS. Ingen af de patienter med aktiv CNS-sygdom, der udviklede ICANS, opnåede CR.
Forskerne understreger, at real world-kohorten er for lille til, at man kan konkludere noget endeligt. Desuden er studiets konklusioner begrænsede af, at studiet er retrospektivt med kort opfølgningstid. Forskerne peger på, at det er nødvendigt med større, prospektive studier for at kunne definere bispecifikke antistoffers rolle hos patienter med B-NHL med CNS-involvering – særligt hvad angår neurotoksicitet og varighed af respons.
CAR-T-celleterapi har de senere år forbedret responsraterne blandt lymfompatienter med CNS-involvering, men holdbarheden ofte begrænset. Der er således fortsat et stort unmet need for denne patientgruppe.
