Ny BCL2-hæmmer plus zanubrutinib viser høj komplet responsrate ved fremskreden MCL
EHA: Kombinationsbehandling med den eksperimentelle BCL2-hæmmer sonrotoclax (BGB-11417)og BTK-hæmmeren Brukinsa (zanubrutinib) fører til en komplet responsrate (CR) på over 60 procent hos patienter med relaps eller refraktær mantle celle lymfom (MCL).
Det viser nye resultater fra fase I-studiet BGB-11417-101, som blev præsenteret på det europæiske hæmatologiske selskabs EHA's årsmøde 2025 (abstract #S234).
Ved data cutoff var der inkluderet 49 patienter med relaps eller refraktær MCL. Medianalderen var 68 år (spændvidde 45-85), og 69,4 procent var mænd. Patienterne havde fået mindst én tidligere behandling. 15 patienter havde fået stamcelletransplantation (1 allogen, 14 autolog), 1 patient havde modtaget CAR T-celleterapi, og 3 patienter havde tidligere fået BTK-hæmmer.
Patienterne modtog zanubrutinib (320 mg dagligt eller 160 mg x 2) i 8-12 uger inden opstart af sonrotoclax (80, 160, 320 eller 640 mg dagligt). Sonrotoclax blev optrappet til måldosis for at reducere risiko for tumorlysesyndrom (TLS). Dosisekspansion skete ved 160 mg og 320 mg, og 320 mg blev valgt som anbefalede fase II-dosis (RP2D).
Blandt 45 respons-evaluerbare patienter var den samlede responsrate (ORR) 77,8 procent og den komplette responsrate 62,2 procent. Median tid til CR var 6,7 måneder. 89 procent af patienterne med CR var fortsat i CR ved data-cutoff (median opfølgning 16,2 måneder). I 160 mg-kohorten var ORR 76,9 procent og CR 53,8 procent. I 320 mg-kohorten var ORR 76,2 procent og CR 61,9 procent. Blandt tre patienter, som tidligere havde fået en BTK-hæmmer, blev der observeret to partielle responser og én sygdomsprogression.
20 patienter (40,8 procent) afbrød behandling med mindst ét af de to studiepræparater: 7 ophørte med zanubrutinib (5 på grund af progression under lead-in, 2 på grund af bivirkninger: diarré og meningitis). 13 ophørte med begge lægemidler (8 på grund af progression, 4 på grund af bivirkninger: myelodysplastisk syndrom, pneumoni, diarré, abdominal sepsis; 1 på grund af tilbagetrækning af samtykke).
Otte patienter døde grundet sygdomsprogression (heraf fire under zanu lead-in). Der var to bivirkningsrelaterede dødsfald (pneumoni, n=1; abdominal sepsis, n=1, ikke behandlingsrelateret).
De hyppigste bivirkninger (≥30 procent) var subkutan blødning, COVID-19, diarré og neutropeni. Grad ≥3 neutropeni var den mest almindelige alvorlige bivirkning (20,4 procent). Der var ingen tilfælde af laboratorie- eller klinisk TLS, og der blev ikke observeret atrieflimren, atrieflagren eller ventrikulær arytmi.
