Amerikansk lægemiddelvirksomhed nedlægger to CAR-T-programmer
Det amerikanske lægemiddelfirma Johnson & Johnson har afbrudt udviklingen af to CAR-T-kandidater, som ellers tidligere er blevet spået et stort potentiale inden for behandlingen af patienter med diffust storcellet B-cellelymfom (DLBCL).
Behandlingslandskabet inden for DLBCL forandres hastig disse år, og det er én af de primære årsager til, at Johnson & Johnson nu har valgt at lægge de to CAR-T-udviklingsprogrammer i graven. Derudover beskrives beslutningen som strategisk og baseret på porteføljeprioriteringer. Det oplyser det svenske online-medie Life Science Sweden.
Johnson & Johnson opkøbte de to CAR-T-programmer, som nu er nedlagt, i 2023 af medicinalfirmaet Cellular Biomedicine for omkring 245 millioner dollar. De var tænkt til at supplere og styrke firmaets CAR-T-portefølje. I det ene program afprøvedes en CD20-rettet CAR-T-celleterapi, mens man i det andet program undersøgte en bispecifik CAR-T-celleterapi målrettet CD19 og CD20.
Især den bispecifikke CAR-T-kandidat blev spået et stort potentiale.
Så sent som i 2025 rapporterede den bispecifikke CAR-T-kandidat således komplette responsrater på 75-80 procent i anden – og senere behandlingslinjer blandt patienter med DLBCL i et fase Ib-studie. Og i forbindelse med en præsentation for mulige investorer i september sidste år beskrev Johnson & Johnsons videnskabelige direktør, John Reed, CAR-T-celleterapien som en potentiel ”best-in-disease’-kandidat og indikerede, at det næste skridt var at undersøge behandlingen i et fase III-setup. Samtidig blev de meldt ud, at begge CAR-T-programmer formentlig ville nå markedet i 2030 og forventedes at genere at salg på over fem mia. dollar.
Ifølge Johnson & Johnson vil de patienter, der deltager i de igangværende kliniske studier, fortsat modtage behandling og opfølgning i henhold til studieprotokollerne.

