Største real world-kohorte til dato bekræfter potentialet ved CAR-T til SCNSL

ASH: Med en 12-måneders progressionsfri overlevelses (PFS)-rate på omkring 50 procent og en lav tilbagefaldsrate ud over 12 måneder er CAR-T-celleterapi tilsyneladende en effektiv behandling til patienter med sekundært CNS-lymfom – en patientgruppe, der ellers har været ekskluderet fra de større kliniske CAR-T-studier.

Effekt og toksicitet ved CAR-T-celleterapi hos patienter med sekundært CNS-lymfom er testet i et real world-studie baseret på data fra DESCAR-T-registeret. Outcomes for CNS-kohorten er sammenholdt med data fra en kohorte udgjort af 1614 CAR-T-behandlede patienter med diffust storcellet B-cellelymfom (DLBCL) uden CNS-involvering. Studiet blev præsenteret ved de amerikanske hæmatologers årsmøde ASH 2025 (abstract #abs25-2785).

CNS-kohorten inkluderede 195 patienter med en medianalder på 65 år. Hovedparten havde en ECOG PS på 0-1 ved opstart af CAR-T-celleterapi. Efter en median followup på 18 måneder var 66 procent af patienterne i komplet remission (CR), mens 12 procent var i partiel remission (PR). PFS-raten efter 12 og 18 måneder var henholdsvis 46 og 37 procent. Der sås seks tilfælde af relaps ud over 12 måneder. Den samlede overlevelses (OS)-rate ved 12 måneder var 66 procent og 53 procent ved 18 måneder. CR eller PR forud for infusion med CAR-T-celler var signifikant associeret med længere PFS og OS.

Efter at have korrigeret data for performancestatus kunne der ikke observeres en signifikant forskel i effekt mellem CNS-kohorten og DLBCL-kohorten (samlet responsrate (ORR), p=0,20; PFS, p=0,13 og OS, p=0,28).

”Effektivitets- og toksicitetsdata – især hvad angår neurotoksicitet – var komparable med data observeret i DLBCL. Der er brug for flere studier med længere opfølgning, der kan understøtte disse resultater, og som kan afgøre den optimale placering af CAR-T-celleterapi i behandling af CNS-lymfomer,” lyder det i abstractet.      

Ekskluderet fra studierne

Patienterne i real world-studiet havde en initial B-celle lymfomdiagnose (eksklusiv Burkitt - og primært CNS lymfom) og CNS-involvering. Patienter, som fik CAR-T-behandling som en del af et klinisk studie eller som fik behandling efter at være progredieret på CAR-T-celleterapi, var ekskluderet. De fleste af patienter i studiet havde DLBCL (77 procent), mens de resterende patienter havde transformeret indolent lymfom (13 procent) eller andre high-grade B-cellelymfomer (10 procent). Knap halvdelen havde fået minimum to tidligere linjer behandling, og ni ud af ti patienter havde modtaget bridging.  

På tidspunktet for CAR-T-celleinfusionen var 56 procent af patienterne i CR eller PR. 71 procent af patienterne fik Yescarta (axicabtagene ciloleucel, axi-cel), 16 procent fik Breyanzi (lisocabtagene maraleucel, liso-cel), og de sidste 13 procent fik Kymriah (tisagenlecleucel, tisa-cel). 

Sikkerhedsdata viser, at 81 procent af patienterne i CNS-kohorten fik CRS, heraf 5 procent med grad ≥3 CRS. 43 procent af patienterne udviklede neurologisk toksicitet (20 procent grad ≥3). Der kunne ikke påvises en signifikant ubalance mellem de to kohorter, og der var ingen signifikant forskel i forhold til CRS-incidens (84 procent versus 87 procent, p=0,28), neurotoksicitet-incidens (45 procent versus 43 procent, p=0,68), inklusiv grad ≥3 neurologisk toksicitet (16 procent versus 13 procent, p=0,28). 

Hidtil har lymfompatienter med CNS-involvering været ekskluderet fra de pivotale studier, der har undersøgt anti-CD19 CAR-T-celleterapi grundet bekymringer om neurologisk toksicitet. De senere år har flere studier indikeret, at bekymringen ikke havde noget på sig – men de har alle været små og med korte opfølgninger.