Nye biomarkører kan forbedre risikovurdering for hjertekarsygdom ved klassisk Hodgkin lymfom
Patienter behandlet for klassisk Hodgkin lymfom, som har tre udvalgte protein-biomarkører i plasma, har en signifikant øget risiko for at udvikle hjertekarsygdom, viser et nyt eksplorativt studie. Fundene taler for at inkorporere biomarkører i risikoprædiktionen.
Det eksplorative studie er gennemført af en gruppe svenske forskere fra Uppsala Universitet, og er for nylig publiceret i BMC Cardio-Oncology.
Daniel Molin, lektor ved afdeling for immunologi, genetik og patologi ved Uppsala Universitet, gør i et opslag på LinkedIn opmærksom på studiet, og opsummerer fundene på følgende vis:
”Vores nye eksplorative studie identificerer tre biomarkører, der reflekterer forskellige biologiske processer associeret med kardiovaskulær sygdom hos patienter behandlet for klassisk Hodgkin lymfom.”
Forskerne har analyseret 182 proteiner i plasmaprøver fra 56 patienter med klassisk Hodgkin lymfom (54 patienter med primær sygdom og to patienter med relaps sygdom) og 60 raske kontroller. Patientprøverne blev prospektivt indsamlet før, under og efter behandling med kemoterapi og/eller stråleterapi. Analysen af patientprøver indsamlet efter endt behandling demonstrerede en statistisk signifikant sammenhæng mellem det sammensætte endepunkt hjertesvigt og iskæmisk hjertesygdom og de tre protein-biomarkører CYR61, GPNMB og ALCAM.
Fundene taler ifølge forskerne for, at der inkorporeres en biomarkøranalyse i risikoprædiktionen med det formål at identificere patienter med klassisk Hodgkin lymfom, som er i høj risiko for kardiovaskulære events, og som derfor har behov for en mere målrettet opfølgning efter endt behandling.
Stigende prævalens af CVD
Patinter med klassisk Hodgkin lymfom har en rigtig god prognose. De nyeste danske tal for relativ overlevelse viser, at 95 procent af patienterne er i live efter et år, mens 94 procent af kvinder og 89 procent af mænd er i live efter fem år. Kardiovaskulær toksicitet er imidlertid en velkendt senkomplikation til den behandling, patienterne modtager (kemoterapi (især doxorubicin) og stråling af brystkassen). Blandt yngre patienter og patienter med tidlig stadie-sygdom overstiger mortaliteten relateret til sen-toksicitet således mortaliteten ved recidiv af lymfomsygdommen, og det understreger behovet for at udvikle strategier, som kan minimere den sene toksicitet.
Ud over at undersøge associationen mellem bestemte protein-biomarkører og risikoen for hjertekarsygdom, har studiet evalueret forekomsten af kardiovaskulær sygdom hos patienterne på diagnosetidspunktet samt efter initiering af anti-lymfombehandling. Data viste, at 13 patienter (23,2 procent) havde hjertekarsygdom ved diagnose. Tallet steg til 20 patienter (35,7 procent) i løbet af opfølgningsperioden. Til sammenligning var prævalencen i kontrolgruppen 23,3 procent.
Patienterne modtog doxorubicin i en gennemsnitlig dosering på 234 mg/m2 i 0 til 8 serier behandling. Den mediane opfølgning i patientkohorten var 6,5 år. 11 ud af de 56 patienter modtog stråleterapi som en del af deres behandling, herunder stråling af brystkassen. Beregnede hjerte- og LAD-doser var ikke tilgængelige.
