Patienter med MCL har særlig høj risiko for infektioner
Patienter med Mantle Celle Lymfom (MCL) har en dobbelt så høj risiko for at få infektionssygdomme end baggrundsbefolkningen, viser svensk registerstudie. Det understreger, at det er nødvendigt at implementere strategier til at håndtere og reducere infektioner.
Det svenske studie har undersøgt infektionsraten før og efter en MCL-diagnose. Data er indsamlet i perioden fra 2007 til 2019 og indbefatter informationer om 1.559 voksne patienter med MCL. Disse er sammenholdt med en referencegruppe bestående af 15.571 personer. MCL-patienterne blev mediant fulgt i en periode på 2,9 år, mens referencesubjekterne blev fulgt i fem år.
Data viser, at MCL-patienterne havde dobbelt så mange infektioner som personerne i referencegruppen (RRadj = 2.14 (2.01–2.27)). Den højere infektionsrate hos patienterne blev observeret fire år før diagnosen, og vedblev at være til stede otte år efter, at patienterne var blevet diagnosticeret med MCL.
”Både læger og patienter skal være opmærksomme på disse komplikationer. Data viser, at vi sideløbende med behandlingen af lymfekræften bør have strategier til at håndtere og reducere risikoen for infektioner, samt træffe foranstaltninger for at begrænse patienternes eksponering for bakterier, der kan før til infektion. På den måde kan vi løfte patienternes samlede livskvalitet,” udtaler Ingrid Glimelius, professor og overlæge ved Uppsala Universitetshospital og Uppsala Universitet i en pressemeddelelse på universitetets nyhedssite.
Hun er sidsteforfatter til studiet, som er publiceret i HemaSphere (link).
Få dødelige infektioner
Studiet viser videre, at 69 procent (n=1080) af MCL-patienterne blev ramt af minimum én infektion det første år efter diagnosen. De mest almindelige årsager inkluderede influenza, pneumoni, bakterielle infektioner, infektioner i de øvre luftveje og urinvejsinfektioner.
Forskerne noterer, at de – til deres overraskelse – fandt, at infektioner, der direkte forårsagede dødsfald, var relativt sjældne. De udgjorde alene 2,6 procent af de registrerede dødsfald (n=21). Langt de fleste dødsfald i studiet var forårsaget af MCL (57 procent, n=467/817).
Patienter med MCL behandles typisk med intensiv kemoterapi, hvilket gør patienterne mere modtagelige for infektioner. De senere års fremskridt inden for behandlingen af MCL har forbedret prognosen for patienterne signifikant, hvilket betyder, at gruppen af langtidsoverlevere i dag er voksende. Det sætter, ifølge forskerne, streg under behovet for at udvikle strategier til forebyggelse og behandling af infektioner.
”Vores studie understreger vigtigheden af grundigt at vurdere den infektionsrelaterede morbiditet, når nye behandlinger til MCL vurderes. Der er behov for yderligere studier for at udforske strategier til reduktion af infektionssygdomme,” lyder det i abstraktet.

