
”Studiet adresserer behovet for at udvikle nye, kemofrie behandlingsalternativer i første linje. Og ud fra disse data at dømme er mosunetuzumab et godt bud på et sådan alternativ. Behandlingen er nem at administrere, effekten er god, og bivirkningerne er generelt tolerable. Det tegner rigtig lovende," siger Paw Jensen.
Overlæge: Mosunetuzumab er et interessant bud på en ny 1L-behandling ved FL med høj tumorbyrde
ICML: Patienter med follikulært lymfom (FL) med høj tumorbyrde responderer godt på førstelinjebehandling med det bispecifikke antistof Lunsumio (mosunetuzumab), viser fase II-studie. Tre ud af fem patienter kommer i komplet metabolisk respons på behandlingen, og det tegner meget lovende, siger overlæge Paw Jensen.
Resultaterne for mosunetuzumab i første linje til FL-patienter med høj tumorbyrde stammer fra en interim-analyse fra fase II-studiet MORNINGSUN, der blev præsenteret ved den internationale konference for malignt lymfom (ICML 2025) i midten af juni (abstract #099).
Mosunetuzumab administreret intravenøst (IV) er allerede godkendt i Europa til behandling af patienter med relaps eller refraktær FL efter to eller flere tidligere behandlingslinjer. Det bispecifikke antistof har desuden demonstreret høje responsrater (ORR, 74 procent; CR, 59 procent) hos FL-patienter, som har modtaget mere end tre tidligere linjer i et pivotalt fase II-studie. Nu er lægemidlet så rykket helt frem i første linje, hvor det afprøves blandt FL-patienter med høj tumorbyrde – og det ser rigtig lovende ud, siger Paw Jensen, overlæge på Afdeling for Blodsygdomme ved Aalborg Universitetshospital.
”Studiet adresserer behovet for at udvikle nye, kemofrie behandlingsalternativer i første linje. Og ud fra disse data at dømme er mosunetuzumab et godt bud på et sådan alternativ. Behandlingen er nem at administrere, effekten er god, og bivirkningerne er generelt tolerable. Det tegner rigtig lovende, og det er et meget relevant studie, som jeg ser frem til at få data med længere opfølgning fra.”
Paw Jensen overværede præsentationen af data fra MORNINGSUN, og han fornemmede, at den entusiasme han selv har omkring data, kunne genfindes blandt de resterende tilhørere.
Et rigtig godt bud
Efter en median opfølgning på 13,9 måneder var 12-måneders progressionsfri overlevelses (PFS)-raten 82,8 procent (95% CI 73,0-89,3), og den samlede responsrate (ORR) 87,3 procent. 60,8 procent af patienterne fik komplet metabolisk respons (CMR) på behandlingen. Blandt de 89 procent af patienterne, der fik respons, var den mediane tid til respons (TTR) 2,7 måneder.
”Resultaterne kvalificerer ikke til, at vi allerede nu bruger mosunetuzumab i første linje. Vi har brug for at se, hvordan behandlingen performer på den længere bane, og så skal den sammenlignes i et randomiseret studie med vores nuværende standard. Men det er interessante data, som giver et rigtig godt bud på, hvordan en kemofrit førstelinje-alternativ kunne se ud ved follikulært lymfom,” siger Paw Jensen.
Han pointerer, at der er truffet nogle gode valg i designet af studiet.
”De cellulære terapier såsom mosunetuzumab er kemofrie, men det gør dem ikke bivirkningsfrie. Patienter med follikulært lymfom lever i gennemsnit mere end 20 år fra diagnosetidspunktet, og det betyder, at det tager mange år at få et fyldestgørende billede af nye behandlingers effekt og bivirkningsprofil. I studiet her har man valgt at give mosunetuzumab til patienter med høj tumorbyrde. Det er et fornuftigt valg for ikke at risikere at give unødige bivirkninger til patienter med lavrisikosygdom,” siger Paw Jensen.
Hæmatologisk Tidsskrift: Der findes andre CD20xCD3 bispecifikke antistoffer, som har vist sig at være mere potente end mosunetuzumab, for eksempel glofitamab og epcoritamab. Hvad er rationalet ved at satse på et mindre potent lægemiddel i første linje ved follikulært lymfom?
”Jeg kender ikke rationalet, men jeg tænker, at det skyldes, at mosunetuzumab er mindre bivirkningstungt end eksempelvis epcoritamab og glofitamab. Det går måske lidt ud over effekten at vælge mosunetuzumab, men ved en sygdom som follikulært lymfom, hvor behandlingerne ikke har et kurativt sigte, så er man mindre risikovillig end ved for eksempel diffust storcellet B-cellelymfom, hvor målet er kurativt,” siger Paw Jensen.
Læse det med småt
MORNINGSUN inkluderede 102 patienter med tidligere ubehandlet FL med høj tumorbyrde. De havde en medianalder på 65 år. 91,2 procent havde Ann Arbor stadie III/IV-sygdom, og 78,4 procent havde en FLIPI-score på ≥ 2. Mosunetuzumab blev administreret subkutant (med en step up-dosering i serie ét) i serier à 21 dage i op til 17 serier (et år). Patienter, som opnåede partielt eller CMR efter 17 seriers behandling kunne få mosunetuzumab som vedligeholdelsesbehandling i op til ét år. Studiets primære endepunkt var PFS-rate ved 24 måneder, mens vigtige sekundære endepunkter inkluderede ORR, tid til respons (TTR) og sikkerhed.
Ved data-cutoff havde 55 patienter gennemført den initiale 17 seriers behandling, 31 patienter havde afbrudt behandlingen (primært grundet sygdomsprogression [n = 19] og bivirkninger [AEs; n = 4]) og de resterende 16 patienter var fortsat i behandling. 42 patienter fik mosunetuzumab-vedligeholdelse, heraf var 38 fortsat i behandling på tidspunktet for data-cutoff.
“Der er en rimelig høj andel af patienterne, som falder fra undervejs. Hvis jeg skal tage den positive kasket på, så kan nogle af de patienter, som afbryder behandlingen grundet bivirkninger, godt have nået at få en del effekt af behandlingen, og således alligevel bidrage til den ret høje 12-måneders PFS-rate. Men vi er nødt til at se publikationen og læse det med småt for at kunne vurdere det mere sikkert,” siger Paw Jensen.
De mest almindelig AEs (≥ 30 procent) var injektionssteds-reaktioner (57,8 procent), fatigue (42,2 procent), CRS (34,3 procent; alle grad 1 eller 2), hovedpine (31,4 procent) og kvalme (30,4 procent). Grad ≥ 3 AEs og alvorlige AEs blev rapporteret hos henholdsvis 44,1 procent og 29,4 procent af patienterne.